Vi har kendt hinanden i en del år nu. Hun og jeg. Hun er i midten af 40’erne og sidder i en ledende stilling i en større virksomhed i den nordlige del af Teheran. Oprindeligt er hun uddannet i fransk litteratur på Teherans Universitet og Sorbonne Université. Hun er en særdeles chik kvinde, raffineret og belæst. Hun beskriver sig selv som areligiøs, fordomsfri og liberal.
Hun er gift og har to børn; begge børn er studerende på Teherans Universitet; begge hendes børn deltager i protesterne i disse dage. Hun indvilligede i at deltage i et kort interview med mig.
Regimet i Iran har nedsat internettets hastighed betragteligt. Desuden er adgangen til Facebook, WhatsApp og Instagram blokeret. Hun bruger derfor et VPN-filter for at passere regimets blokering.
Påklædning er en privatsag
– Hvordan er situationen i Teheran i dag?
“Fra tidligt på aftenen til tidlig morgen er byen fyldt med demonstranter, der råber slagord mod regimet, især hører man disse meget ofte: ’Død over den islamiske republik’.”
– Hvilke slagord er de mest brugte?
“De første dage brugte de mest ’Kvinde, liv og frihed’, ’Mahsa er hele Irans datter’, ’Vi slår dem ihjel, der har slået vores søster ihjel’, ’Fra Kurdistan til Teheran er vi ét folk’. Men de seneste dage er demonstrationerne mere rettet mod selve systemet. Man hører oftere ’Død over Islamisk Republik’, ’Khamenei! Skam dig, forsvind’, ’Iranere hellere vil dø end at leve på knæ’.”
– Og hvordan vil du beskrive stemningen og byens tilstand i disse dage?
“Det er bogstaveligt talt som en krigsskueplads.”
– Når vi kigger på denne nye runde af protester, kunne man forledes til at tro, at dødelige protester i Iran er ved at udvikle sig til en slags nationalt ritual, der gentager sig med få års mellemrum, eller mener du, at vi denne gang er vidner til noget afgørende nyt?
“Denne gang er situationen noget anderledes end tidligere, meget stærkere end den “grønne bevægelse” (2009) eller andre protestbølger gennem de seneste årtier.”
– Hvad er det, der bevirker, at den nye protestbølge adskiller sig fra de tidligere?
“Kvinder. Kvindernes selvforståelse og selvbevidsthed har ændret sig radikalt fra de tidligere. Inspireret af den nye bølge af feminisme i verden er iranske kvinder klar til kamp. De forlader ikke længere kamppladsen, dvs. gaderne. De vil gerne høres. De kæmper for personlig, social, politisk frihed. De vil ikke længere betragtes som mænds ejendom. De vil have frihed til at klæde sig, som de vil, tænke, som de vil, og leve, som de vil.
Det interessante er, at der blandt demonstranterne også findes kvinder og mænd, der er tilhængere af den islamiske påklædning, men de er til gengæld imod statens indblanding. De siger, at påklædning er en privat sag. Dette er noget nyt.
De udfordrer militserne, der ellers står kampklare og i fuld uniform ved hvert gadehjørne. Man ser en ung skrøbelig pige med en lille krop – måske endda lidt genert – stille sig imod mænd, der er næsten dobbelt så store hende selv. Men kvinderne er ikke bange. Desuden stiller mænd sig nu i front for at støtte dem, bære dem foran og ikke lade dem i stikken. Folk åbner deres dør og lader de unge mennesker søge tilflugt i deres hjem, når situationen bliver alt for farlig.”
Hele befolkningen deltager
– Er alle grupper i befolkningen involveret i denne kamp?
“Ja. Alle aldre og alle etniske grupper, dog er ungdommen i front. De unge tager den største kamp. Indtil for få dage siden betegnede man hånligt denne nye generation af ungdommen som ‘møgforkælede middel- og overklasseunger’, men nu er der ingen, der kalder dem forkælede længere. De unge kæmper for deres liv og for deres frihed, uden nogen frygt; med livet som indsats kæmper de!”
– Hvad med universiteterne? Er de traditionen tro blevet lukket ned på grund af demonstrationerne?
“Ja. Teherans Polytekniske Universitet, der sædvanligvis er de venstreradikales epicenter, står i spidsen for protesterne igen. Sammen med Teherans Universitet er disse to universiteter førende. Myndighederne har lukket universiteterne ned i de næste to uger. De vil dog ikke indrømme årsagerne dertil. De undskylder sig med besvær med at planlægge det kommende semester (latter).”
– Hvad med generalstrejken? Der har været rygter om, at bazaren i Teheran er blevet lukket ned?
“Nej. Det er kun rygter. Der er kun spredte strejker rundt om i landet, men ikke en generalstrejke som i 1978, i hvert fald ikke endnu.”
– Hvorledes forholder militæret, Revolutionsgardisterne og militsen sig til situationen?
“De unge militære rekrutter er blevet sendt på gaden for at kæmpe mod demonstranterne. Men de fleste af dem ønsker ikke at være der. Det sker, at rekrutterne via familien eller venner kontakter demonstranterne for at forklare, at de ikke ønsker at være der, men er nødt til det, ellers vil de blive stillet for en militærdomstol og anklaget for desertering og landsforræderi. Færdselspolitiet er også reorganiseret og er nu uropoliti. De har det meget svært i denne situation.”
– Og militæret?
“Ingen ved, hvad militæret vil beslutte at gøre. Hvis de overhovedet gør noget.”
– Militæret har altid holdt sig tilbage fra at blande sig i landets politik. Mange mener, at militæret ikke har glemt sin imperiale fortid, og det har altid været en kilde til uro og en torn i øjet hos Den Islamiske Republiks ledelse. Har du på fornemmelsen, at militæret kunne vælge side?
“De islamiske kommissærer, der er plantet i militæret for at kontrollere det, har udsendt en erklæring om, at hæren vil forblive tro mod Den Islamiske Republik. Men sjovt nok har regimet endnu ikke turdet sende militæret på gaden af frygt for, at militæret vil stille sig på folkets side mod regimet. Våbendepoterne i kasernerne er taget ud af hænderne på generalerne og er nu under fuld kontrol hos Den Islamiske Revolutionsgardes ledelse.”
– Ja, hvad med revolutionsgardister og militser?
“Der er noget mærkeligt her. Gardisterne kæmpede jo heroisk mod Iraks invasion i 80’erne, men siden har deres renommé ændret sig. Alle håber, at Gardisterne vælger folkets side frem for republikkens ledelse.
Men der er noget mærkeligt her. Gardisterne, der er udstationeret i byen, ligner en slags elitesoldater. De er fysisk enormt store og ser meget fitte ud, bærer tunge våben og andet militært udstyr. Men det mærkelige er, at vi ikke forstår deres sprog, når de taler. Deres sprog er ikke persisk eller andre iranske sprog. De taler arabisk. Det er muligt, at regimet bruger Hizbollahs elitesoldater med det formål at undgå loyalitetskonflikter. I tilfælde af at disse soldater ikke ønsker at skyde på deres egne familier, venner eller landsmænd. Regimet mener sikkert, det er bedre at importere elitesoldater udefra.”
– Tror du, at denne nye revolution vil lykkes?
“Jeg ved det ikke, men uanset hvad vil mange miste livet. Det er hjerteskærende trist. Vi som nation er i en dybt fortvivlende situation. 40 års fornedrelse og skam, 40 års undertrykkelse og nedgørelse. 40 år, hvor vi er blevet svøbt i vores blod. Og nu føler folk ikke længere, at de kan trække vejret. Men det vil være blodigt. Allerede nu er mange blevet anholdt under demonstrationerne. Ingen ved, hvor de er blevet sendt hen, men én ting er sikker. Folk vil kæmpe nu, og lad os håbe, de vinder. At disse 40 års fornedrelse, denne katastrofe, kan slutte snart.”
– Hvilket budskab eller ønske har du til danskerne?
“Regimet i Iran har lukket internettet ned med det formål at kunne begå massakre på sit folk i stilhed. Sig til danskerne: Vær vores stemme i verden, glem os ikke. Vi kæmper en ulige kamp. Pres jeres regering, jeres myndigheder til at tage kampen op mod det iranske regime. Vær vores stemme!”
– Tak, kære … Jeg vil viderebringe din besked. Pas godt på dig selv og din familie.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Maziar Mazor Etemadi er filosof, maler, digter og fordragsholder. Født i Iran, har boet i Danmark siden 1980’erne.
