I Danmark har der været stor ståhej om ulven. Der er frygt for, at den kan angribe mennesker og dræbe husdyr. Ulven virker dog forholdsvis uskyldig i forhold til tigre og løver, der huserer i Asien og Afrika og til tider skaber problemer for lokalbefolkninger.
På et webinar af IUCN’s Save Our Species-program fik tilhørerne en smagsprøve på de udfordringer, der opstår, når farlige rovdyr og mennesker lever tæt op af hinanden. Og på de løsninger, der bliver arbejdet med for at mildne konflikterne i Bangladesh, Namibia og Zambia.
Indsatsen for at forhindre konflikter mellem mennesker og dyr er rykket længere op på den globale dagsorden på det seneste, fortæller Alexandra Zimmermann, der er leder af IUCN’s program for konflikter mellem mennesker og dyr.
“I marts 2023 vil den første internationale konference om konflikter mellem mennesker og dyr blive afholdt i Storbritannien (læs mere om den her, red.). Desuden bliver der arbejdet med et mål om at reducere konflikter mellem mennesker og dyr i forhandlingerne om en ny global aftale om biodiversitet,” siger hun.
Alexandra Zimmermann henviser til den længe ventede aftale om at bremse tabet af biodiversitet på kloden, som verdens nationer ventes at indgå denne december ved en konference i Canada. Aftalen kommer blandt andet til at handle om at beskytte truede dyrearter, men der kan være store udfordringer, når de vilde dyr kommer i sammenstød med lokalbefolkninger.
Halsbånd og gps i Namibia
De største gener, som lokale døjer med, når de lever for tæt på farlige dyr, er, at dyrene dræber kvæg, at de ødelægger ejendom, og at de til tider angriber mennesker. Problemerne er stigende, og det skyldes i høj grad klimaforandringer. Det er tydeligt i Namibia, fortæller Russel Vinjevold, der arbejder med et projekt i landet for at forhindre sammenstød mellem løver og mennesker.
Projektet foregår i regionen Kunene i den nordvestligste del af landet, som er et meget tørt område. Klimaændringer har allerede betydet, at der falder mindre regn i regionen, og dermed er der endnu mindre plantevækst. Det betyder mindre føde til planteæderne, og da det er dem, som rovdyrene lever af, har de også vanskeligere ved at blive mætte. Dertil har forholdene gjort, at kvægdriverne skal lede længere efter at finde føde og vand til deres egne husdyr. Det er en uheldig kombination, påpeger Russel Vinjevold.
”Der er mindre regnvand, og dermed falder plantevæksten. Det påvirker bønderne meget, da de mister store mængder af kvæg til rovdyrene. Det er ikke godt, når rovdyrene kommer og spiser det sidste kvæg,” forklarer han.
Han fortæller samtidigt, at der også er løveangreb på lokale. I 2021 og 2022 har der været tre eller fire angreb. Ingen er blevet dræbt, men det er et resultat af, at der er blevet færre af de dyrearter, som rovdyrene normalt bruger som føde.
For at mindske generne for lokalbefolkningerne har Russel Vinjevold sammen med sit hold arbejdet med såkaldt geofencing i Kunene. Det er et system baseret på gps. De vilde løver får halsbånd på med sensorer, og der er blevet opsat 12 tårne i området, som kører på solenergi. Tårnene kan opfange signaler og overvåge, hvor løverne befinder sig. Dermed kan eksperterne advare lokale, når løverne bevæger sig ind i deres områder. Når løverne befinder sig tæt på lokalsamfund kan holdet hjælpe med andre ting, eksempelvis sørger de for sikker transport af børn til og fra skole, så de ikke risikerer at støde ind i rovdyr på vejen.
Det kan også gavne lokalbefolkninger at sørge for bedre indelukker til deres husdyr, forklarer Dennis Zimba, der har arbejdet i Zambia med at få rovdyrene til at holde sig væk fra lokales kvæg.
Projektet i Zambia har fokuseret på at forbedre kvaliteten af indelukker til husdyrene, så de ikke kan slippe ud i det fri, hvor de kan blive angrebet af sultne rovdyr. Indelukker af god kvalitet til lokales får, geder og svin kan sikre dem mod at blive spist af løver, hyæner og sjakaler i området, lyder det fra Dennis Zimba.
Fattigdom øger risikoen for tigerangreb
Adskillelse er også en af strategierne for at forhindre tigre i at angribe lokale i verdens største mangroveskov. Den kaldes Sundarbans, og ligger ud til den Bengalske Bugt på grænsen mellem Bangladesh og Indien. Området, der er udpeget af UNECO som verdensarv, rummer nogle af de sidste individer af den bengalske tiger.
Antallet af tigerangreb på mennesker i Bangladesh er på det højeste niveau i mange år, fortæller Medha Nayak fra Wildlife Trust of India. Hun arbejder med at forhindre sammenstødene mellem lokale og de store kattedyr, og det er forholdsvist simpelt at forudsige, hvornår risikoen for angreb er højest.
”Når tigrene kommer ud af skoven, og når mennesker går ind i skoven er der fare for tigerangreb,” forklarer hun.
Strategien i Sundarbans er demed også simpel: Tigre og mennesker skal holdes adskilt. Medha Nayak og resten af holdet har sørget for beskyttelse i form af nylonhegn på i alt fem kilometer. Derudover har de sørget for lys, som kører på solenergi, i landsbyerne, hvilket også medvirker til at holde rovdyret væk.
Når der er trafik den anden vej, handler det mere om nød end af lyst. Fattigdom gør nemlig de lokale mere afhængige af skovens ressourcer, og derfor har holdet i Bangladesh fokus på at skabe alternativer til den farlige tur ind i skovområderne for lokale. Det er blandt andet sket ved at sørge for at levere over 1.000 komfurer i området, så det ikke er nødvendigt at tage i skoven for at finde brænde, fortæller Medha Nayak.
Vigtigt at engagere sig med lokalsamfund
Der er blot omkring 4.000 tigre tilbage i naturen. Og det stribede rovdyr vækker både fascination og frygt, men i Sundarbans bliver der arbejdet med at øge viden om tigeren, så den ikke blot bliver betragtet som en byrde.
“Vi arbejder med at skabe viden og opmærksomhed om tigeren. Vi bruger børnebøger og tegneserier til at skabe et mere positivt syn på tigeren i den næste generation,” fortæller Medha Nayak.
I det hele taget er samarbejdet med lokalbefolkninger afgørende, pointerer Russel Vinjevold.
”Jeg kan slet ikke overdrive vigtigheden af at engagere sig med lokalsamfundet i arbejdet med at forhindre konflikter mellem dyr og mennesker,” siger han.
Han forklarer yderligere, at holdet i det nordvestlige Namibia har arbejdet med signalværdien, så der er nu er fokus på håndtering og ikke konflikt. Holdet hed tidligere Human Wildlife Conflict Team, men har ændret navn til Human Widlife Management Team. Det har gjort gavn, forklarer han, og er med til at skubbe opmærksomheden hen mod sameksistens frem for konflikt.
Det er muligt for mennesker og truede dyr, også de farlige af slagsen, at sameksistere – ligesom arterne har gjort gennem år og tidsaldre, pointerer Medha Nayak afslutningsvis.
