I Vesten hørte vi første gang om Joseph Shabalala via en kontrovers.
Den kendte amerikanske sanger Paul Simon havde brudt alle regler og var taget til et Sydafrika, som var underlagt boykot i forbindelse med apartheid. Her indspillede han den serie optagelser, der skulle blive til ‘Graceland’, en plade der siden har solgt 16 millioner eksemplarer og som ud over at vinde grammypriser også regnes som kulturarv i USA i dag. Og specielt et nummer, ‘Homeless’, som introducerede den specielle stil med zulu-mandskor, Isicathamiya, blev populært.
Det var her, at Joseph Shabalala i spidsen for sin gruppe, Ladysmith Black Mambazo, blev et verdensnavn. Det var uundgåeligt, for kombinationen af de vidunderlige stemmer med dyb bas, der ramte som en blæsergruppe, de typiske kliklyde og forsangernes høje, smukke stemmer, var noget alle kunne relatere til. De blev nærmest symbolet på kampen mod apartheid, og grovhittede i eget navn efterfølgende på albummet Shaka Zulu, som udkom i 1987. Her vandt det sydafrikanske kor sin første grammy-pris i USA, og herfra så de sig ikke tilbage.
Drømte om musikken
Joseph Shabalala – der havde klannavnet Mshengu – blev født i byen Ladysmith nær Durban i 1941 som ældste barn ud af syv på en gård, der var ejet af hvide. Som bare otteårig døde hans far, og det blev Josephs lod at forsørge familien. Som 18-årig flyttede han til Durban og kom med i Durban Choir efter at have overbevist med sin smukke stemme og evner på guitar. Han komponerede også, og sangen, som siden skulle blive hans signatur, ‘Nomathemba’, stammer fra den tid. Her havde han opdaget den specielle Isicathamiya-sangstil, som kor af zulumænd udførte, og han startede sin egen gruppe, Ezimnyama (De Sorte) i 1959.
I 1960 begyndte nye arrangementer at komme til ham i drømme, og da han overførte det til gruppen, begyndte de omgående at vinde mange sangkonkurrencer. Han ændrede derfor navn til Ladysmith Black Mambazo, hvor det sidste ord betyder økse, og symboliserede, hvordan han og koret slog de andre grupper. Man har aldrig været kede af at sætte kulør på bandnavne i Afrika.
Orkestret arbejdede op gennem 1960’erne på lokalt plan, men blev kendte i hele Sydafrika, efter de fik kontrakt med det toneangivne Gallo Records i 1972. Det førte til, at de blev spillet i radioen, ligesom deres plader solgte godt. Alligevel var det vand ved siden af, hvad der skulle komme. Joseph Shabalala var ikke født kristen, men han konverterede i 1976, og herefter blev kirkesang en vigtig del af gruppens repertoire.
Så kom man ind i firserne, og Paul Simon ankom i 1986 og ændrede historiens gang afgørende. Fra nu af solgte gruppen mange album over hele verden, og Shabalala ville også lave sange på engelsk og sågar tysk!
Racistisk mord
I 1991 mistede Joseph Shabalala sin bror, Headman Shabalala, som havde været med hele vejen i koret, der altid havde bestået af familiemedlemmer. Det var en hvid sikkerhedsvagt, der myrdede ham, og der var en udbredt opfattelse af, at mordet var racistisk motiveret.
Men det stoppede ikke her: I 2002 blev hans kone, Nellie, skudt og dræbt udenfor parrets hjem. Joseph Shabalala blev selv såret i hånden, da han prøvede at beskytte hende. Nellie Shabalala var på det tidspunkt i færd med at skabe et navn for sig selv, som leder af et kvindekor, Women of Mambazo, der året før med stor succes havde turneret i Storbritannien med Ladysmith Black Mambazo.
Joseph Shabalala og koret rejste sig fornemt på det meget smukke album ‘Wenyukela’, som var rendyrket gospel, og han fortsatte – også på hjemmefronten, hvor hans næste ægteskab meget kontroversielt blev indgået blot otte måneder efter mordet på Nellie Shabalala, endda inden stenen på hendes grav var rejst. Efterfølgende blev albummet ‘Mamizolo’ med Women of Mambazo udsendt, hvorefter kvindekoret gik i opløsning.
Det er en kendt sag, at Sydafrika er et meget voldeligt samfund, og endnu en Shabalala måtte lade livet i 2004, nemlig lillebror Ben Shabalala. Han var tidligere medlem af koret og blev skudt af en ukendt mand, mens han fulgte sine to børn til skole.
Siden 2008 har Joseph Shabalalas yngste søn, Thamsanqa, sammen med tre brødre været leder af Ladysmith Black Mambazo, som fortsat turnerer og udgiver plader.
Hans fars ånd lever dog videre, og unge talenter kan uddanne sig på Ladysmith Black Mambazo Foundation, som er en musikskole med fokus på Isicathamiya-sang.
Joseph Shabalala kom sig aldrig for alvor over en rygoperation i 2012, og tilbragte sine sidste år i kørestol. Det var tilsyneladende komplikationer fra rygproblemerne, der førte til indlæggelsen hvorefter den 78-årige mestersanger tirsdag sov ind.
Soundtrack
Blandt reaktionerne på Joseph Shabalalas død er en udtalelse fra hans søn, Thamsanqa Shabalala, som til det sydafrikanske netmedie Channel24.co.za siger:
”Min far efterlod nogle store sko at gå videre i, men vi er fast besluttede på at fylde dem ud!”
Ladysmith Black Mambazo har også på sociale medier udtrykt sorg og respekt overfor lederen, som endegyldigt havde trukket sig tilbage i 2014:
”Vores grundlægger, vores lærer og vigtigst af alt vores far forlod os i dag på vej mod evig fred. Vi fejrer og ærer dit venlige hjerte og dit ekstraordinære liv. Gennem din musik og de millioner, du kom i kontakt med, vil du leve for evigt.”
Andre steder er det blevet lagt mærke til, at Joseph Shabalalas død falder sammen med 30-årsdagen for Nelson Mandelas frigivelse fra Robben Island. Og udover at begræde de store fra den gamle generation, som var så vigtige for deres land, skriver nyhedssitets nyhedsredaktør, Pieter du Toit simpelthen om Joseph Shabalala og Ladysmith Black Mambazo:
”I var lydsiden til afslutningen på apartheid.”
