Søndag åbnede en ny højhastighedstoglinje mellem Hong Kong og de kinesiske storbyer Guangzhou og Shenzhen. Turen til Shenzhen tager omkring 45 minutter. Det er en mindre end halvdelen af den tid, det tog med de gamle tog. Det vil tage godt 10 timer at køre med toget helt til Bejing, skriver Hong Kong-avisen South China Morning Post.
Ifølge de lokale myndigheder vil den nye togforbindelse booste forretningsmiljøet i Hong Kong, Guangzhou og storbyen Shenzhen.
Hong Kong blev i 1997 overdraget til Kina efter at have været en britisk koloni siden 1842. Men enklaven har fortsat sine egne myndigheder og egne love på mange områder.
I Hong Kong kører Guangzhou-Shenzhen-Hong Kong Express Rail Link, som den nye forbindelse hedder, fra stationen West Kowloon, og her er der etableret et kinesisk kontrolpost.
Det strider mod aftalen, der sikrede Kina overherredømmet over Hong Kong igen, mener en række demokratiforkæmpere fra byen.
Ifølge aftalen blev den tidligere britiske koloni garanteret høj grad at selvstyre på alle områder undtagen udenrigs- og forsvarspolitik. Det betyder, at de fleste love i Kina ikke gælder i Hong Kong. Aftalen gælder til 2047 – 50 år fra tidspunktet, hvor det britiske flag blev byttet ud med det kinesiske.
Men med kontrolpunktet på stationen er kinesiske love og myndigheder krøbet ind i Hong Kong og det er i modstrid med bystatens “grundlov”, mener kritikere .- et synspunkt, der støttes af byen advokatforening.
De kinesiske myndigheder afviser kritikken.
Den nye forbindelse har også mødt kritik på grund af budgetoverskridelser på omkring 19 milliarder kroner. Dertil kommer, at den åbner tre år senere end planlagt, skriver BBC.