Luftkvaliteten i den iranske hovedstad Teheran er så dårlig, at den årligt dræber flere tusinde indbyggere. Byen er med sine 14 millioner indbyggere blandt de byer med den mest forurenede luft i verden, hvilket skyldes den voldsomme trafik og ringe kvalitet af benzin.
Luften er giftig i Irans hovedstad.
I 2014 var luftforurening årsag til 4600 dødsfald i Teheran, beretter National Council of Resistance of Iran (NCRI). Det har Rahmatollah Hafezi, der sidder i rådet for sundhed og miljø i Teherans byråd, offentligt erkendt, beretter NCRI, der består af oppositionspartier til den nuværende iranske ledelse med hovedbase i Frankrig.
Det har ikke været muligt at få dette bekræftet af andre medier, men der er ingen tvivl om de tusinder af årlige luftrelaterede dødsfald.
Ifølge BBC døde 4460 iranere af den dårlige luftkvalitet i hovedstaden i de første ni måneder af 2012. Den britiske mediegigant skriver yderligere, at det er umuligt at bevæge sig rundt i Teheran uden en ansigtsmaske, der beskytter mod de farlige partikler.
Peger på sanktioner som mulig årsag
Årsagen til forureningen og de mange dødsfald er den intense trafik i hovedstaden. 5,5 millioner køretøjer pumper hvert år fem millioner ton CO2 op i atmosfæren, skriver BBC.
Nogle analytikere peger på, at de vestlige sanktioner mod Iran ligeledes er en del af årsagen. Landet er ellers ikke i bekneb for olie, men nogle observatører mener, at der er mangel på teknologi til at producere benzin af ordentlig kvalitet til de mange biler og motorcykler i trafikken.