Luc Bessons gribende portrætfilm “The Lady” er en smuk støtte til Burmas hårdtprøvede førstedame i kampen fra demokrati, Aung San Suu Kyi, der netop har indledt sin første udlandsrejse i 24 år.
Anmeldelse af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Tirsdag forlod Aung San Suu Kyi sit hjemland Burma for at tage på sin første udlandsrejse i 24 år. Det er en historisk milepæl for den ikoniske demokratiforkæmper, der i de seneste 20 år har siddet i husarrest.
Filmen ”The Lady” med den kinesiske skuespillerinde Michelle Yeoh i hovedrollen som Aung San Suu Kyi havde premiere i Danmark 26. april, to dage efter hun trådte ind i parlamentet for første gang. Med de sidste positive nyheder fra Burma er “The Lady” en god indføring i den træge vej til dette mål. Den kan stadig ses i biografer i Aalborg og Aarhus.
Personlige omkostninger
Luc Bessons film ”The Lady” (2011) viser, hvordan Aung San Suu Kyi ikke alene sætter sit liv på spil i sin utrættelige kamp for demokrati, men også hvordan hun yder personlige ofre – hvordan hun i mange år ikke kunne se sine børn, sin mand, fordi hun ikke kunne forlade Burma og lade den håbefulde befolkning i stikken.
[video:http://youtu.be/SMYAzQC3UjI]Den politiske kamp havde utvivlsomt store personlige omkostninger: Hun måtte bl.a. undlade at være ved sin britiske ægtemand Michael Aris’ side, da han kæmpede forgæves mod kræften i England og blev begravet uden sin hustrus tilstedeværelse.
I 1991 blev hun tildelt Nobel fredspris – en hæder, hendes mand og børn var med til at tilkæmpe hende, og som også modtag prisen på hendes vegne. Nu kan hun endelig selv rejse til Oslo og modtage prisen, hvilket hun forventes at gøre på sin nuværende udlandsrejse, der indledes til World Economic Forum i Thailand.
Høje forventninger
The Lady er burmesernes kaldenavn for Suu Kyi, og i filmen vises, hvordan hun inkarnerer håbet for landets undertrykte befolkning.
I filmens første scene møder vi hende som barn og forstår, at hendes far bliver skudt i sit forsøg på at skabe demokratiske forhold i landet. Det er denne arv, hun konfronteres med og umuligt kan undslippe, da hun i 1988 besøger Burma, hvor hendes mor ligger for døden.
Nu over 20 år senere har hun endelig mulighed for at føre denne politiske arv videre.
”Stålorkideen”
Luc Besson har i filmen forladt specialeffekter og højt tempo og skabt et godt og gribende portræt af Burmas demokratiske leder. Med Gandhis biografi i hånden og orkideer i håret ser vi, hvordan hun, siden hun vendte tilbage til Burma i 1988, møder massiv modstand og modgang med ro, værdighed og uden brug af vold.
Hun er en af verdens stærkeste politiske ledere og samtidig en sårbar og fysisk skrøbelig dame. ”Stålorkideen” citerer Aung San Suu Kyis britiske ægtemand The Times for at skrive om hende. Og det er meget rammende og netop den karakter, Luc Besson viser i sin filmiske hyldest til en af vor tids heltinder.