De næste år skal Kina plante kæmpestore områder af ny skov.
Det har regeringen lovet, men der er tale om skove med kun en type træer, og det lagrer ikke lige så meget klimaskadelig kulstof som skov med et væld af forskellige træarter.
Det viser ny forskning af eksperter fra Schweiz, Tyskland og Kina, skriver Science Daily.
De har undersøgt skove i KIinas subtropiske Zhejiang-provins for at se, om der er forskel på CO2-optagelsen i skov med forskellig diversitet af træarter.
Det er der, viser tallene. Derfor kunne der være mere gevinst for klimaet, hvis det asiatiske gigantland valgte flere forskellige arter i de nye skove.
Begrænset til monokulturer
“Kina har begrænset dets program til monokulturer”, fortæller Bernhard Schmid, professor i miljøvidenskab ved Zurich Universitet, ifølge Science Daily.
Artsrige skove har en hurtigere cyklus for CO2 end dem med kun få arter. Med en større diversitet, bliver der lagret mere kulstof.
Gevinsten er 6,4% kulstof ved hver ekstra træart, der indgår. Desuden kan ældre træer lagre mere kulstof end de yngre, vurderer forskerne.
Eksperterne anbefaler derfor, at ny skov, der plantes, skal være rig på forskellige arter. Dermed ville man både gavne klimaet og klodens naturmangfoldighed, som er på hastigt tilbagetog.