Man snakker ofte om afrikanske landes anden befrielse. Den første var fra kolonimagten og den anden er fra befrielsespartiets tyranni. Et tyranni der retorisk ofte bliver legitimeret i befrielseskampen og det offer befrielsespartiet gav på vegne af befolkningen.
I Sydafrikas tilfælde er befrielsespartiet African National Congress (ANC) og partiets tyranni, i form af korruption, dårlig regeringsførelse og til tider overgreb på egen befolkning, har været stigende over de seneste år. Det nyligt overståede valg indikerer dog Sydafrikas anden befrielses kommen.
Mindre voldelig end ventet
Hver femte år går sydafrikanerne til valg for at stemme deres favorit kandidat ind i lokalregeringen. Det er altså en form for kommunevalg, hvor man stemmer på distrikt, metropol og lokal niveau, og derigennem også på hvem der bliver borgmester.
Da lokalrådene har relativt høje budgetter, går vandene højt under valgkampene. Opløbet til årets valg den 3. august var ligeledes markeret af politisk motiverede likvideringer og enkelte lokal protester. Likvideringerne var begrænset til KwaZulu-Natal regionen, som har en historie markeret af denne form for politisk vold, og var en del af interne magtkampe i ANC.
Dette vidner i sig selv om et parti i nedgang.
Protester med af afbrændte bildæk, vejblokader, og demonstrationer, foregik i townships over hele Sydafrika. Som oftest er protesterne rettet mod kommunens dårlig service-levering, i form af mangel på rent drikkevand, huse, toiletter, elektricitet osv., men enkelte protester under valgkampen blev afholdt af ANCs lokalafdelinger for at vise utilfredshed med regionale ANC strukturer.
I Port Elizabeth indsatte ANCs regionale ledelse deres egen kandidat på stemmelisten, selvom lokalafdelingen allerede havde valgt en anden. Det endte i dækafbrænding og gadeoptøjer.
Generelt set var valgkampen i år dog hverken mere eller mindre voldelig end forventet. Der var heller ikke store overraskelser over valgresultatet.
Hvem vandt hvor og hvor meget
På nationalt plan mødte 58% af den stemmeberettigede befolkning op på dagen. Af dem stemte 54% på African National Congress (ANC), 27% på Democratic Alliance (DA) og 8% på Economic Freedom Fighters (EFF). De resterende stemmer blev fordelt på mindre partier og løsgænger kandidater.
Det nye skud på stammen af sydafrikanske partier, EFF, kan kun være tilfredse med valgresultatet.
Ingen havde forventet at EFF levede op til deres egen spådom om en tredobling af deres stemmer, og det gjorde de heller ikke. Partiet oplevede en lille fremgang i enkelte kredse, men status quo vedblev i de fleste valgkredse.
EFF led derfor ikke samme skæbne som andre nye partier, for eksempel Congress of the People (COPE), der fik gode resultater ved deres første valg for derefter at opleve massiv tilbagegang, og nu ikke er relevante længere.
Men selvom EFF ikke fik flertal noget sted i landet, kan de blive tungen på vægtskålen i koalitionsregeringer i Johannesburg, regeringshovedstaden Pretoria, i øst regionen af Gauteng provinsen, og i Port Elizabeth.
Partiets karismatiske leder Julius Malema udtalte efter valgresultatet var offentliggjort, at han ikke er interesseret i at danne koalition med ANC, og det efterlader kun Democratic Alliance som ubekvem sengemakker.
Sydafrikas Obama
En alliance med DA, et småborgerligt liberalt parti, kan vist kun siges at være ideologisk uforsvarligt for et selvudnævnt radikalt og militant parti, der kæmper for økonomisk frigørelses af masserne. Der bliver over de næste 14 dage diskuteret koalition. Så vi må vente med at se, hvordan specifikke koalitioner kommer til at se ud, men et samarbejde mellem DA og EFF virker umiddelbart som en sporadisk og kort flirt.
DA er det største oppositionsparti og havde før valget en stærk stemmebase i forstæderne til de større byer. Partiet forsøgte at appellere bredere ved at skifte formand et år for valget. Den nuværende leder Mmusi Maimane er flere gange blevet kaldt Sydafrikas Obama, på baggrund af hans polerede udseende og talegaver.
En ny leder og et imponerende valgkampsapparat betød, at DA konsoliderede stemmerne i forstæderne og Cape Town og gjorde indtog i ANC-dominerede områder, især i områderne omkring Port Elizabeth, Pretoria, og Johannesburg. DA har også nægtet samarbejde med ANC, og står tilbage med EFF som vigtigste koalitionspartner.
Selvom DA oplevede fremgang er dette ikke nødvendigvis et udtryk for markant større tilknytning. Dette er begrundet i lavere vælger fremmøde i valgkredse der normalt støtter ANC, og højere fremmøde i valgkredse der traditionelt støtter DA. I stor udstrækning kan valget derfor blive set som et udtryk for ANCs manglende overbevisningsevner, og ikke nødvendigvis et produkt af DAs egne evner.
Katastrofalt valg for ANC?
Årets valg var ANCs værste, men som sagt mere et udtryk for ANCs svaghed, end DAs og EFFs styrker. Allerede før valget var der snak i
krogene af partiet om en tilbagetrækning af Zuma som partileder. Hans historik af korruption, foragt for forfatningen, anklager om voldtægt, kontakt med lyssky forretningsmænd og gangstere har gjort ham til sit eget partis største problem.Under valgkampen mødte han op for at støtte den suspenderede ANCs Western Cape leder Marius Fransman. Fransman er pt. anklaget for seksuelle overgreb mod en praktikant, så støtten fra Zuma havde stærke kvindefjendske undertoner.
Én mand udgør dog ikke et helt parti, og Zuma bør mere forstås som et udtryk for et falleret ANC der har givet køb på fortidens principper, end en én-mands hær der har formået at køre partiet i sænk. Lederen af Den Afrikanske Union (og Zumas forhenværende kone) Nkosazana Dlamini-Zuma og vicepræsident Cyril Ramaphosa står begge på spring for at overtage førersædet, men umiddelbart ser ingen af dem ud til at ville, eller kunne, føre ANC på rette spor.
Et Sydafrika uden ANC?
ANCs valgkampagne var proppet med nostalgisk buldren om fordums storhed. ANC virker derfor som et parti, der har opgivet fremtiden, for i stedet at minde folk om partiets offer for landets frihed. Og på mange måder er dette typisk for et politisk parti uden visioner for landet.
Men selvom det er svært at nære det store håb for en fornyelse af ANC, er en fremtid uden ANC også svær at forestille sig.
På et nationalt niveau er det kun en koalition af DA og EFF, der for alvor kan true ANC. Et Maimane-Malema partnerskab virker dog hverken som et særlig realistisk eller holdbart alternativ. Sydafrikas anden befrielse lader derfor nok vente på sig.