En fremtrædende dansker i det globale bistandsarbejde, Christian Balslev-Olesen, vender hjem til Danmark efter 7 år på Afrikas Horn som chef for FNs Børnefond (UNICEF), skriver Danidas månedsavis “Udvikling” i sin seneste udgave, der nu er på gaden.
Den 62-årige cand.theol. har virket som UNICEFs øverste repræsentant i Eritrea med base i hovedstaden Asmara (2002-05) og de seneste 4 år i det kollapsede Somalia med base i nabolandet Kenyas hovedstad, Nairobi.
Balslev-Olesen er nu blevet partner og konsulent i rådgivervirksomheden Nordic Consulting Group (NCG) og starter i domicilet i Tåstrup vest for København efter sommerferien.
Her vil hans store erfaring og baggrund med humanitær bistand og kriseløsninger i kaosramte og skrøbelige stater komme til sin ret i en virksomhed, der rådgiver en stribe store aktører indenfor international bistand.
Som chef for den største FN-organisation i Somalia arbejdede Christian Balslev-Olesen midt i en virkelighed med krig, klaner og kaos. Og han var ikke bange for at råbe op for at få hjælp til ofrene.
Det er der intet nyt i. Som han engang sagde i et avisinterview, mens han var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp (1992-2002): “Vi vil altid være at finde på ofrenes side”.
Det fik alle rundt om ham at mærke, også israelerne, som gennem årene gang på gang fik klar besked om deres fremfærd i de palæstinensiske områder. En åbenmundethed, der bestemt ikke skaffede ham tak alle steder herhjemme.
Heller ikke om Somalia har han kunnet holde mund. I februar i år sagde han i et interview med DR-TV, at UNICEF betalte ca. 25.000 kr. i bestikkelse pr. lastbil til de talrige militser langs vejen, hvor maden til de mange nødstedte og sultende børn skulle frem.
Da der er tale om mange hundrede lastbil-transporter på årsbasis indenfor en samlet nødhjælpsleverance, som Balslev-Olesen anslog til “tæt på en halv milliard kr. i 2009”, løb beløbene til at bestikke Somalias krigeriske og i flere tilfælde grusomme militser op i millioner samlet set.
– Hver gang vi skal passere en vejstrækning, skal vi erlægge betaling. Den transport, vi står med mad til her, skal passere 43 vejspærringer (road blocks) og de skal alle have noget for at lade os køre videre, sagde han til DRs udsendte og lagde til:
– Hvis vi ikke gør det, kan vi risikere, at 60.000 børn dør i næste måned. Derfor er vi flere gange nødt til at bestikke de her militser, som desværre nu i over 20 år har kontrolleret Somalia. Vi er derhenne, hvor vi må erkende, at den store hjælp i sig selv er en del af problemet, og at den finansierer en del af det kaos, der hersker. Vi er ikke blot en del af løsningen, men også af problemet, sagde den åbenhjertige dansker.
I et interview med “Udvikling” anfører han bl.a. om Somalia i dag:
– Der er gået for meget Irak og Afghanistan i løsningen af mange konflikter. Der er en utrolig systemtænkning, der hedder: Først skaber vi sikkerhed med fredsbevarelse, så lov og orden med politi, så en stærk regering – og så begynder vi at tænke på befolkningen. I Somalia har jeg måtte banke mine kolleger i FN med argumenter for, at vi er nødt til at gå på to ben – ellers er det dømt til at mislykkes.
Hvis man skal pege på en enkeltperson, der om nogen har inspireret den hjemvendte dansker til at vælge side, begive sig ud på det, der måtte opfattes som “den etiske vej”, så var det nok Desmond Tutu.
Den inspirerende sydafrikanske kirkemand og Nobelpristager blev et forbillede – ja en personlig ven – og besøgte Danmark flere gange både under og efter den lange hårde kamp mod apartheid.
Christian Balslev-Olesen erindrer bl.a. – Jeg husker første gang jeg mødte Tutu. Det var i 1984 efter modtagelsen af Nobels fredspris i Oslo, hvor han kom til København for at prædike til en festgudstjeneste. Domkirken var propfyldt af unge og gamle.
– Vi klappede under prædikenen. Det er vist første gang, det er sket i en dansk sammenhæng, men det er hans unikke evne til at forkynde og hans evne til at praktisere troen, der gør udslaget.
Det blev til mange år i den store humanitære organisation i Nørregade, først som projektsekretær, siden som projektkoordinator for det sydlige Afrika med base i Mugabes Zimbabwe, hvorfra han blev hentet hjem i 1992 og blandt 62 ansøgere udpeget som Nødhjælpens nye generalsekretær.
I det årti, Balslev-Olesen var chef, gennemlevede Folkekirkens Nødhjælp et skift til at være en moderne internationalt respekteret kirkelig hjælpeorganisation. De årlige sogneindsamlinger, de store minerydningsprogrammer, et stærkere fokus på fortalervirksomhed for de svageste, og en stadig større omsætning på EU-finansierede projekter er resultater af den langtidsplanlægning, han satte igang.
At Balslev-Olesen skulle forlade den danske bistandsscene netop 1. februar 2002, få måneder efter magtskiftet i dansk politik – var næppe så tosset endda; i hvert fald for ham selv. Han blev nok forskånet for mange skuffelser på den konto.
Det afholdt ham dog ikke fra at kommentere dansk bistandspolitik. F.eks. rettede han skarp kritik af VK-regeringens såkaldte nærområde-indsats:
– Man snyder de danske skatteydere ved at argumentere for, at hjælp i flygtningenes nærområder kan bremse flygtningestrømmen til Europa og Danmark … En brønd her og en skolebog der får ikke en eneste flygtning til at vende hjem, lød det.
Og så er der jo hans teologiske side. Når han har været hjemme fra Afrika, prædikede han gerne i Osted Valgmenighed, nær bopælen på Midtsjælland. Måske kommer han til det igen.
