Sikkerheden var tårnhøj uden for den domstol i Hubei-provinsen i det centrale Kina, som onsdag afsagde dom i en sag mod en af Kinas mest vedholdende menneskeretsaktivister.
Qin Yongmin blev anholdt i 2015, formentlig fordi han var leder af en gruppe ved navn China Human Rights Watch, der arbejder for at forbedre menneskerettigheder i Kina. Gruppen har blandt andet brugt onlinemedier til at kritisere regeringens politik.
Mange demokratiforkæmpere var mødt op ved retten for at følge domsafsigelsen mod Qin Yongmin, som den kinesiske stat anklager for undergravende virksomhed. Flere af de fremmødte blev anholdt af kinesisk politi.
Også hans kone, Zhao Suli, som oprindeligt blev anholdt sammen med ham i 2015 og siden var ”forsvundet” i tre år, er under politiovervågning 24 timer i døgnet, skriver flere internationale medier.
”Myndighederne har ikke været i stand til at bygeg en sag op mod ham trods tre års efterforskning,” tilføjer hun.
Qin er medstifter af Kinas Demokratiske Parti. Han fik en fængselsstraf på 12 år i 1998, efter han havde forsøgt at registrere partiet officielt. Et år senere, mens han stadig sad i fængsel, blev han indstillet til Nobels fredspris.
Dom skal tjene som en advarsel
En veninde af den 65-årige Qin siger til Radio Free Asia, at hun er knust over onsdagens hårde dom. Hun mener, at det kinesiske styre ønsker at sende en kraftig advarsel til enhver, der måtte overveje at udtrykke kritik af eller modstand mod den kinesiske regering.
”Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, da jeg hørte nyheden,” fortæller hun til radiostationen.
Hun understreger, at Qin Yongmin ikke har gjort noget forkert.
”Det er enhver borgers pligt at rejse sager over for regeringen, at holde øje med, hvad de laver, og at kræve, at de gør det bedre,” siger den unavngivne veninde.
En anden af Qins venner, Chen Jiahong, siger, at myndighederne har skærpet kursen over for de kinesiske aktivister efter omfattende ændringer i forfatningen tidligere på året, der gav Kinas præsident, Xi Jinping, udvidede beføjelser og mulighed for – i princippet – at blive siddende på livstid.
”Der er ingen menneskerettigheder og der er ingen retsstat,” siger han efter dommen.