Kun 57 procent af Guatemalas befolkning foretrækker demokrati

Redaktionen

Af Lise Fogh, freelance journalis

GUATEMALA BY, 20 Januar: “Er du enig i udsagnet: Det kan være, at demokratiet har problemer, men det er bedre end enhver anden regeringsform?” Dette spørgsmål er blevet stillet til tusindvis af borgere på begge amerikanske kontinenter som led i en stor, sammenlignende undersøgelse “Americas Barometer”, som gennemføres hvert andet år. Og resultatet er, at der er flertal for demokratiet.

Men tallene varierer. Argentina ligger højest i Latinamerika med 86 procent, mens Guatemala og Honduras ligger nederst med hhv 60 procent og 59 procent.

Borgerne er desuden blevet bedt om at vælge mellem følgende svarmuligheder:
1) demokratiet er at foretrække
2) jeg er ligeglad
3) et autoritært regime er måske at foretrække.

Igen ligger Guatemala i bunden. Kun 57 procent af guatemalanerne svarer, at de foretrækker demokratiet, mens 11 procent mener, at et autoritært regime måske ville være bedre. I Paraguay er 36 procent for et autoritært regime.

Stabilt eller ustabilt demokrati
En samlæsning af de mange analyser bliver blandt andet brugt til at aflæse, hvor stor støtten til demokratiet er i hvert af landene. Det kommer frem ved at krydse tal for “støtte til det politiske system” med tal for “politisk tolerance”.

Hvis der er høj støtte til systemet og høj politisk tolerance, er det tegn på et stabilt demokrati. Hvis der omvendt er lav støtte til systemet og lav politisk tolerance, konkluderer undersøgelsen, at demokratiet er i fare.

De to andre positioner defineres således: Høj støtte til det politiske system kombineret med lav politisk tolerance er tegn på stabilt autoritært styre, mens lav støtte til systemet kombineret med høj politisk tolerance giver ustabilt demokrati.

For Guatemala er tallene bekymrende: Kun 18 procent af guatemalanerne falder i gruppen “stabilt demokrati”, mens 38 procent falder i gruppen “demokratiet i fare”. Der er en stigning i fare-gruppen siden undersøgelsen fra 2006.

Sammenlignet med de andre latinamerikanske lande ligger Guatemala lavt i selskab med lande som Haiti og Honduras, mens Costa Rica topper med 42 procent i gruppen “stabilt demokrati”. Det vil sige, at demokratiet i virkeligheden slet ikke er så velanskrevet i denne del af verden.

Undersøgelsen viser også, at kun 15 procent af guatemalanerne svarer, at de i øjeblikket sympatiserer med et politisk parti, og kun 24 procent, at de interesserer sig for politik – og det endda få måneder efter et præsidentvalg. Guatemala ligger her næstlavest i sammenligning med de andre latinamerikanske lande.

Manglende tillid til staten og institutionerne
Disse holdninger hænger naturligvis sammen med borgernes oplevelse af, hvordan staten fungerer, og det har undersøgelsen også kastet lys over.

Borgerne er blevet spurgt, i hvilken grad de har tillid til følgende officielle institutioner:
den nationale regering, retssystemet, højesteret, den nationale kongres (dvs parlamentet) og de politiske partier.

Det samlede resultat viser helt tydeligt, at der kun er lille tillid til disse institutioner som helhed. Kun Mexico scorer lige over 50 procent, alle andre lande ligger under; Guatemala med 42 procent, fulgt af Honduras med 41. Mindst tillid er der i Ecuador (31 procent) og Paraguay (29 procent).

Undersøgelsen har osse set på, i hvilken grad folk har tillid til hinanden i nærområdet (“su comunidad”), og her er tallene mere positive; alle bortset fra to ligger over 50 procent.
Costa Rica fører med 68 procent, og Guatemala ligger på 60 procent – egentlig overraskende højt, den nyligt overståede borgerkrig taget i betragtning. Ifølge undersøgelsens forfatter Dirorah Azpuru kan det skyldes, at flertallet af befolkningen i Guatemala bor på landet i små landsbyer, hvor der er større tillid mellem folk.

De religiøse er udemokratiske
De 1.538 borgere i Guatemala, der har deltaget i undersøgelsen, er desuden blev spurgt, i hvilken grad de har tillid til en række andre institutioner i samfundet. Resultatet viser, at den katolske kirke er en sikker vinder med 62 procent, fulgt af medierne med 56 procent, og hæren på tredjepladsen med 52 procent. I bunden finder man politiet og parlamentet (40%), og allernederst de politiske partier med blot 33%.

Mens interessen for politik er lav i Guatemala, ligger landet til gengæld meget højt, når man måler, hvor tit folk går til religiøse møder (gudstjenester mm). Guatemala har 73 procent, kun overgået af Haiti og Jamaica. Uruguay ligger i bunden som det mest sekulære land med blot 26 procent.

Der er en interessant – og lidt bekymrende – direkte sammenhæng mellem høj deltagelse i religiøse organisationer (både katolske og evangeliske) og en lav grad af støtte til demokratiet. Altså jo hyppigere man går i kirke, des mindre tror man på demokratiet – eller måske omvendt: jo mindre man tror på demokratiet, des hyppigere går man i kirke.

Udbredt korruption
Ligeså er holdningen til og forekomsten af korruption blevet undersøgt. Her viser tallene fra Guatemala, at selv om relativt få mennesker svarer, at de selv har været udsat for korruption, nemlig 19 procent, så er der en meget høj opfattelse af, at korruption er udbredt i landet. Her svarer 82 procent, at de mener, at embedsværket er korrupt.

Sikkerhed er mere bekymrende end økonomi
Adspurgt om hvilke problemer de mener er mest kritiske for landet, svarer 62 procent af guatemalanerne, at sikkerhed er det største problem, dernæst økonomi (27 procent). I alle andre lande i Latinamerika er svaret, at økonomi er det største problem.

Nylige statistikker i medierne i anledning af årsskiftet har også med stor tydelighed vist, at kriminaliteten og volden har været stigende, især i 2008. F.eks. har der været 33.543 ofre for forbrydelser i 2008 – en stigning på 3.000 siden 2006, og antallet af mord har aldrig været højere, nemlig 6.338. Alene i de første 16 dage af januar 2009 har der været 26 mord på kvinder.

A failed state
Vi ser altså et land med en befolkning, som ikke interesserer sig for politik eller for de politiske partier, som har ringe tillid til de officielle institutioner, og som mener, at der er udbredt korruption i forvaltningen. For en ordens skyld skal det nævnes, at når det drejer sig om lokalregeringerne, altså i kommunerne, er tilliden meget højere.

Der hersker udbredt vold og organiseret kriminalitet, og folk mener, at landets største problem er sikkerhed for borgerne.

I denne atmosfære er det måske ikke så mærkeligt, at folk tror mere på Gud end på staten. I hvert fald viser undersøgelsen, at der kun er behersket støtte til den demokratiske regeringsform.

En guldgrube af data om Latinamerika
Hele undersøgelsen Americas Barometer kan findes på: www.americasbarometer.org, og der er statistikker om mange flere emner, end de her fremdragne. I nogle af statistikkerne indgår også tal fra USA og Canada, men i denne artikel er kun medtaget tal fra Latinamerika.

Det kan være svært at finde ind til tallene, men på http://lapop.ccp.ucr.ac.cr/Dummies.html er der direkte adgang til at foretage egne analyser pr land, år, temaområde og detailspørgsmål (spørgsmålene er på spansk).

Man kan fx finde følgende oplysninger:
– Guatemala, 2008, Tema: autoritære værdier, Spørgsmål: “Kan et militærkup retfærdiggøres ved megen kriminalitet”: Svar: Ja: 53 procent, Nej: 47 procent.

Kilde:
Undersøgelsen Americas Barometer bliver gennemført af en række institutioner under “Latin American Public Opinion Project”, Vanderbilt University.

Undersøgelsen fra Guatemala “Cultura política de la democracia en Guatemala, 2008” er gennemført af Dirorah Azpuru, Wichita State University, i samarbejde med tænketanken ASIES, Guatemala.