Klimaforandringer kan øge vold og antallet af fordrevne. Det konkluderer en ny rapport fra Folkekirkens Nødhjælp, der indeholder vidnesbyrd fra 1000 interviews med udsatte mennesker i Mali og Somalia.
”Det sidste årti er antallet af mennesker på flugt næsten fordoblet, og det tal vil med sikkerhed eksplodere, hvis flere og flere landområder i Afrika og Asien bliver ubeboelige på grund af tørke og oversvømmelser,” lyder det fra organisationens generalsekretær, Birgitte Qvist-Sørensen i en pressemeddelelse.
Hun henviser til den seneste opgørelse fra FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, der udover fordoblingen af flygtninge på et årti, viser at knap 80 millioner mennesker var på flugt ved udgangen af 2019.
Læs også: “80 millioner mennesker er nu på flugt“
”I Mali og Somalia oplever vi, at flere mennesker kæmper om de tilbageværende frugtbare områder, og den overlevelseskamp er så hård, at mange ikke ser anden mulighed end at drage på flugt,” siger generalsekretæren.
Tilpasning kan støtte fred
Danmark bidrager i forvejen til den militære indsats mod ekstremisme i Mali. En anden måde at støtte fred og stabilitet i området kan være at sende penge til klimatilpasning, fremgår det af den seneste rapport fra Folkekirkens Nødhjælp.
”De 1000 interviews med lokale somaliere og maliere bekræfter os i vigtigheden af at skrue op for indsatsen. Og det klare indtryk fra samtalerne er, at folk langt hen af vejen er i stand til selv at tage fat på problemerne, hvis de kan få den nødvendige støtte,” forklarer Birgitte Qvist-Sørensen.
2.279 personer er døde i konflikten i Mali det seneste år, hvor de særlige klimatiske udfordringer er uforudsigelige regnmængder, højere temperaturer, voldsom tørke samt oversvømmeler.
I Somalia er der 3720 ofre for konflikten det seneste år, og her kæmper man med nogle af de samme vejrmæssige problemer som i Mali, men her kan cykloner samt sand- og støvstorme føjes til listen.
Mangler støtte til tilpasning
Rapporten anbefaler derfor, at der bliver gjort en indsats for at håndtere klimaforandringer og naturressourcer i udviklingslande. Det gælder eksempelvis systemer for tidlig advarsel om orkaner, tørke eller andre skadelige vejrforhold samt en bedre håndtering af naturressourcer.
Der er potentiale til at forhindre konflikt og skabe mere fred, hvis særlige betingelser er overholdt, ifølge rapporten. Der skal blandt andet være kendskab til tiltagene, lokalt ejerskab over systemet, involvering af alle grupper i samfundet samt en ligelig og retfærdig fordeling af ressourcerne.
For at opnå det, er det nødvendigt med international støtte til klimatilpasning, men rige lande er mere interesserede i at sende midler til at reducere klimaskadelige udledninger i vækstøkonomier. FN’s Miljøprogram vurderer, at omkostningerne til klimatilpasning i verden kan komme til at være mellem 140 og 300 milliarder dollar i 2030.
Den danske regering kunne i februar præsentere en pakke på 150 millioner kroner til klimatiltag ud over de 0,7 proncet af BNI, som Danmark i forvejen giver i udviklingsstøtte. En del af disse midler blev tildelt til at forbedre vandforsying i Mali.