Sahel
Sahel er en betegnelse, der både bruges om det geografiske bælte (sort bølge på billedet), der går på tværs af kontinentet og adskiller Sahara fra savanne, og for de lande der ligger i dette område – fra Mauretanien i vest til Eritrea i øst.
Typisk er det dog typisk de vestafrikanske, og fransktalende, lande man tænker på, når man snakker om Sahel.
Betegnelsen det centrale Sahel eller Centralsahel bruges dækker Mali, Burkina Faso og Niger.
Mali, Burkina Faso og Niger fylder normalt ikke meget i spalterne hos de etablerede medier i Danmark. Hvorfor skulle de? Ikke blot er de tre lande blandt verdens fattigste, de ligger også i Afrika og endda i det evigt underprioriterede Vestafrika, og så er de frankofone. Hvis Afrika partout skal have lidt omtale, så er det alt andet lige lettere at skrive om Tanzania, Kenya eller Sydafrika, hvor indbyggerne i det mindste snakker engelsk.
Ikke desto mindre har dagen i dag, tirsdag den 20. oktober 2020, budt på bred medieomtale af de tre lande. Det skyldes, at den danske regering sammen med sin tyske pendant, EU og FN er vært for et såkaldt high-level humanitært event, der har til formål at rejse omkring 15 milliarder kroner til akut støtte i området, der også omtales som det centrale Sahel eller Centralsahel.
Støtten skal finansiere indsatser i 2021, men også dække hullet i FN’s humanitære plan for 2020. Ifølge tal fra OCHA, FN’s kontor for koordineringen af humanitære indsatser, manglede 2020-planen stadig 61 procent af finansieringen pr 7. oktober.
Kun dårlige nyheder
Det nedslående tal er ikke overraskende. Støtten til området har i mange år været kronisk underfinansieret, men i takt med at den mangefacetterede krise har udviklet sig og taget til i styrke, har det centrale Sahel fået mere og mere opmærksomhed – også fra dansk side. Dette hænger nok også tæt sammen med, at dansk udviklingspolitik i stadig højere grad tilrettelægges ud fra danske interesser – herunder sikkerhedspolitiske og indvandrerpolitiske.
Forstå mig ret: At konflikten i de tre lande, der særligt udspiller sig i grænseområdet, får massiv opmærksomhed, er kun på sin plads.
Siden 2012, hvor islamistiske oprørere tog magten i Nordmali, har Niger, Burkina Faso og Mali været epicenter for en krise, der blot er eskaleret, og som nu er en verdens hurtigst voksende humanitære katastrofer. Og der ér akut brug for hjælp, for, hold nu fast:
I alt 64,5 millioner mennesker lever i områder, der er berørte. 13,4 millioner mennesker har behov for hjælp. 1,6 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem. 7,4 millioner ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra, og 888.000 børn er alvorligt fejl- og/eller underernæret.
Og disse tal, hvor voldsomme, de end er, skal ses i lyset af, hvor hurtigt de er vokset. I 2018 var antallet af fordrevne på 70.000 – der er altså sket en tyvedobling på blot to år! Især Burkina Faso har bidraget til den statistik. Tallene for fødevareusikkerhed er mere end fordoblet på samme periode.
Inden for det sidste år har 6.000 mennesker mistet livet.
Udviklingen i fordrevne i Centralsahel.
Foto: UNOCHA
Én ulykke …
Og hvad er det så for en krise, der er tale om? Et mangehovedet monster af slagsen, hvor alle hoveder fodrer hinanden.
Dels er der sikkerhedskrisen. Oprøret i Nordmali 2012, der dels udsprang af den maliske stats kroniske underprioritering af og manglende tilstedeværelse i regionen, blev startskuddet til et væld af bevæbnede militser. Disse er i høj grad islamistiske grupperinger, der blandt andet har svoret troskab til al-Qaeda og Islamisk stat. Gadaffis fald i Libyen i 2011 sendte desuden en masse våben i omløb i regionen, hvilket ikke har været nogen formildende omstændighed.
Problemet med en svag stat i Mali går igen i de to andre lande. I det konfliktfyldte grænseland er staterne generelt fraværende – befolkningen lever uden adgang til sociale ydelser som sundhed og skolegang, der er jobmangel og staterne formår ikke at levere beskyttelse. Læg dertil utrænet militær og anklager om overgreb mod befolkningen.
Så er der klimaforandringerne, der er en kæmpe udfordring for lande på tværs af Sahel, der hvert år blandt andet oplever voldsomme oversvømmelser. Det skaber fødevareusikkerhed, da langt størstedelen er subsistensfarmere, og puster til ilden i gamle konflikter mellem agerdyrkere og nomadiske kvægavlere. Den sociale sammenhængskraft, der ellers har været kendetegnende for området, er gået i opløsning, og religiøse fundamentalister har gode kår for at rekruttere frustrerede unge, der ser muligheden for en fremtid forsvinde.
Bredspektret løsning
For at adressere konflikten i Sahel må man tænke bredt og hugge efter samtlige af dragens hoveder på én gang.
Det er klart, at hvis alle 15 milliarder samles ind, så vil de gøre en forskel. Men spørgsmålet er for hvor mange – og hvor længe? Mad og husly er nødvendigt her og nu, men er i det lange løb blot plastre på et sår og panodil mod en sygdom, der kun bliver mere og mere alvorlig, for hver dag der går. Der er behov for en mere holistisk tilgang, der ikke kun er humanitær, men også omfatter seriøs og omfattende langsigtet udvikling, kapacitetsopbygning, økonomisk integration, og der er i høj grad behov for at inkludere lokalbefolkningerne i løsningerne.
Sker det ikke, er der stor risiko for, at konflikten vil sprede sig til de omkringliggende lande. Tchad og Nigeria oplever allerede problemer – blandt andet på grund af terrorgruppen Boko Haram – men også Benin, Togo, Ghana, Guinea og Elfenbenskysten står i farezonen for destabilisering.
Ultimativt kan resultatet være, at millioner af flygtninge sætter kursen nordpå. Så er vi tilbage ved de indenrigspolitiske interesser, som måske nok engang kan motivere de europæiske regeringer i at spytte i kassen.
