Indien og Danmark ser ud til at være på vej til at at genfinde de gode relationer efter mange års kølige vinde mellem de to lande.
Politiken erfarer fra flere diplomatiske kilder, at Modi nu har inviteret Løkke på et todages besøg i Indien senere i denne måned, hvor Løkke blandt andet skal mødes med Modi i forbindelse med en stor erhvervskonference i den indiske delstat Gujarat.
Det skriver Politiken.
Narendra Modi accepterede tilbage i april 2018 at holde et kort møde på tomandshånd med Lars Løkke Rasmussen (V) under en konference i Stockholm.
Her aftalte Danmark og Indien at genstarte den Dansk-Indiske Fælleskommission, som er den formelle ramme for det dansk-indiske samarbejde. Det har efter indisk ønske været suspenderet siden 2010 som følge af sagen om den danske våbensmugler Niels Holck, som Danmark gentagne gange har afvist at udlevere til retsforfølgelse i Indien.
Niels Holck er mistænkt af de indiske myndigheder for at have smuglet våben til en separatistgruppe i den indiske delstat Vestbangalien.
Efter flere år med diplomatisk kulde mellem de to lande blev Danmark og Indien få år tilbage enige om at holde det økonomisk-politiske samarbejde og udleveringssagen om Niels Holck adskilt.
Senest besøgte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i december 2018 Indien, hvor han sammen med sin indiske kollega Sushma Swaraj genåbnede den Dansk-Indiske Fælleskommission.
Læs også: Anders Samuelsen var tavs om tortur under besøg i Indien
Under sit ophold mødtes udenrigsministeren også med den indiske handelsminister Suresh Prabhu for at diskutere styrket samhandel mellem Danmark og Indien.
“Indien er næste år verdens femtestørste økonomi, men under en halv procent af dansk eksport går til Indien. Så der er et kæmpe uudnyttet potentiale. Vi skal gribe det momentum, vi nu har skabt og accelerere eksporten. Derfor udsender vi to ekstra vækstrådgivere til ambassaden i New Delhi, der skal fremme danske løsninger på det indiske marked. Vi ser også på en opgradering af handelskontoret i Bangalore til et generalkonsulat, så vi står endnu stærkere, når vi skal hjælpe de danske virksomheder i kampen om de indiske markedsandele. Der er potentielt milliarder at hente,” udtalte Anders Samuelsen under besøget.
Den danske udenrigsminister benyttede også sit besøg til at åbne Danmarks nye ambassadebygning i New Delhi.
Handel med Indien har medvind
Allerede i 2017 vurderede Dansk Industri, at klimaet mellem Danmark og Indien var ved at være normaliseret.
Fra 2015 til 2018 steg den danske eksport til Indien fra 2,6 milliarder kroner til omkring 3,5 milliarder kroner.
Læs også: Klimaministeren i Indien med grønne løsninger
Læs også: Dansk fremstød for bæredygtig byudvikling i Indien
“Niels Holck-sagen er et politisk problem, som ikke berører danske eksportvirksomheder synderligt,” udtalte underdirektør i DI, Peter Thagesen i april 2017 til Berlingske.
Udvikling af bæredygtige byer, fødevareproduktion -og teknologi og vedvarende energi er nogle af de strategiske områder, som det danske handeldiplomati og dansk erhvervsliv satser på i Indien.
Dansk Industri vurderer, at Indien de kommende år vil blive et af verdens største markeder for vedvarende energi. Især dansk vindenergi har fanget indernes interesse.
Danmark og Indien forbereder i skrivende stund et dansk-indisk videncenter for udvikling af vindenergi i landet. Det meddelte Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i oktober måned.
”Timingen for danske virksomheder bliver ikke meget bedre. Den danske energistyrelse er ved at starte et treårigt myndighedssamarbejde med indiske ministerier og nationale institutter, hvor offshore vindenergi og integrering af vedvarende energi i el-systemet er de tematiske nøgleområder. Samtidig har den danske regering netop besluttet at åbne et dansk videnscenter for vindenergi i Indien. Regeringen har afsat 55 millioner kroner til formålet”, udtalte Danmarks ambassadør i landet Peter Taksøe-Jensen til konferencen “Renewable Energy in India” i november måned.
Danmark besluttede ligeledes i 2018 at etablere et dansk kulturinstitut i Indiens hovestad New Delhi.
Læs også: Danmark åbner kulturinstitut i New Delhi