Kim Urick er tirsdag rejst ud for Læger uden Grænser (MSF) – for tredje gang.
Den 58-årige logistiker skal i 9 måneder arbejde med base i byen Kitgum i det nordlige Uganda. Her skal han fungere som logistiker og administrator i et projekt, der driver 12 klinikker og et sundhedscenter i området.
Uganda har i over 20 år været plaget af konflikt mellem oprørsgruppen Lords Resistance Army og regeringshæren. Det anslås, at 1,6 millioner er tvunget på flugt, og at 100.000 er blevet slået ihjel. Omkring 50.000 mennesker er blevet kidnappet, bl.a. til en tilværelse som børnesoldater.
Udover at tilbyde behandling til områdets beboere overvåger Læger uden Grænser deres sundhedstilstand. Særligt i lejrene for hjemstavnsfordrevne har der tidligere været udbrud af bl.a. smitsom leverbetændelse.
Som logistiker og administrator skal Kim Urick sørge for alt fra, at projektets biler kan køre til, at de ansatte får løn. Kim Urick har tidligere været udsendt til Etiopien og Nigeria i kortere perioder og glæder sig nu til at få et samarbejde af længere varighed med de nationalt ansatte:
– Det giver mulighed for, at komme tættere ind på livet af de mennesker, der arbejder fast for Læger uden Grænser på projektet, der har kørt i flere år. Jeg ser virkelig frem til, at kunne lære folk at kende og lære at forstå kulturen meget bedre, siger han
Kim Urick er uddannet finmekaniker og har de seneste 8 år været selvstændig IT-konsulent. Han bor i Gilleleje og har arbejdet 10 år i Portugal.
Læger uden Grænser har arbejdet i Uganda siden 1980.