Vold, usikkerhed og diskrimination tvinger stadig flere kvinder og piger til at forlade deres hjemland. Men foran dem venter en rejse, som ofte er lige så farlig, som det de kom fra.
Det er den barske konklusion i en af de første store undersøgelser af kvinders flugt og migration, som er baseret på interviews med mere end 1000 kvinder fra Afghanistan og Øst- og Vestafrika. Undersøgelsen er foretaget af Mixed Migration Centre under Dansk Flygtningehjælp
”Rapporten viser, at kvinder og piger ofte flygter fra overgreb og usikkerhed, men at de udsættes for endnu flere barske overgreb undervejs på deres farlige rejse. De har ofte ikke andet valg end at flygte videre i et forsøg på at finde sikkerhed for dem selv og deres familier,” siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach.
Knap halvdelen udsættes for overgreb
Undersøgelsen viser, at 44 procent af kvinderne bliver udsat for overgreb under deres flugt, og cirka halvdelen af dén gruppe oplever det mere end én gang. Overgrebene kan være alt fra fysiske og seksuelle overgreb til kidnapning, bestikkelse, røveri og dødsfald.
Flere forskellige faktorer spiller ind på, hvor udsatte kvinderne er. Det gælder blandt andet den måde, kvinderne flygter på, og hvilke lande de flygter igennem. Libyen er et af de farligste steder i forhold til overgreb, og flere kvinder har rapporteret om voldtægter i detentionscentre, og at de er blevet tvunget ud i prostitution. Dertil kommer, at risikoen for at blive tvunget ud i trafficking og seksuel udnyttelse her også er stor, når kvinder desperat forsøger at tjene penge til at finansiere resten af deres rejse. Kvinder er også mere udsatte, når de for eksempel skal tilbagelægge lange strækninger til fods og sakker bagud i forhold til mændene. Dette kan føre til voldsomme trusler fra smuglere og pistoler mod tindingen.
Kvinderne i undersøgelsen fortæller desuden, at de under deres flugt kun har ringe adgang til helt basale fornødenheder som toilet, bad, tæpper, soveposer, tøj og sko, mad, husly og vand. Dertil kommer, at stort set ingen har adgang til medicin og psykosocial hjælp, som mange ellers har behov for.
Friis Bach kræver mere samarbejde
Rapportens dystre resultater får generalsekretær Christian Friis Bach til at komme med en opfordring til verdens ledere, FN og ngo’er om at stå sammen om at gøre mere for at beskytte kvinder og piger på flugt:
”Omfanget af overgreb mod kvinder og piger på flugt kalder på en større indsats for at beskytte dem og sørge for, at de har adgang til den fornødne hjælp. Vi må og skal gøre mere for at beskytte dem undervejs på deres rejse.”
Rapporten kommer med en række anbefalinger til, hvordan man kan gøre mere for at informere og beskytte kvinder og piger på flugt, deriblandt specialiseret hjælp til kvindelige flygtninge og migranter, målrettet hjælp til gravide og børn samt psykosocial og medicinsk hjælp.
Se alle anbefalinger og hele rapporten Experiences of Female Refugees and Migrants in Origin, Transit and Destination Countries – A Comparative study of women on the move
Tal fra rapporten
- 44 procent af de adspurgte har oplevet overgreb (465 personer)
- 52 procent af dem har oplevet overgreb flere gange (240 personer)
- 53 procent af kvinderne kender ikke til risikoen ved at flygte eller migrere
Om rapporten
Rapporten bygger på interviews og spørgeskemaundersøgelser blandt 1062 kvinder fra Afghanistan, Algeriet, Benin, Burkina Faso, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Chad, Congo, Elfenbenskysten, Eritrea, Etiopien, Gambia, Ghana, Guinea-Bissau, Libyen, Liberia, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Togo and Somalia.
Dette er første rapport fra 4Mi, der sammenligner kvinders migrationsoplevelse på tværs af forskellige regioner og sammenligner afghanske kvinder på flugt med kvinder fra Øst- og Vestafrika.
Formålet med rapporten er at skabe en bedre forståelse a kvinders flugt- og migrationsoplevelse og derigennem deres behov for hjælp og beskyttelse.
Dansk Flygtningehjælps Mixed Migration Centre blev etableret i februar 2018. Centeret samler forskellige eksisterende regionale initiativer, som Dansk Flygtningehjælp har taget del i eller ledt, og som alle beskæftiger sig med forskning, analyse og udvikling af retningslinjer vedrørende migration. Formålet med centeret er at skabe et nyt globalt netværk af ekspertise inden for migration. Et af kerneprojekterne er kaldet ”Mixed Migration Monitoring Mechanism Initiative (4Mi)” – dette projekt, som består af 120 dataindsamlere, har indtil videre indsamlet 10.000 interviews i over 20 lande på tværs af globale migrationsruter med flygtninge og migranter.