Der er længe blevet slået på tromme for den danske Afrika-strategi, og nu er den altså lige om hjørnet.
I hvert fald har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen løftet en smule af sløret for, hvad vi kan forvente af strategien, der ifølge Globalnyts oplysninger præsenteres om blot en uge – den 26. august.
Og det er ikke som sådan nye toner, der kommer fra udenrigsministeren. Allerede på kickoff-mødet for Afrika-strategien slog ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, fast at uddannelse er en helt central brik i det danske engagement i Afrika. Og med påfaldende timing har ministeren da også i dag skrevet et debatindlæg i Altinget på samme melodi.
Læs også: Det tunge skyts kaldt ind for at skyde ny Afrika-plan i gang
Ifølge Løkke bliver et konkret mål i strategien, at der skal flere afrikanere ind på universiteterne i København og Aarhus, på DTU og andre videregående uddannelser i Danmark.
Et tal vil han ikke sætte på over for Politiken, som har mødt ham under et besøg i Ghana. Det handler om at løfte indsatsen både kvalitativt og kvantitativt. Og indsatsen skal efter alt at dømme stå på skuldrene af det pilotprojekt, som i november præsenteredes i samarbejde med Danida Fellowship Centre, hvor 28 studerende fra lande som Egypten, Etiopien, Ghana, Kenya, Marokko, Nigeria og Sydafrika var tilknyttet et dansk uddannelsesprogram.
Lars Løkke Rasmussen understreger, at der hverken er tale om altruisme eller velgørenhed. Det handler om at varetage danske interesser i et Europa, der skrumper både hvad angår indbyggertal og kontinentets relative andel af den globale økonomi.
“Der skal vi prøve at kaste grus ud på den glidebane. I vores egen interesse. Så vores virksomheder får afsætningsmuligheder, så vi kan skabe arbejdspladser i Danmark, og så vi kan fastholde opbakning til den internationale, regelbaserede verdensorden,” siger han til Politiken.
Billigere og mindre risikabelt at investere i Afrika
For at øge de danske virksomheders mulighed for at gøre forretning i Afrika vil regeringen dels øge den danske repræsentation i Afrika og dels gøre det billigere og mindre risikabelt for små og mellemstore virksomheder at investere i Afrika.
Store virksomheder som Mærsk, Danfoss, Grundfos og Arla er allerede til stede, blandt andet fordi de har økonomiske muskler til at løbe den risiko, det indebærer at investere i mindre stabile stater, og dermed mindre stabile markeder.
Konkret vil regeringen afsætte flere penge til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Når fondene træder til med kapital og garantier på bedre vilkår end før, er det håbet, at de mindre virksomheder får mod på at satse på de afrikanske markeder.