Siden 1990 er Kina blevet en stadig mere betydningsfuld handelspartner med de fleste lande i det asiatiske ASEAN-samarbejde.
Den bilaterale handelsvolumen var i 1990 7,9 milliarder dollars. I 2017 var det steget 65 gange til 514 milliarder dollars. I løbet af denne periode er Kina blevet den største handelspartner for de fleste lande i ASEAN.
Kina har i denne periode med stigende samhandel holdt sig på måtten med direkte investeringer i ASEAN. Men dette billede har ændret sig i de senere år. Med søsætningen af den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank i 2014 og navnlig den officielle introduktion af the Belt and Road Initiative (BRI) i marts 2015 er Kinas direkte investeringer og donor-lån steget markant, så det er nu blevet den tredje største direkte investor i ASEAN efter USA og Japan.
Skaber denne ændring af de geo-økonomiske relationer begejstring eller bekymring i Sydøstasien?
Malaysia og skiftende politiske signaler over for Kina
Malaysia er et interessant eksempel på, hvordan de politiske holdninger over for Kina svinger mellem begejstring og bekymring. Under optakten til parlamentsvalget i maj 2018 førte Harapan Parakan Koalitionen med Mahathir Mohamad, premierminister fra 1981 til 2003, som frontkæmper en kampagne mod den øgede kinesiske tilstedeværelse og indflydelse i Malaysia.
Koalitionen kritiserede den siddende regeringskoalition, Barisan Nasional, med Najib Razak som premierminister for at åbne landet for kinesiske megaprojekter under BRI.
Den tog ifølge Harapan Parakan Koalitionen ikke hensyn til den store gældsætning til Kina, som disse projekter ville medføre for fremtidige generationer. Kritikken vandt genklang i befolkningen og var medvirkende til, at koalitionen vandt valget.
Efter valget lagde den nye regeringskoalition vægt på at signalere et politisk skift over for kinesiske investeringer i Malaysia. To nøgleprojekter i BRI, the East Coast Railway Line og Bandar Malaysia, et stort forretnings-, finansiel og transport i Kuala Lumpur, blev sat på standby.
Begrundelsen var, at den store statsgæld, som den tidligere regering havde skabt, ikke efter den nye regerings opfattelse gav økonomisk råderum til at deltage i disse megaprojekter.
Rigdommen tiltrækker – ikke det politiske system
Mahathir understregede som ny premierminister det politiske signalskift over for Kina på sin officielle rejse i august 2018 til Beijing. Her blev han kendt for i en tale til den kinesiske vicepremierminister Li Keqiang at udtrykke den bekymring, som mange lande i Sydøstasien har til Kinas øgede tilstedeværelse og indflydelse i regionen navnlig gennem BRI. Han talte om den nye form for kolonialisme, som Kina udøver gennem sine økonomiske investeringer.
Efter at Mahathir var blevet en slags talsmand for en kritisk linje over for Kina, begyndte han i foråret 2019 at udsende nye signaler. I et interessant interview med South China Morning Post (8. marts 2019) – ”I’d side with rich China over frickle US: Malaysia’s Mahathir Mohamad” – lagde han vægt på, at han ikke længere er bange for Kina.
I Malaysia har der været en udpræget frygt for Kina, både da det var fattigt og nu hvor det er rigt.
Da det var fattigt, frygtede man den kinesiske udbredelse af kommunismen, og nu frygter man den indflydelse, som Kina søger at opnå gennem sin økonomiske magt. Mahathir sagde videre, at det ikke kan nytte noget at være bange for Kina. Malaysia må acceptere, at Kina er en nær nabo og det er et meget stort marked. Malaysia gør ifølge Mahathir klogt i at få så meget gavn som muligt af den voksende kinesiske rigdom. Så Malaysia bør derfor søge at opbygge stærke økonomiske forbindelser med Kina, selv om dets politiske system ikke er tiltrækkende.
Det politiske signal i dette interview baner vejen for at forstå, hvad der er sket i relationen mellem Kina og Malaysia i foråret 2019. Under intensive forhandlinger bag scenen er de to parter nået til enighed om at genoptage to standby megaprojekter, the East Coast Railway Line og Bandar Malaysia.
Enigheden er blandt andet opnået ved, at omkostningerne for the East Coast Railway Line er blevet reduceret fra 65,5 milliarder ringgit (omkring 104 milliarder kroner) til 44 milliarder ringgit (70 milliarder kroner) og en ny rammeaftale for Bandar Malaysia er blevet underskrevet.
Problematisk palmeolie
Med disse aftaler i hus kunne Mahathir rejse i slutningen af april 2019 til Beijing for at deltage i det andet topmøde i BRI forum. Han rejste denne gang til Kina i en hel anden mission end i august 2018. I modsætning til sidste år var han nu en varm fortaler for BRI og var inviteret som en af hovedtalerne under topmødet.
Mahathirs omvendelse fra Kina-kritiker til støtte af BRI har som antydet været undervejs i løbet af foråret 2019. Denne omvendelse hænger sandsynligvis sammen med, at han har fået en række økonomiske frugter samtidig med genoptagelse af de to megaprojekter. Blandt andet har Kina forpligtet sig til at købe yderligere 1,9 millioner tons palmeolie af Malaysia, en aftale, der kommer meget belejligt, nu da EU har varslet stop for køb af malaysisk palmeolie, fordi produktionen ikke opfylder EU’s miljøbestemmelser.
Kina har ikke samme forbehold som EU over for den malaysiske palmeolieindustri.
Foto: Mohd Samsul Mohd Said/Getty Images (arkiv)
I forbindelse med Bandar Malaysia projektet var der også nogle økonomiske sidegevinster. Seks kinesiske entreprenørvirksomheder har indgået en aftale med den malaysiske boligminister om at opføre 100.000 lavindkomst boliger i det nye Bandar område i Kuala Lumpur.
En interessant brik i forbindelse med denne åbning over for Kina er den malaysiske regerings aftale med den kinesiske telegigant Huawei. I en tid hvor Trump-administrationen forsøger at opnå opbakning uden for USA til boykot af Huawei, har den malaysiske regering indgået en aftale med Huawei om at installere 5G netværk i Malaysia.
Som Mahathir sagde i interviewet i South China Morning Post: ”I’d side with rich China”.
ASEAN og USA set i lyset af Mahatirs omvendelse til Kina-støtte
Spørgsmålet er, hvad Mahathirs omvendelse vil betyde for Kinas ekspansion i Sydøstasien og for Malaysias relation til USA. Måske vil andre ASEAN medlemsstater ræsonnere som Mahathir, at det gælde om at få nogle af de økonomiske frugter, der falder af ved at indgå store aftaler med Kina. Ligesom Mahathir er også andre premierministre i flere parlamentarisk-demokratiske ASEAN medlemslande nødt til at tænke på ”bread and butter”-spørgsmålet i løbet af deres valgperiode. Opnår de ikke forbedringer, som vælgerne kan mærke nu og her, er deres genvalg usikkert.
Deres deltagelse i det andet topmøde i BRI Forum i Beijing i april kunne tyde på, at deres bekymring for BRI er ved at aftage. Måske omfavner de ikke Kina ligeså meget, som Mahathir gør for tiden, men de er ikke afvisende over for kinesiske investeringer.
Med hensyn til Malaysias relation til USA er det vanskeligt at sige noget om, hvordan det vil gå med denne relation, når Malaysia har valgt side til fordel for det rige Kina. Selv om Kina buldrer frem som investor i Malaysia, så er Japan og USA stadig de største investorer i landet. Det ser ikke ud til, at amerikanske virksomheder er ved at lægge Malaysia på is som investeringsland på grund den malaysiske regerings genoptaget engagement i BRI.
Den accelererende handelskrig mellem USA og Kina har betydet, at flere amerikanske virksomheder bruger Malaysia som brohoved til det kinesiske marked.
Hvad Trump-administrationen vil gøre, når den mere og mere får øjnene op for, at Kina har sikret sig et godt fodfæste i Sydøstasien, er som sagt vanskeligt at forudsige. Den er, som Mahathir sagde i South China Morning Post, kendetegnet ved at være fickle – stadig skiftende i sine politiske udmeldinger i modsætning til Kina.
Henrik Søborg er lektor emeritus ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet.
