Weekenden er lige rundt om hjørnet. Derfor disker redaktionen op med tre anbefalinger til, hvordan du kan bruge dine fridage i selskab med kultur, der gør dig klogere på verden.
Globalnyts anbefalinger til din weekend
Globalnyt guider dig hver uge til, hvad du kan bruge din weekend på, hvis du vil blive klogere og mærke verdens puls.
Men har du selv læst en medrivende bog, hørt en god podcast, set en spændende kunstudstilling, vil vi meget gerne høre fra dig.
Du kan skrive til [email protected] eller oprette en begivenhed i vores kalender.
Pernille har set en ultra kort film om en bryllupsdag. Men at finde en gave til sin elskede er ikke lige ud af landevejen – slet ikke, når man bor klos op ad af den mur, Israel har bygget på grænsen til Vestbredden og skal igennem check-points for at klare selv de simpleste ærinder.
Buster anbefaler (på vegne af hele redaktionen vil jeg næsten påstå) et helt særligt afrikansk Whatsapp-magasin, som både er humoristisk, kritisk og ikke mindst rummer journalistik af højeste kvalitet.
Sidste anbefaling kommer fra mig, Emma. Jeg har medbragt et helt særligt værk skabt i samarbejde mellem kunstnere fra hele den arabisktalende verden. Det er angstprovokerende og rørende på en og samme tid. Det er lyden af den palæstinensiske modstandskamp anno 2023.
Som altid har vi også et par korte anbefalinger til begivenheder, der finder sted de kommende dage. Du kan blandt andet høre fortællinger fra en krigsfotograf eller deltage i årets humanitære højskoledag. Begivenhederne finder du til allersidst i artiklen.
SE indkøbsturen fra helvede udspille sig på den besatte Vestbred
Anbefalet af chef for partnerskaber Pernille Brix.
En familiefar vågner med ondt i ryggen. På et stykke pap, han har lagt ud på jorden, i skyggen af den mur, Israel har bygget på grænsen til Vestbredden. Problemet er, at hans hjem ligger lige op ad muren, så han skal gennem et tjekpoint for at komme fra job til bolig. Men da tjekpointet åbner, når han endelig hjem og får de sidste timers søvn i egen seng, til stor glæde for hans lille datter, som vækker ham med et kæmpe knus i dynerne. Det er nemlig en helt særlig dag; mor og fars bryllupsdag. Og far og datter skal på tur sammen for at købe en hemmelig gave til mor.
Farah Nabulsis kortfilm The Present tegner på kun 24 afdæmpede minutter et mere præcist billede af den virkelighed, palæstinenserne lever under, end mange ord kan gøre. For det kræver umådeligt meget tålmodighed og ikke mindst mådehold at gennemføre de mest dagligdags ærinder på den besatte Vestbred. Men frem og tilbage igen kommer de i et samspil, der kræver både udholdenhed og snarrådighed af dem begge. Især til sidst, da det viser sig, at gaven er for kantet til at komme gennem sikkerhedsslusen, og at vejen langs slusen kun må benyttes af israelske bosættere.
Portrættet af den hjertevarme, men trætte, far spilles mesterligt af Saleh Bakri, så alle forældre lever med, mens han forsøger at give sin datter en god dag på det, der mest ligner indkøbsturen fra helvede.
Du finder filmen på Netflix.
LÆS panafrikansk journalistik fra panafrikanske journalister
Anbefalet af journalist Buster Kirchner.
Hvad enten, du er erfaren afrikanist, eller blot for nyligt har fået øje på Afrika, så skal du abonnere (gratis, vel at mærke) på The Continent!
The Continent er et internetmedie, der udkommer hver søndag. Mediet er specifikt målrettet det afrikanske marked, hvor Whatsapp er det foretrukne sociale medie hos millioner af mennesker.
Hvis ikke, du bruger Whatsapp, så fortvivl ej! Du kan få serveret The Continent i din e-mail-indbakke hver søndag ved at abbonnere gennem dette link.
Magasinet er proppet med kvalitetsjournalistik.
Indledningsvist finder du små, aktuelle historier fra hele Afrika, efterfulgt af længere feature-artikler, analyser, data-illustrationer, satiretegninger, boganmeldelser, quizzer, rejsereportager, kulturhistorier, foto-essays og ikke mindst den ugentlige klumme Continental Drift, som er skrevet af den altid fremragende Samira Sawlani fra basen i Nairobi, Kenya.
Det lyder måske som en uoverskueligt udvalg af journalistisk lir, men The Continents artikler er korte og let spiselige, og ja, så er den grafiske opsætning nærmest afstressende.
The Continent er ikke bange for at udpege skurke, og dét gerne på lettere latterliggørende manér. Mediets generelle kurs kan bedst betegnes som anti-autoritært og i nogle tilfælde anti-vestligt. I den seneste udgave af magasinet rapporterede The Continent for eksempel om en tidligere ghanesisk finansminister under overskriften: ”Too polite to say no to corruption”.
Trods den skurkeudpegende facon bliver mediets journalistik sjældent hverken skingert eller useriøst. Artiklerne er nemlig understøttet af grundig research, pålidelige kilder og skrevet i en altid inkluderende tone.
The Continent er udarbejdet og skrevet af afrikanske journalister, der befinder sig i Afrika, og når man abonnerer på magasinet, føler man sig næsten som en del af en journalistisk familie. Midt i magasinet skriver redaktøren uge efter uge: “If you like what you read, forward it to your friends, family and colleagues – not indiscriminately, but only with people who might appreciate it”.
LYT til den arabiske modstandshymne om modstand og mareridt
Anbefalet af journalist Emma Katrine Bremer Holmgaard.
Det er ikke meget mere end et år siden, at hymnen Baraye blev sunget i gader rundt omkring i hele verden. Strikket sammen af citater under Twitter-hashtagget Kvinde, Liv, Frihed, blev Baraye synonymt med protestbevægelsen under samme navn.
I dag går millioner af mennesker endnu engang i gaderne verden over og kræver lighed og frihed. Denne gang for palæstinensere i Gaza og på Vestbredden. Derfor er 25 kunstnere fra Mellemøsten og Nordafrika gået sammen om at skabe de rytmer og vers, der skal udgøre hymnen for Free Palestine-bevægelsen.
Nogle af de kendte stemmer i videoen tæller den jordanske producer Nasir Al Bashir, der står for den dramatiske musikalske baggrund, den syriske sanger og sangskriver Ghaliaa Chaker og de unge raptalenter Balti fra Tunesien og egyptiske Afroto.
Resultatet af det samarbejde blev udgivet på YouTube i sidste uge. 8 minutter og 30 sekunder varer det kunstneriske værk, som sammenstiller scener fra de nuværende ødelæggelser og drab i Gaza med historiske optagelser fra Palæstina, og leverer en stærk fortælling om et folk, for hvem modstandskamp er en del af dna’et. Og så har de 25 kunstnere et klart budskab til deres landsfæller og magthavere: den arabiske verden skal forene sig til støtte for palæstinenserne!
Foruden det stærke budskab og hjerteskærende linjer som “Hvilken forbrydelse begik det myrdede barn, der kun drømte om en beskeden fremtid, og hvad med barnet, der overlevede, kun for at miste sin familie?”, er værket i sig selv smukt. Smukt at lytte til og smukt at se på.
DET KAN DU OGSÅ OPLEVE
Tag til humanitær højskoledag om klima og sundhed
Ved årets Humanitære Højskoledag: Flyt Verden sætter Læger uden Grænser og Johan Borups Højskole fokus på, hvordan klimaforandringerne skaber humanitære og sundhedsmæssige udfordringer – og hvad løsningerne er. For klimakrisen er også en sundheds- og humanitær krise.
Med bidrag fra danske og internationale forskere, klima-eksperter, aktivister og humanitære- og klimaorganisationer vil dagen være fyldt med oplæg, paneldebatter og interaktive sessioner.
Arrangementet bliver afholdt på Johan Borups Højskole lørdag den 11. november 09.30 – 19.00.
Den Humanitære højskoledag finder sted den 11. november på Johan Borups Højskole i København. Find hele programmet lige her, hvor du også kan læse mere om, hvordan du tilmelder dig.
Krigsfotograf Jan Grarup viser fotografier og fortæller om at være helt tæt på klimakrisen
Gennem 30 år har Jan Grarup været vidne til folkemord, hungersnød, krig – og nu også klimaforandringernes voldsomme konsekvenser, som han har dokumenteret med sit kamera. Det har han gjort i alt fra 40 m dybe miner på Madagascar, hvor børn på grund af ekstrem tørke arbejder for at overleve til en FN-speedbåd i Sydsudan, hvor voldsomme oversvømmelser tvinger børn til at svømme i skole.
De oplevelser kan du nu høre om – og se gennem hans fotografier – den 14. november, hvor han kommer til Bremen Teater med sit nye foredrag Rejsen ind i klimakatastrofens hjerte.
Showstart er kl. 19, og du kan finde billetter her.
Det var alt for denne gang! Hav en vidunderlig weekend!