Hundredevis af migranter mister hvert år livet ved EUs grænser. Kan Europa undlade at indregne de mange døde migranter og udviklingen i Syd, når effekten af EUs grænsekontrol skal gøres op, spørger to forskere fra DIIS.
Så skete det igen, men denne gang var dødstallet så stort, at de internationale medier ikke kunne ignorere tragedien. En overfyldt båd med formodentlig 500 afrikanske migranter brød i brand og sank ved den Italienske ø, Lampedusa.
194 døde kroppe er blevet fundet på nuværende tidspunkt, men de italienske myndigheder frygter, at der stadig er over 150 børn, kvinder og mænd, der er druknet i havet.
Hvert år dør migranter på flugt eller drevet af håbet om en bedre fremtid ud for Europas kyster.
Som Titanic
I 2011 anslås det, at 1500 mennesker døde, svarende til dødstallet for Titanic, en historisk begivenhed der, ulig de mange afrikanske migranters tragedier, igen og igen skaber eftertanke og refleksion.
Tallet faldt i 2012 til omkring 500 døde migranter, og UNHCR i Rom estimerer, at der indtil i går var omkring 100 dødsfald i 2013 – et tal, der med en enkel skæbnesvanger begivenhed, blev mangedoblet.
Dødstallene for migranter er beregnet ud fra kendte tilfælde, og vi må derfor regne med, at langt flere mister livet.
Størstedelen af de mennesker der var om bord på båden var fra Eritrea og Somalia. Begge lande er karakteriseret af langvarige konflikter, politisk repression og dyb fattigdom. Lande hvorfra folk ofte får asyl i Europa, hvis de når så langt.
Vejen til asyl går gennem ørkenen
Den Europæiske asyllovgivning giver ikke folk mulighed for at søge asyl fra et afrikansk land, derfor er folk tvunget til at rejse til Europa for at få beskyttelse, også via farefulde ruter i ørkenen og over havet.
Mennesker rejser imidlertid ikke kun væk fra krige og konflikter, men også i håbet om at skabe en bedre fremtid for deres familier, som blev tilbage.
De familier, som står tilbage, har ofte betalt mange penge og sat deres håb på familiemedlemmers rejse mod Europa. De døde kan ikke fuldføre den plan.
Derfor er det naturligvis ikke blot fattige afrikanere, der nu er svøbt i ligposer eller som driver druknede omkring i Middelhavet, men mennesker med drømme.
En nigeriansk kvinde ved Libyens kyst fortæller, mens hun venter på en båd mod Europa: ”Rundt om Afrika er vandet sort, sort som min hud, ja – sort som Afrika. Jeg har hørt, at rundt om Italien er vandet blåt, det er lysere, ligesom Europa.”
Mange som hende finder aldrig ud af, om drømmen kunne bære. Bag de tragiske dødsfald er familier, der måske aldrig får vished om, hvad der er sket med deres far, mor, mand, søn eller datter. Ikke kun en kær slægtning er død, men en forsørger.
Spørgsmålet er, hvor meget de døde migranter potentielt kunne have bidraget med, hvis de havde nået Lampedusa levende, fundet et job et sted i Europa eller have fået asyl i f.eks. Danmark og var begyndt at sende penge hjem til deres familier? Hvor mange af familiens børn kunne være kommet i skole? Hvor mange huse med strøm kunne være bygget? Hvor meget mad og medicin kunne familien have købt?
Det økonomiske paradoks ved ulykken på Lampedusa og de utallige andre tragedier er, at de sætter en stopper for udviklingsmulighederne i Afrika.
Migranter sender hvert år tre gange så mange penge tilbage til deres hjemlande som den samlede globale udviklingsbistand. Det skal holdes op i mod de cirka 12.6 milliarder DKK, som EU årligt bruger på grænsekontrol.
Ligner militære operationer
Europas kyst- og landgrænseovervågning er dyr og ligner i dag til forveksling militære operationer, med droner og militærlignende fartøjer.
Alligevel omtaler både grænsepoliti og Frontex (det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser) deres operationer som humanitære: de nedbringer antallet af skruppelløse menneskesmuglere, sørger for humanitær bistand til nødlidende asylansøgere, og træner det europæiske grænsepoliti i menneskerettigheder, inden de sendes ud på patrulje.
Ikke desto mindre er en væsentlig effekt af intensiveret grænsekontrol i Europa, at desperate overlevelsesmigranter og asylansøgere presses ud på stadigt farligere ruter.
Men kan et Europa – modtager af Nobels fredspris og bæredygtig udviklingsaktør i Afrika – undlade at indregne de mange døde migranter og den potentielle udviklingsmulighed i Syd, når effekten af EUs grænsekontrol skal gøres op? Og kan Danmark lukke øjnene for de gentagende tragedier i havet ud for vores ydre grænse i Syd?
Sine Plambech er Phil.Mag. i socialantropologi, BA i socialantropologi og udviklingsstudier og Ph.d.-studerende ved DIIS.
Ida Marie Vammen er Cand.mag. i religionssociologi og ligeledes Ph.d.-studerende ved DIIS.
En tidligere version af kommentaren har været bragt på www.diis.dk.
