Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Knapt et par uger før jul fik jeg en opfordring fra Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) generalsekretær Tim Whyte til at ’kæmpe for freden i Syrien’. Jeg skulle skrive under på en appel til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) om at støtte de mange hundrede tusinde civile i Aleppo og deres truede menneskerettigheder på fem-seks konkrete områder.
Jeg skrev under, og en uge efter kunne jeg se, at det havde 7-8.000 andre også gjort. Straks underskriften var i hus, bad MS mig give penge og melde mig ind i foreningen.
Jeg gjorde ingen af delene og skrev under med lidt blandede følelser. Nogle dage tidligere havde jeg nemlig fået en anden mail fra MS. Denne gang om, at Palæstinas børn havde brug for min hjælp. En navngiven medarbejder fortalte om sit besøg i Hebron, hvor jeg selv har været og arbejdet.
Jeg skrev tilbage, at jeg ikke ville gi noget generelt bidrag, for jeg har større tilknytning til en anden organisation, men ville være glad for flere oplysninger og et evt. møde.
Jeg skrev 9. december. 19.december havde jeg endnu ikke fået noget svar.
Ubehag
Jeg er faktisk engageret i Mellemøsten. Jeg har boet der i flere omgange og trådt mine journalistiske barnesko i Jerusalem. Derfor var det nærliggende at reagere på Mellemfolkeligt Samvirkes opfordring om støtte til de unge palæstinensere, og samtidig skrive under på appellen til Samuelsen om at øge den humanitære danske indsats i Aleppo. Det er godt, at MS engagerer sig og gør noget.
Og alligevel ser jeg lidt skævt til mails fra organisationen, når de dumper ind i min elektroniske postkasse!
Jeg sidder med en ubehagelig fornemmelse, jeg dårligt nok tør vedkende for mig selv, fordi problemerne i Mellemøsten er så enorme, og fordi det ligeså indlysende er rigtigt, at MS engagerer sig og gør hvad de kan, for at få mig og andre med.
Men hvorfor fik jeg ikke svar på mine spørgsmål om organisationens arbejde for Palæstinas børn og unge? Var det mon dumt og naivt at skrive tilbage? Var det slet ikke meningen, at der skulle være kontakt mellem brevskriveren og mig, selv om afsenderen havde kaldt mig ’Jørgen’? Var der måske slet ikke noget levende menneske bag afsendernavnet?
Og hvad var formålet med Tim Whytes underskriftsindsamling til støtte for initiativer, som alle kunne være enige om? Var den i virkeligheden mest en teaser for at få flere penge og medlemmer?
Katastrofen omkring Aleppo er ikke til debat, men var det mon tilfældigt, at MS lige netop valgte julen til at samle opbakning og penge til sit arbejde i Syrien og Palæstina?
Det var det naturligvis ikke, og der er legitimt at bruge december til en juleindsamling eller to.
Min tvivl og usikkerhed bunder sandsynligvis mest i krænket selvværd! En fornemmelse af at være reduceret til en anonym cookie af en højprofessionel propaganada- og indsamlingsmaskine, der har tromlet mig så flad, at jeg hverken genkender mig selv, MS eller de sager, de arbejder for.
Fremmedgjort på den måde, er jeg hverken egnet til at bidrage med penge eller underskrifter.
Statens krav
Årsagen ligger til dels udenfor MS.
Staten kræver voksende professionalisme og større egenfinansiering af MS og de andre store frivillige organisationer på u-landsområdet. Organisationerne har bl.a. svaret ved at forvandle sig til danske filialer af professionelle private globale bistandsnetværk.
Staten har også tvunget organisationerne ud i permanente indsamlingskampagner, der truer med at udmarve både dem selv og os. De bliver nødt til at mase på og finde på nyt igen og igen. Vi bliver udmattede som givere og mister måske også noget af tilliden til de alt for store organisationer, vi får sværere og sværere ved at identificere os med.
Reduceret til cookie
Som det måske kan ses, har jeg lidt svært ved at aflevere denne kritik, for der er jo ikke noget galt i at arbejde professionelt, hverken når det gælder konkret bistand eller indsamling. Problemet opstår, når og hvis midlet ’professionalisme’ står i vejen for målet. Så er professionaliseringen misforstået og ødelæggende.
Det synes jeg, der var en tendens til i julemåneden, da MS samler underskrifter, penge og medlemskaber ind elektronisk. Derfor svarede jeg kun halvhjertet på organisationens opfordringer.
