Jonas Torp Ohlsen er fredag rejst til DR Congo (tidl. Zaire), hvor han de næste 3 måneder skal arbejde på et hospital i byen Niangara i den nordøstlige del af det enorme land i Afrikas hjerte.
Den direkte årsag til, at Læger uden Grænser (MSF) støtter hospitalet, er gentagne angreb på befolkningen fra den ugandesiske oprørsgruppe Lords Resistance Army (LRA). Efter at Ugandas regeringshær har drevet LRA ud af landet, plyndrer og nedbrænder gruppen nu landsbyer, myrder voksne og bortfører børn og gør dem til børnesoldater i området mellem det DR Congo, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik.
LRAs hærgen medfører store flygtningestrømme i Haut-Uélé-distriktet, hvor Niangara ligger. Mere end en fjerdedel af de knap 100.000 mennesker, hospitalet betjener, er flygtninge i deres eget land.
Det er ikke første gang, Jonas Torp Ohlsen skal arbejde i konfliktområder i den del af verden. For nylig vendte den 32-årige læge hjem efter at have arbejdet som narkoselæge på et hospital i nabolandet Den Centralafrikanske Republik. Tidligere har han været udsendt for Læger uden Grænser til Etiopien og til et udbrud af sygdommen ebola i DR Congo.
– Min opgave bliver at støtte alle hospitalets funktioner lige fra skadestuen til kirurgi og være meget fleksibel, for arbejdsopgaverne kan ændre sig lynhurtigt i så voldsom en sammenhæng. Det er ofte der, hvor det er svært at arbejde, at vi kan gøre størst nytte, og det er det, der betyder noget, siger Jonas Torp Ohlsen.
Jonas Torp Ohlsen er født og opvokset på Vesterbro i København og uddannet fra Københavns Universitet i 2005. Efterfølgende har han arbejdet på anæstesiafdelingen på Næstved Sygehus og bestået et modul om ”humanitære interventioner i katastrofeområder” på uddannelsen Master of Disaster Management på Københavns Universitet.