Læge til hiv-projekt i Sydafrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Jan Herzog er onsdag rejst til Sydafrika for Læger uden Grænser (MSF).

Her skal den 31-årige læge i 3 måneder trænes i at behandle patienter med fremskreden aids og tuberkulose. Bagefter har han mulighed for at arbejde på Læger uden Grænsers projekter rundt om i verden, der hjælper aids-ramte tuberkulosepatienter.

Jan Herzog bliver tilknyttet universitetet i Kapstaden og Læger uden Grænsers projekt i Khayelitsha, en af landets største townships med omkring 500.000 indbyggere 30 km fra den smukke havneby på Afrikas sydspids.

Siden 2001 har over 11.000 hiv-positive i det fattige Khayelitsha overlevet infektionen efter at være kommet i såkaldt antiretroviral behandling, der får immunsystemet til at fungere igen. Det er hiv-smitte, der risikerer at føre til aids i udbrud.

30 procent af de gravide, der kommer til undersøgelse i Khayelitsha, viser sig at være hiv-positive. Det reelle tal er sandsynligvis højere. Tuberkulose er den hyppigste dødsårsag blandt sydafrikanere, der lever med hiv/aids.

– Jeg føler nok en forpligtelse som læge til at hjælpe svage og syge, lige meget hvem og hvor de er. I Khayelitsha er der mange yngre patienter med aids i alvorligt udbrud og mange komplikationer, som vi med relativt få midler kan holde i live og i stand til at passe deres børn og arbejde. Det bliver både en oplevelse og en faglig udfordring, siger Jan Herzog.

Herzog er uddannet fra Aarhus Universitet i 2006 og har siden arbejdet på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, de seneste 2 år som anæstesilæge. Han er født og opvokset omkring Åbenrå og bor nu i Kolding.

Læger uden Grænser har arbejdet i Sydafrika siden 1999.