Kenya: Ministermord i 1990 efterforskes igen

Redaktionen

Kenya har genoptaget efterforskningen af den måske mest penible kriminalsag i de 40 år, landet har været selvstændigt. Det drejer sig om de til dato uopklarede omstændigheder ved daværende udenrigsminister, Robert Oukos, død i 1990, rapporterer BBC Online.

Udenrigsministerens gamle stuepige, Selina Were, – som man troede død – mødte tidligere på ugen frem i Nairobi for som den første at afgive vidneforklaring foran et særligt parlamentsudvalg, der er nedsat for at grave i dødsfaldet for snart 14 år siden. Hun afviste, at Dr. Ouko på noget tidspunkt havde ytret ønske om eller vist tegn på at ville begå selvmord.

Hendes forklaring kom efter at udvalgets formand, Gor Sunguh, offentligt havde beklaget sig over, at hans og udvalgets arbejde blev obstrueret fra forskelllig side.

Ouko forsvandt fra sin farm i det vestlige Kenya kort efter hjemkomsten fra et officielt besøg i USA. Hans lig blev fundet 3 dage senere; han var øjensynligt blevet skudt, overhældt med benzin og delvis brændt.

Det formentlige mord vakte stor opstandelse, idet den populære og respekterede udenrigsminister havde en stor stjerne hos de udenlandske donorer og tilhørte Luo-folket, som traditionelt har stået i modsætningsforhold til de dominerende Kikuyoer og daværende præsident Daniel arap Mois etniske Kalenjin-gruppe.

Præsident Moi satte opdagere fra britiske Scotland Yard på sagen, ligesom han lod nedsætte en særlig kommission, Gicheru-kommissionen, til at se på sagen.

Opdagernes rapport blev aldrig offentliggjort, men det var – og er – en udbredt antagelse i Kenya, at hvis ikke præsidentens selv var impliceret, så var i hvert fald en af hans nærmeste, daværende minister for offentlige arbejder, Nicholas Biwott, indblandet i, hvad stadig flere opfattede som overlagt mord.

Hverken Biwott eller Moi blev nogensinde stillet til regnskab for mordet. Især Biwott var kendt som en hensynsløs – og skrupelløs – skikkelse, der blev sat i forbindelse med storstilet korruption.

Kilder gjorde dengang gældende, at Robert Ouko under turen til USA, som også omfattede flere andre ministre, havde truet med at offentliggøre sin viden om omfattende ulovligheder og misbrug med statsmidler. Det ville have været ødelæggende for flere højtstående regeringsmedlemer, herunder ikke mindst Biwott. Kort herefter mødte Ouko sin skæbne

Efter præsident Mwai Kibaki kom til magten for et år siden, lovede han at skabe mest mulig klarhed omkring omstændighederne ved Oukos grusomme endeligt.

Blandt de øvrige vidner, som ventes at afgive forklaring for parlamentsudvalget, er Oukos kone og hans bror, Barrack Mbaja, som gik i eksil i USA kort efter drabet.

Mbaja er vendt hjem til Kenya for nylig, og siger, han har afgørende beviser omkring udenrigsministerens død. Han har erklæret, at han er i livsfare og har fået politibeskyttelse af myndighederne, rapporterer BBC Online.

Læs også “Moi påstås impliceret i Kenyas største korruptionssag – Goldenberg-skandalen”, dato 17.02.04, i rubrikken Arkiv ude i menuen til venstre.