Af Stine Leth-Nissen
Journalist i Folkekirkens Nødhjælp, artikel på www.noedhjaelp.dk 07.04.09
Året op til klimatopmødet i København består af en række møder, hvor forhandlere fra alle verdens lande mødes for at lægge grundlagt for en endelig aftale, som kan forhandles på plads og underskrives i København i 2009.
I marts-april mødes klimaforhandlerne i Bonn.
Her skal de rige lande, som f.eks. EU, melde, hvor meget de vil nedbringe deres udledninger af klima-gasser, og hvor meget de vil give til at finansiere u-landenes indsats for at tilpasse deres samfund og befolkningens levevilkår til de nye betingelser.
Efter den første uges forhandlinger står det klart, at EU fastholder en totalt henholdende taktik.
– For at få en aftale i København er det vigtigt at u-landene kommer med, men de vil se handling fra de rige lande, siger Kushal Pal Singh Yadav, der er klimamedarbejder for Centre for Science and Environment i Indien, og tilføjer:
– Et af dilemmaerne i forhandlingerne er, at de rige lande forholder sig meget lidt u-landenes mange konkrete forslag. Og de fremsætter heller ikke forslag selv.
Tilliden mangler
– Der er tale om global uretfærdighed af dimensioner, siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
– Betalingen for klimaindsatsen skal være ekstra penge. Forureneren skal og må betale. Fortsætter vi som nu, bliver der ingen global klimaaftale. Også derfor skal vi anerkende klima-flygtningene som egentlige flygtninge med rettigheder og dermed lægge større pres på f.eks. EU, anfører han.
– Der er brug for at genopbygge tilliden, fastslår Folkekirkens Nødhjælps klimaekspert, Mattias Söderberg.
Snyd og brudte løfter
– De rige lande har snydt u-landene i internationale forhandlinger de seneste mange år, hvad enten det gælder handel og udvikling som i Verdenshandelsorganisationen WTO – eller de brudte løfter om bistand, lægger Mattias Söderberg til.
– I f.eks. Sunderbans-området må folk lige nu flygte fra ø til ø, så stadig flere bor på de større øer eller på fastlandet, hvor der heller ikke er plads, fortæller Kushal Pal Singh Yadav.
Klimaflygtninge skal anerkendes
– Det store problem er, at klima-flygtninge ikke er anerkendes som flygtninge. Den indiske stat giver et lille tilskud, men det rækker slet ikke i forhold til de udfordringer flygtningene står over for, anfører Singh Yadav.
Klimaforhandlingerne finder sted på baggrund af finanskrisen, der også rammer de fattige lande særlig hårdt: Drastiske fald i verdenshandlen, mindre adgang til kreditter, nedgang i investeringerne, nedgang i overførsler fra migrantarbejdere, faldende råvarepriser, stigende arbejdsløshed og sultkrisen.
Tilliden mangler
Når alle venter på hinanden, er det svært at komme videre. Det er dog de riges ansvar at tage det næste skridt.
Historisk har de rige lande været meget dårlige til at leve op til internationale forpligtelser.
U-landenes erfaringer fra tidligere forhandlinger om bistand, handel, gæld og investeringer har betydet, at tilliden til de rige lande er ekstremt lav.
Hvis de rige lande nu vil have u-landene med, er de nødt til at vise, at de mener alvor, og at de reelt vil handle.
EU
EU vil gerne se sig selv som den progressive aktør. Desværre er EUs retorik ikke fulgt op med konkrete forslag eller forpligtelser.
Selv om EU i 2008 lovede konkret handling allerede i marts 2009, venter alle stadig på at se det.
USA
USA har i praksis været usynlig i klimaforhandlingerne længe. Nu er amerikanerne dog tilbage med gode udmeldinger om, at de vil være med, at de videnskabelige meldinger skal tages seriøst, og at det er vigtigt med en ambitiøs aftale.
Men ligesom med EU er der svært at få øje på de konkrete forslag.
U-landene
U-landene fremsætter stadig konstruktive indspil og ideer til, hvordan forhandlingerne når det konkrete niveau.
Sydafrika har f.eks. fremsat forslag om byrdefordelingen i en fremtidig aftale, som bygger på Greenhouse Development Rights, GDR (se omtale på foregående side).
Det indebærer f.eks. også, at et fremstormende udviklingsland som Indien påtager sig et ansvar og ikke blot kan gemme sig under betegnelsen som u-lande.
Mange u-lande har en meget begrænset repræsentation ved klimaforhandlingerne.
F.eks. har Etiopien kun 2 forhandlere med i processen – selv om landet repræsenterer 79 mio. indbyggere og et af de hårdest ramte lande, når det gælder klimaforandringer.
Danmark med 5,3 mio. indbyggere er repræsenteret med 80 forhandlere og assistenter.
