De seneste 10-15 år har diagnoserne stået i kø for den regelbaserede, liberale verdensorden, som Vesten var jordemoder for efter Anden Verdenskrig. Som minimum må den næsten 80-årige patient siges at døje med sammenfald i ryggen og svær gigt. Det er i hvert fald den, måske lettere metaforiske diagnose, der kunne ligge til grund for en særudgave af tidsskriftet Global Studies Quarterly.
Her er en stjernekavalkade af forskere i international politik og jura gået sammen om at forstå, hvordan det er kommet så vidt for patienten, og hvorfor det er gået så hurtigt ned ad bakke de seneste par årtier. Nogle af de symptomer, forskerne analyserer, er modstanden mod Flygtningekonventionen, klimakampen, Den Internationale Straffedomstol (ICC), nedrustning af atomvåben og legitimiteten af fredsbevarende interventioner.
Fælles for de forskellige cases er, at det er multilaterale dagsordener, der til at starte med nød stor opbakning – i hvert fald ifølge vestlig historieskrivning. Siden 90’erne er modstanden mod dem vokset, særligt uden for Vesten, men i flere tilfælde også i USA og Europa. Forskerne peger blandt andet på, hvordan flere afrikanske lande og den Afrikanske Union meldte ud, at de ville trække sig fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) i 2017, fordi de anså domstolen for at være et vestligt værktøj, der gik uforholdsmæssigt hårdt efter afrikanske ledere. (Kun Burundi endte med at trække sig formelt ud af samarbejdet.)
(Foto: Københavns Universitet)
“Men i virkeligheden er det ikke kun over de sidste par årtier, det er blevet tydeligt, at ledere i Vesten ser verden noget anderledes end regeringer i en række afrikanske lande. Forskellene var også markante tidligere. Og så rejser spørgsmålet sig: ‘hvorfor har man ikke reageret på kritikken tidligere?’,” lyder det fra professor i international politik ved statskundskab på Københavns Universitet, Rebecca Adler-Nissen.
Hun har bidraget med særudgavens afsluttende essay, der ser på de andre forskeres konklusionerne fra en lidt anden vinkel. Her sammenligner hun den vestlige verdensordens sygdomsforløb med den serie af fejltagelser og forsømmeligheder, der sendte Challenger-rumfærgen i havet og kostede syv astronauter livet.
“Det var ikke en enkelt fejl, der lå bag den her ulykke, men en lang række af fejl. Og teorien om, hvordan det kan ske, har været brugt på flere andre industrier, men aldrig i international politik, selvom det lige så godt kan ske for FN eller Udenrigsministeriet som for NASA eller flyindustrien,” forklarer KU-professoren.
Alligevel er Adler-Nissens syn på patientens fremtidsudsigter mere positivt, end det er i de andre artikler.
Fødselsskavanker bliver de store organisationers dødsdomme
Det springende punkt mellem Adler-Nissens og de andre forskeres syn på verdensordenens helbred handler om, hvorvidt nutidens splittelse skyldes medfødte og uhelbredelige fødselsskavanker eller ej. I størstedelen af særudgavens konklusioner er det sådan, sygdomsforløbet hænger sammen.
Her tager forskerne udgangspunkt i en præmis om, at den liberale verdensordens institutioner er født med en række begrænsninger, som ufravigeligt vil skabe uenighed blandt medlemslandene. Det er et grundvilkår i demokratiske, liberale institutioner, medgiver Rebecca Adler-Nissen over for Globalnyt.
Uenigheden bliver først et problem, når den vokser sig så stor, at splittelsen underminerer organisationernes autoritet og legitimitet. Når uenighederne bliver så indgroede og uoverstigelige, at medlemslandene begynder at stille spørgsmålstegn ved selve organisationernes eksistensberettigelse, eller de truer med at trække sig ud af samarbejdet.
I forskernes lingo kaldes første og mindre graverende former for uenighed “order-consistent” (løst oversat til dansk: “orden-bestående”, red.), mens den anden og mere alvorlige kaldes “order-challenging” (dansk: “orden-udfordrende”, red.). Og særudgavens samlende konklusion er, at de multilaterale organisationers fødselsskavanker gør, at uenighederne altid og uanset hvad vil blive “order-challenging” i sidste ende:
“Vi argumenterer ironisk nok for, at selv liberale forsøg på at tilpasse sig kritikernes krav utilsigtet kan underminere ordenens legitimitet,” skriver Stacie E. Goddard og et tysk-amerikansk hold af forskere i særudgavens første artikel.
Den noget nedslående konklusion skyldes blandt andet, at forsøg på at imødekomme kritik ofte resulterer i reformer, der gør organisationernes værdier mere liberale eller deres beslutningsprocesser mere formelle og bindende. Det er også i grundtræk de to parametre, som forskerne kategoriserer de forskellige typer af multilaterale organisationer ud fra: liberal forankring (“embeddedness”) og institutionalisering (“institutionalization”).
Jo mere veldefinerede og liberale en organisations værdier er, desto sværere er det for mindre liberale lande at være medlem.
Resten af artiklerne kortlægger, hvordan den medfødte uenighed går fra at være et mere eller mindre ufarligt vilkår i organisationernes spæde start, inden den med årene muterer til en sygdom, der giver råd i samarbejdet. Tendensen er også, at uenigheden er mindst farlig, så længe organisationerne scorer lavt på både liberal forankring og institutionalisering.
Jo mere veldefinerede og liberale en organisations værdier er, desto sværere er det for mindre liberale lande at være medlem. Og hvis traktaterne er utvetydige og bindende, bliver det også sværere at være på tværs eller bøje reglerne. I meget liberalt forankrede og institutionaliserede organisationer bliver utilfredshed hurtigere “order-challenging”, konkluderer Goddard og hendes hold i første indlæg.
Et trafikuheld i langsom gengivelse
Rebecca Adler-Nissen har et andet syn på det fælles sygdomsforløb for de store multilaterale organisationer, der udgør rygraden i den vestlige, liberale verdensorden.
“Jeg tror ikke, der er noget, der er uundgåeligt i de her forløb,” siger KU-professoren til Globalnyt.
“Der har været masser af tegn på, at der har været uenighed. Så det interessante er, hvorfor man ikke har reageret på de tegn før. Hvis vi kan svare godt på det spørgsmål, kan vi måske agere lidt smartere i fremtiden og indrette os på en anden måde, end vi har gjort.”
Adler-Nissen har i stedet kigget på emnet gennem en sociologisk linse, der er inspireret af Diane Morgan. Hun udviklede en teori om, hvordan organisationer gradvist normaliserer tilfælde, der ellers ligger uden for normerne og standarderne. Morgan kom frem til teorien efter at have kortlagt de gentagne små overskridelser af sikkerhedsprocedurerne på Challenger-rumfærgen, der tilsammen muliggjorde ulykken i 1986, hvor rumfærgen brød i brand kort efter opsendelse og styrtede i havet med 333 km/t. Alle syv astronauter ombord mistede livet.
“Det var en ulykke, der var længe in the making. Nærmest som et trafikuheld i langsom gengivelse,” forklarer Adler-Nissen.
“Der sker den her sociokulturelle udvikling internt i en organisation, hvor man over tid begynder at bortforklare småfejl og se bort fra små risici. Og når man lægger alle de små risici sammen, får man en meget uheldig situation, hvor lederne i organisationen ikke når at skride ind i tide. I det her tilfælde var det i NASA, men det kunne måske lige så godt være i FN, NATO eller Udenrigsministeriet.”
I de multilaterale organisationer er de risici, der bliver vendt det blinde øje til, kritikken fra uenige medlemslande. Rebecca Adler-Nissen bruger sammensætningen af FN’s Sikkerhedsråd som eksempel:
Lige siden man skrev FN-charteret og oprettede Sikkerhedsrådet har der været kritik af dets sammensætning og manglende repræsentation.
Rebecca Adler-Nissen
“Lige siden man skrev FN-charteret og oprettede Sikkerhedsrådet har der været kritik af dets sammensætning og manglende repræsentation. Men først i 90’erne begyndte også amerikanske forskere for alvor at argumentere for, at Sikkerhedsrådet er nødt til at blive udvidet, og trods ihærdige forsøg på at forandre rådet, blokerer de permanente medlemmer stadig for reformer.”
Den manglende lydhørhed over for kritikken om, at det ikke ligefrem er liberalt, når kun fem lande altid sidder med ved de store beslutningers bord, har kostet Sikkerhedsrådet både legitimitet og effektivitet, påpeger professoren:
“Hvis Brasilien, Indien, Japan og Tyskland eller nogle af de afrikanske lande, man ofte nævner som for eksempel Sydafrika og Nigeria, blev permanente medlemmer, så ville Sikkerhedsrådet afspejle verden lidt mere, som den ser ud nu. Både i forhold til befolkningstal, men også ressourcer og sikkerhedspolitisk.”
Og det ville ifølge Adler-Nissen have fået diskussionerne om blandt andet Ukraine-krigen til at se helt anderledes ud, hvis flere af verdens store lande var blevet inddraget og havde fået mere ansvar.
“Måske havde flere så været kritiske overfor Ruslands invasion af Ukraine, og ellers ville det i hvert fald ikke være kommet bag på så mange i vores del af verden, at flere lande i Afrika ikke stemte for resolutioner, der fordømte invasionen,” vurderer Rebecca Adler-Nissen.
To kure mod Vestens arrogance og blinde vinkler
Det er ikke nødvendigvis ond vilje, der får magthaverne til at vende det blinde øje mod de små risici, der kan sende en rumfærge i havet eller en international organisation på intensivafdelingen, understreger KU-professoren. Det handler nogle gange om, at magthaverne bliver “blinde over for deres egen blindhed”.
Når de små faresignaler er blevet efterrationaliseret og bortforklaret tilstrækkeligt mange gange, bliver de ikke længere opfattet som risici i organisationerne. I stedet er det bare den nye normaltilstand. Det samme gælder med det Globale Syds anslag mod sammensætningen af Sikkerhedsrådet eller højreorienterede regerings problematiseringer af, hvem der kvalificerer sig til asyl.
Hvis man ser det fra mange vestlige lederes synspunkt, har det bundet i en fornemmelse af, at vi er i centrum […]. Og det kan vi jo se, det ikke er.
Rebecca Adler-Nissen
At de blinde vinkler har fået lov at blokere for en ærlig diskussion om kritikken af eksempelvis de fem faste pladser i Sikkerhedsrådet, er dog også resultatet af en vis vestlig arrogance, medgiver Rebecca Adler-Nissen:
“Hvis man ser det fra mange vestlige lederes synspunkt, har det bundet i en fornemmelse af, at vi er i centrum, og at det er os, der sætter retningen for, hvordan verden skal indrettes. Så kan vi lytte og alt muligt andet, men det er så dybt indgroet i os, at det grundlæggende er os, der bestemmer. Og det kan vi jo se, det ikke er.”
Adler-Nissen hilser derfor også SVM-regeringens arbejde med en ny Afrikaplan velkommen, der skal gøre samarbejdet mere ligeværdigt. At bakke de flotte ord om ‘inklusion’ og ‘øjenhøjde’ op med konkret handling er ifølge professoren et sine qua non (latin for’uden dette intet’, red.), hvis Vesten skal have nogen som helst chance for at genoprette den liberale verdensordens førlighed.
Men der er også to andre medikamenter, der kan hjælpe patienten, skriver hun i sit essay: at arbejde mere aktivt og åbent med risikoforebyggelse i organisationerne og mere ekstern kontrol. Hun peger på flyindustrien som et godt eksempel:
“Her har man simpelthen lavet nogle helt nye standarder for sikkerhed, rutiner, ja en helt ny sikkerhedskultur. Og i luftfartsselskaberne sætter de en dyd i at have en risikotankegang i deres adfærd, hvor man ikke bortforklarer, når nogle opdager en fejl eller peger på en risiko, men arbejder aktivt med at fjerne og forebygge dem.”
I en multilateral eller national myndighed kunne det være møder, hvor ledere, medarbejdere og eksterne kontrolinstanser kunne diskutere bekymringer i forhold til samarbejdet med partnerlande. Og forsøge at forstå og imødegå kritikpunkter fra omverdenen.
Det vil dog kræve svære samtaler og længere arbejdsgange, medgiver Rebecca Adler-Nissen, der selv har en fortid i et ministerium. Men hvis den vaklende verdensorden skal tilbage på højkant, er det ikke nok for organisationerne at gøre, som de har gjort indtil nu, skriver professoren i sit essay:
“Det første og måske sværeste skridt er at acceptere, at hvis ikke man gør noget, så kryber normaliseringen af afvigelser ind i selv de mest velmenende institutioner og organisationer.”
