Kirken stiller spørgsmålstegn ved valgresultat i DR Congo

lubumbashi_cathedral
Den katolske kirke har en høj status i DR Congo, hvor 40 procent af befolkningen er medlemmer af kirken. Her ses katedralen i Lubumbashi..
Foto: Nick Hopgood (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

10. januar 2019

Torsdag morgen blev oppositionskandidaten Felix Tshisekedi udråbt til vinder af præsidentvalget i Den Demokratiske Republik Congo. Men den indflydelsesrige katolske kirke siger, at det resultat ikke stemmer overens med de oplysninger, som den er i besiddelse af, skriver BBC.

Det officielle resultat var overraskende, fordi den anden oppositionskandidat Martin Fayulu var anset for favorit op til valget.

Regeringspartiets kandidat Emmanuel Shadary kom på tredjepladsen.

Stemmerne fordelte sig således:

  • Felix Tshisekedi – 7 millioner stemmer
  • Martin Fayulu – 6,4 millioner stemmer
  • Emmanuel Shadary – 4,4 millioner stemmer

Læs også Peter Tygesens analyse af valgresultatet – Studehandel i DR Congo?

Kirken havde 40.000 valgobservatører ved valgstederne og sagde kort tid efter valget, at den vidste hvem der havde vundet.

Efter valgkommissionen meget tidligt torsdag morgen annoncerede stemmetallene, kom der hurtigt protester fra Martin Fayulu, som ikke vil anerkende resultatet. Han beskyldte Tshisekedi for at have indgået en aftale med den afgående præsident Joseph Kabila om at snyde med resultatet og dele magten. Det benægter Tshisekedi.

Shadary er tidligere indenrigsminister i Kabilas regering og anses for at være Kabilas mand. Han har accepteret valgets resultat.

Holder kortene tæt til kroppen

Kirken holder sine kort tæt til kroppen og vil ikke officielt ud med, hvem den mener er den rigtige vinder.

Men ifølge BBC fortæller tre ikke nærmere identificerede diplomater, at kirken mener, at det er Martin Fayulu, som vandt. Det understøtter teorierne om, at Tshisekedi og Kabilas lejr har indgået en form for aftale.

Fire ud af ti af landet indbyggere er katolikker og kirken driver mange skoler og hospitaler i hele landet. Kirken opfattes af mange congolesere som et moralsk fyrtårn i landet, hvor stort set alle grene af samfundet er gennemblødt af korruption, skriver BBC.