Logistiker til koleraudbrud i Zimbabwe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Anders Bæhring er mandag rejst på sin tredje opgave for Læger uden Grænser (MSF) og skal i 2 måneder arbejde som logistiker i Zimbabwe.

Den 29-årige bygningskonstruktør bliver sammen med en sygeplejerske del af et mobilt hold, som skal overvåge og behandle koleraudbrud i landområder, hvor problemet vokser for hver dag.

– Vores opgave bliver at rejse rundt til landsbyer for at behandle de koleraudbrud, der måtte være og for at kontrollere, at sygdommen ikke spreder sig, siger Anders Bæhring, som glæder sig over, at han på den måde kan være med til at gøre en forskel.

Sundhedssystemet i det misrøgtede land i det sydlige Afrika er mange steder brudt sammen og koleraudbruddet, som begyndte i august 2008, har spredt sig betydeligt og forårsaget mange dødsfald.

Læger uden Grænser har indtil nu behandlet 45.000 patienter for kolera, hvilket svarer til omkring 75 procent af alle rapporterede tilfælde i landet, men der er stadig ingen tegn på forbedrede tilstande.

Siden begyndelsen af februar har Læger uden Grænser koncentreret indsatsen i landområder, hvor befolkningen har begrænset adgang til at få hjælp. MSF har i landområder over 500 udsendte, som arbejder med at overvåge og kontrollere kolera.

Anders Bæhring har tidligere været udsendt til projekter i Etiopien og Liberia, men dette projekt forudser han bliver anderledes.

– Det bliver en udfordring at rejse rundt uden en egentlig base, fordi man ikke kan have alt det nødvendige udstyr med, men samtidig er det jo også rigtig spændende og udfordrende, siger han.

Anders Bæhring blev færdiguddannet i 2004 og har arbejdet 9 måneder i Grønland og halvandet år i Danmark, hvor han bl.a. har beskæftiget sig med oprydningsarbejde efter fugleinfluenza på Langeland.

Man kan læse mere om koleraudbruddet og andre danske udsendte i Zimbabwe på www.msf.dk