Ebbe Schiøler
Efter flere år som lærer, journalist og informationschef i Grønland indledte Ebbe Schiøler sit omfattende u-landsarbejde i Zambia i 1971 som administrator af frivilligprogrammet i det sydafrikanske kobberland. 1974-76 var han ansat i Mellemfolkeligt Samvirke i København som leder for henholdsvis oplysnings- og frivilligprogrammet.
Derefter var han Danida, hvor han blev en institution frem til pensioneringen i 1999, først med projektansvar i Østafrika og Bangladesh, og i mange år chefkonsulent for dansk og international u-landsforskning.
Sideløbende skribentvirksomhed, især om u-landsrettet landbrugsforskning, hvor han i mange år kæmpede for dansk støtte til kæden af internationale centre i landbrugsafgrødeforskning, ("CIGAREN"). Har skrevet bøger for Danida og internationale organisationer samt en række førskole- og skolebøger.
For Danida har han bl.a. begået den lille bog "Godt nyt fra Afrika: bønder, landbrugsforskning og mad på bordet" (1998) og senere "Langt ude på landet i Latinamerika: bønder, landbrugsforskning og et bedre liv".
Var bl.a. leverandør af tekster til Danidas navnkundige Julerevyer, ofte med skarp lud.
Privat bor han i Gevninge, ca. 10 km vest for Roskilde.
Sammen med min tidligere kollega i Danida, konsulent og forfatter Klaus Winkel, har jeg for nylig haft fornøjelsen af at rejse i sporet af 30 års dansk-tanzaniansk samarbejde om at forbedre landets infrastruktur, især veje og færgefart på de store søer.
Det er der kommet en lille bog ud af, Moving Ahead Together, udgivet i Tanzania i et samarbejde mellem Danida og Ministry of Works, i praksis kun tilgængelig i Tanzania. Der er mange gode historier om virkningen af samarbejdet, her uddrag af en af dem hentet fra kapitlet Public Infrastructure Owned by the Public.
Rammen er, at en bestanddel i et flerårigt støtteprogram i transportsektoren var forbedring af transportmulighederne langt ude på landet i en række regioner, VTTP – The Village Travel and Transport Programme. Kort fortalt: Hjælp til selvhjælp for at stimulere den lokale udvikling. Vi besøger en landsby, og en landsbyleder beretter og viser rundt:
”Vores parlamentsmedlem kom på besøg og fik samlet landsbyboerne og forklarede, at der snart ville starte et program, der ville bistå os her i Ufyambe med at løse nogle af vores problemer.”
Fandt selv løsninger med få penge og lidt støtte
Men da programmet gik i gang i 2001 viste det sig, at man også kunne se på det fra en helt anden vinkel: Landsbyboerne hjalp igennem programmet sig selv med at finde løsninger. Inden for en ramme af ret begrænsede midler og lidt teknisk støtte.
Der kom masser af ideer på bordet, og alle var indstillet på at diskutere og for alvor give en hånd med for at gøre Ufyambe til et bedre sted ved at forbedre transport for varer og mennesker på denne egn, der er helt domineret af smålandbrug.
Prioriteten var næsten indlysende, hvis man kender lidt til transportmulighederne før 2001.
Landsbylederen: ”Ufyambe var en afsides landsby og havde kun trampestier, der forbandt den med andre landsbyer, realskolen og distriktsklinikken på landevejen fem kliometer væk. Det krævede timevis af traveture med at bære varer på hovedet – til og fra landsbyen – og en næsten umulig opgave med at bære syge slægtninge på ryggen frem til klinikken. Ingen form for køretøjer kunne nå herud. ”
Så det gav næsten sig selv, at det først fornødne var, at landsbyboerne anlagde de fem kilometer grusvej op til landevejen.
Alle gjorde deres
Det krævede oplæring – ingen her havde lavet vejarbejde før. Landsbyens folk fik nogle dages instruktion; sjakbajser, udvalgt af landsbyen, lærte mere ved hjælp af syv seminarforløb.
Distriktsingeniørens kontor lavede arbejdstegninger og forsynede landsbyen med hakker og skovle. Der blev ikke kun undervist i at bygge den nye vej men mindst lige så vigtigt i at holde den i god stand, så det blev sikret, at vejen kunne vedligeholdes af landsbyen selv, ellers ville den ikke holde længe.
Processen fungerede faktisk godt, og det er stadig (2015) uproblematisk at komme frem på vejen selv efter flere dage med regn – den nye vej har vist sig at være OK.
To små men meget vigtige broer er blevet konstrueret, og ni rørføringer under vejen sikrer mod oversvømmelse i regntiden. Og vejen vedligeholdes altså godt, som forudset. Godt det samme, for i dag kører der flere lastbiler til og fra landsbyen hver dag med varer til beboerne og med landbrugsprodukter til markedet, for øjeblikket grøn majs.
Opkøberne kommer selv og henter det hos bønderne. Det har i den grad gavnet landbruget. Officielle evalueringsrapporter kan fortælle, at der nu er mere opdyrket jord, og at produktionen er vokset i alle de 30 landsbyer, der er med i vejprojektet her på egnen.
“Helt forandret landsby”
Bwana Mfilinge (den lokale ankermand) tøver ikke et sekund: ”Det er en helt forandret landsby. Vi producerer og sælger mindst dobbelt så meget, som før vi byggede vejen. Folks økonomiske situation er helt afgjort betydeligt bedre nu. ”
Det er ikke bare lastbiler, der kommer her. En mobilklinik besøger landsbyen en gang om måneden, og det er et tilbud, der virkelig værdsættes i Ufyambe.
En del af vejprogrammet var et element af lavteknologisk transport, her otte cykler og to kærrer solgt til en subsidieret pris til landsbyboere, som man i fællesskab havde udvalgt.
Det lyder måske ikke af så meget, men i forhold til at bære alt på hovedet var det et stort spring i både kvalitet og hastighed. Og nu er også det i stigende omfang erstattet af private, store knallerter, et resultat af de bedre indtægter.
Så ny teknologi har – selvfølgelig – også ændret denne landsby, men måske endnu mere afgørende har det været, at mobiltelefoner er udbredt i hastigt tempo.
Lastbilejerne får besked om, hvornår der er varer at afhente; ejeren af butikken – den første nogensinde i landsbyen – informerer byen Iringa om, hvornår han skal bruge nye varer; man kan ringe til sundhedsklinikken i nødsituationer, når en patient skal hasteindlægger.
Herlige nye muligheder, men kun muligt, fordi man nu har en vejforbindelse.
Man kan også se på tallene på undervisningsområdet: Flere elever i underskolen, og realskolen bliver nu valgt af mange flere herfra, fordi det er realistisk, at du kan nå frem hver dag og i al slags vejr.
Landsbyens fulde navn er Kijiji cha Ufyambe, men et bedre navn ville nok være Kijiji Kipiya cha Ufyambe, den nye Ufyambe landsby. ”
Læs om bogen Moving Ahead Together her
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
