Bring Your Fire
10th MTN Bushfire 2016
Fredag 27 – søndag 29. maj
Billetter: buy tickets
Indkvartering: accommodation
Info: www.bush-fire.com
Det lille kongedømme Swaziland ligger klemt ind mellem Mozambique og Sydafrika. Langt ude på landet midt i ingenting arrangeres hvert år musikfestivalen Bushfire. Den er altid totalt udsolgt lang tid på forhånd. Sådan har det været i 10 år. Den er vokset fra at være en lokal og regional festival til en festival med musik fra overalt i verden.
Hvert år deltager ca. 23.000 i festivalen. Her er varmt om dagen, mens temperaturen om natten falder til under 10 grader. Vi fryser gennem nattens koncerter foran den største scene, mens vi ligger og sveder i meget lidt tøj og sandaler hele eftermiddagen.
Swazi-songbird byder velkommen
Med et stort gyldent kors på brystet åbner Pachanga festivalen. Her er en stemning som er til at græde over. Hver eneste gang jeg kigger i en tilfældig retning, mødes jeg af smilende øjne. Vi er forskellige, men vi er her nu, og alle er velkomne – ikke kun velkomne, for med den største naturlighed snakker vi sammen, fordi vi tilfældigt er det samme sted. Vi ikke kun taler sammen. Jeg vil også gerne lige sikre mig, at du er glad og lykkelig, som jeg er.
Midt i mængden står en pige, som danser vildt og blodigt. Hun minder en hel del om forsangeren i bandet på scenen. Pigen i mængden og en veninde tager billeder af sig selv, hinanden og alle omkring dem. Her har hudfarve ingen betydning. Hvor du kommer fra er ligegyldigt. I Swaziland til Bushfire er jeg lykkelig, fordi hverken Afrika eller Europa eksisterer.
På scenen har Pachanga åbnet festivalen med stil. I respekt for det sted vi befinder os, er det klart, at det er en Swazi-kunstner, som indleder festivalen. Det sker med en blanding af skønsang, afrikanske rytmer og politiske statements om social retfærdighed.
En musikprofil uden kontinentale hensyn
Findes Afrika overhovedet? – det er et spørgsmål, som er blevet mere og mere påtrængende, fordi vi i Danmark og andre steder i den vestlige verden fortsat udsætter mennesker, ting, områder og lande på det afrikanske kontinent for en stærk stigmatisering. På Bushfire er spørgsmålet hverken stillet som en provokation eller en problematisering. Derimod er spørgsmålet en helt naturlig konsekvens af festivalens atmosfære.
Bushfire adskiller sig markant fra andre festivaler på kontinentet. Den koncentrerer sig ikke entydigt om afrikansk musik, som fx Sauti za Busara. Her på Bushfire synes de sædvanlige kontinentale afgrænsninger at gå i opløsning.
En forklaring kan være, at vi befinder os så tæt på Sydafrika. Mange sydafrikanere rejser til Australien, New Zealand, USA og Canada. Den del af den sydafrikanske befolkning bringer musik tilbage til Sydafrika og den omkringliggende region. Musikken fra fx Australien er ikke på nogen måde forbundet til musiktraditioner på det afrikanske kontinent. Den australske musik ligger indenfor country og blues. Dertil kommer musik fra regionen og andre afrikanske lande, men også den israelsk-egyptiske sanger Hagar. Hun er opvokset i Israel men har også egyptiske rødder. Hendes musik er en blanding af jødisk og arabisk musik. Hagar var i øvrigt også navnet på Abrahams arabiske kone.
Hagar Samir og hendes band leverer en fantastisk mellemøstlig fest på amfiteatrets scene. Den tekniske lydkvalitet er ikke den bedste, men vi er alle sammen glade. Der bliver danset overalt som om vi var til et privat bryllup. Hagar i centrum på scenen udstråler overstrømmende glæde.
Der er også nogle europæiske musikere, som har fundet vej til festivalen. På andre festivaler længere mod nord ville det have krævet, at deres musik var inspireret af musik fra det afrikanske kontinent, eller at de selv var af afrikansk afstamning, men det er ikke tilfældet her. På Bushfire lader det til, at musikerne er valgt på baggrund af kvalitetskriterier, som ikke refererer til kontinentale afgræsninger eller etniske definitioner.
Fredag spiller det spansk band Za! Det er to meget energipumpede fyre fra Barcelona. De laver en sindrig kombination af afrikanske rytmer, simpel støj, elektronisk lyd og vokale loops samt lyd af fårehyrder fra Tuva (i Rusland ved grænsen til Mongoliet).
Lørdag eftermiddag i stegende sol spiller den østrigske duo Living Room. De kommer fra den klassiske musiks højborg. De forener basklarinet med det specielle trommeinstrument Hang, som ligner en omvendt skål.
I et interview med festivalens leder Jiggs Thorne, som selv er vokset op i Swaziland, fokuserer han på, hvordan festivalen ligger højt placeret blandt de væsentligste festivaler på kontinentet. Alligevel fortæller han også, at det vigtigste for festivalen er, at præsentere god musik fra overalt i verden.
På festivalens første pressekonference fredag aften fortæller nogle af de sydafrikanske musikere, at Bushfire betyder meget for dem, fordi det ellers er meget sjældent med en festival med fokus på afrikansk musik. Toby2Shoes og musikere fra Bombshelter Beast fortæller, at de fleste festivaler i Sydafrika præsenterer musik indenfor helt specifikke og afgrænsede genrer som fx blues, hiphop eller lignende.
Lyt til Toby2Shoes
Koncerten med Bombshelter Beast er festivalens højdepunkt musikalsk set. De spiller tidligt lørdag aften på den store scene. Scenen er imidlertid stadig forholdsvis intim. I beskrivelsen af bandet på festivalens hjemmeside gives indtryk af en slags sydafrikansk Balkan, men de viser sig at være meget mere end det. Bandet består af et par sydafrikanere, som i årevis har været meget optaget af østeuropæisk musik. Derudover består bandet af en efter deres eget udsagn skør englænder og en polsk musiker.
Under et interview før koncerten fortæller de, at der var en periode omkring årtusindeskiftet hvor musik fra Balkan var populær i Sydafrika. I de sidste par år har bandet imidlertid mere og mere inddraget sydafrikansk zulu-musik. Selv karakteriserer de deres musik som African Creole – en fusion af tilfældigt sammensatte elementer, som passer sammen. De beskriver bandets musik som en reaktion på, at meget musik i Sydafrika er domineret af vestlig musikkultur.
På scenen var de en absolut eksplosion. Ekstremt elektrisk og energifyldt. For et dansk publikum kan de målt i tempo og energi sammenlignes med det New York baserede Balkan Beat Box, men Bombshelter Beast er meget andet end blot Balkan-fusion. Ikke kun mellem numrene bevægede de sig meget langt, men også de enkelte numre er hver for sig en lang og sammensat musikalsk rejse.
Såvel beskrivelsen af Bushfire som en festival for afrikansk musik og som en festival for kvalitetsmusik fra overalt i verden fortæller noget om, hvor vi befinder os.
Sydafrika omtales ofte som porten til det afrikanske kontinent. Når sydafrikanere rejser til fx Uganda og Kenya, taler de om, at de er taget til Afrika, som om Sydafrika ikke rigtig er en del af kontinentet. Ligesom andre steder i verden refereres der både indad og ud af kontinentet, når man ankommer til yderkanten af et kontinent. Denne sydlige del af kontinentet adskiller sig derfor meget fra det benævnte Østafrika. Her meget længere mod syd synes Afrika med stort A ikke at spille så stor en rolle som det er tilfældet i netop den østafrikanske region.
På Bushfire synes både race og farvemæssige distinktioner ikke særlig vigtige, som tidligere omtalt. Det er egentlig mærkeligt, da en stor del af festivalens musikere og publikum kommer fra netop Sydafrika, hvor farve og race fortsat er alarmerende meget tilstede.
Festivalens fremtid og dens visioner
Bushfire blev afholdt for første gang for 10 år siden. Den er vokset i omfang gennem årene. Det gælder både musikalsk set og antallet af gæster på festivalen.
I et gruppe-interview med festivalens leder Jiggs Thorne diskuterer vi festivalens historie, udvikling og festivalens udfordringer i de kommende år.
Han fokuserer især på problemer, der knytter sig til festivalens vækstpotentiale. Det nuværende besøgstal på festivalen har de sidste par år været 23.000. Der er rift om billetterne. Derfor er der en stor efterspørgsel efter at lade festivalen vokse. En væsentlig større festival giver imidlertid en række kontante udfordringer. Swaziland er et meget lille og fattigt land. Allerede på nuværende tidspunkt er det vanskeligt at skaffe overnatningsmulighed. Der tilbydes en kombination af camping og teltfaciliteter samt overnatning på hoteller og gæstehuse i området. Hvis man ikke vælger camping på festivalområdet, kan man risikere at komme til at bo langt fra festivalen. I år har man forsøgt at række hånden ud til lokalbefolkningen for hjælp til overnatning i form af privatindkvartering (fx Airbnb). En voksende festival ville også kræve flere medarbejdere og bedre finansiering. Festivalens budget bygger først og fremmest på dens hovedsponsor MTN, men det er allerede på nuværende tidspunkt vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen.
Info: MTN er et Sydafrikansk teleselskab, som også opererer i mange andre lande verden rundt.
Jiggs Thorne nævner muligheden af at operere med en række mindre sponsorer i kombination med hovedsponsoren. Det bliver nævnt som et relevant fremtidsscenarium – ikke kun hvis festivalen vokser i størrelse, men i alle tilfælde. Et mere sammensat og varieret sponsorat fundament vil give festivalens bedre bevægelsesmuligheder og styrke dens selvstændighed overfor hovedsponsoren.
Festivalen spiller i sit navn på begreberne skov og ild. Den foregår langt ud på landet. Her er skov og sukkerrørsmarker. Ild skal forstås som lys, varme og kærlighed. Det sidste bliver uden omsvøb markereret i festivalens slogan ”Bring Your Fire”. Det er ikke kun et slogan, men det er også den oplevelse man har fra start til slut. Her er rigtig meget positiv energi (lys) og drømmende kærlighed – for ikke at sige fri kærlighed.
Som tidligere nævnt spillede hele Swaziland en vigtig rolle under apartheid. Det var et sted man kunne tage hen og være i fred; fx for folk i blandede hvide og sorte ægteskaber.
Jeg spørger Jiggs Thorne, hvordan og om Swazilands rolle som tilflugtssted under apartheid har betydning stadigvæk, og om det har smittet af på Bushfire. Han bekræftet Swazilands rolle som tilflugtssted, og han gør opmærksom på, at Swaziland bestemt spillede en aktiv rolle i kampen imod apartheid. Han mener også, at Swaziland stadig spiller en befriende rolle, hvilken han mener afspejles i Bushfire.
Som optakt til festivalen hvert år i slutningen af maj arrangeres en skole-festival med det formål at involvere lokalbefolkningen i området. Et tilsvarende koncept findes andre steder til andre festivaler; fx litteraturfestivalen Storymoja i Nairobi.
Læs også artikel om Storymoja.
For Bushfire er det en af måderne at leve op til deres ambition om social forandring i Swaziland. Lige fra begyndelsen har festivalen haft et lokalt udgangspunkt. Den har gerne villet bidrage til positiv udvikling og social forandring i Swaziland. Overskuddet fra festivalen bliver hvert år givet til en lokal organisation eller et relevant projekt i området. Et tilsvarende perspektiv kendes også fra Roskilde-festivalen i Danmark. Jiggs Thorne fortæller at festivalen i fremtiden meget gerne vil inddrage lokalbefolkningen i området meget mere. Det ønske dækker over at rigtig mange deltagere i festivalen kommer rejsende til Swaziland fra Maputo i Mozambique, Sydafrika og mange andre lande, men festivalens gæster kommer i mindre grad fra Swaziland, fordi den største del af befolkningen er meget fattige.
Festivalens sociale og kulturelle liv
For danske festival-entusiaster kan Bushfire minde om en mindre og mere intim udgave af Roskilde-festivalen – dog uden mudder, stank af urin og stramme sikkerhedsprocedurer. Men en hel del af den organisatoriske struktur ligner. Festivalen har en række forskellige scener. Den store scene med alle hovednavnene. Den smukke amfiteaterscene omgivet af en skulpturpark med mere intime koncerter. The Barn – laden – som ligner en lounge. Her er der mænd med guitar, åben mikrofon og country sang samt festivalens absolut bedste øl. Dyre, men de er prisen værd. Den sidste scene er opkaldt efter dens sponsor – Red Bull. Her præsenteres fortrinsvis elektronisk musik og teltet er altid fyldt til bristepunktet med dansede mennesker.
Rundt omkring selve festivalpladsen ligger forskellige camping faciliteter. Der er det almindelige camping-område, hvor man kommer med sit eget telt, men herudover er der også forskellige kategorier af opslåede telte til leje.
Helt uden for hele festival-området er der en lille by af boder med mad og drikkevarer, som camping-folket frekventerer flittigt. Langs vejen er der masser af transportmuligheder. I løbet af dagen kører der shuttle-bus til den nærmeste by. Om natten holder en lang række af taxier ude foran hovedindgangen for den betragtelige del af festivalgæsterne, der bor spredt rundt i regionen på hoteller og gæstehuse. Selvom mange kommer kørende i bilen, er der en del som klogelig lader den stå sent om natten efter sidste koncert omkring kl. 03.30.
Inde på selve festivalpladsen er der selvfølgelig også helt efter bogen en lang række boder, hvor man kan købe afrikansk kunsthåndværk, festival merchandise og blive udsat for den nyeste promotion information fra hovedsponsoren MTN. Madboderne kan prale med, at alt er økologisk. Maden betales konstant med cash, mens alle drikkevarer kun kan købes med kuponer. Så alle går rundt med papirark med kuponer.
Skråt ved siden af den store scene er der et indhegnet område – Golden Lounge – som man mod ekstra betaling kan købe sig adgang til. Her kan man sidde ned og få serveret sine drinks, mens man på lidt afstand fra mængden foran scenen kan nyde musikken. Golden Lounge ligger omkring et lille gæstehus og en restaurant, som har åbent året rundt. Her serveres festivalens bedste og dyreste mad. Loungens absolutte fordel er toiletterne, som aldrig synes at være optagede – i stor kontrast til alle andre steder på festivalen. Selvom lounge-området er mere fredeligt og afdæmpet, udvikler det sig også til en heftig fest som festivalen skrider frem.
Festivalen har ikke kun en meget intim og venlig atmosfære, men alle på festivalen opfører sig også næsten eksemplarisk. Her er ingen slåskampe. Ingen drikker sig fra sans og samling. Kun en gang ser jeg en pige, som har sat sig ned og virker lidt omtåget, mens hendes kæreste hjælper hende med at sidde oprejst. Der er ingen skub og mas. Alle venter pænt og disciplineret i kø. Al denne omsorgsfuldhed medfører, at sikkerheden heller ikke behøver at være særlig tydelig eller markant. Ingen kropvisiterer mig. Ikke på noget tidspunkt kontrolleres mit armbånd fysisk ved at trække i det. Det kun iagttages på afstand.
Camping-området er pænt og rent gennem hele festivalen. Her er ingen vilde fester. Ingen fulde mennesker der falder og brækker sig over dit telt. Sammenlignet med Roskilde-festivalens camping-område er Bushfire som at iklæde sig en nystrøget skjorte.
På Bushfire er der en meget misundelsesværdig sans for glæde, omsorg og varme. Det er aldrig på bekostning af de andre. Kvalitet og hensyn er i højsædet. Jeg forstår ikke helt, hvordan det kan lade sig gøre, men måske er det fordi vi alle sammen føler os ansvarlige for at bevare dette sted som et tilflugtssted – et sted hvor vi kan være hele mennesker og helt sig selv, befriet fra resten af verdens stigmatiseringer og overgreb.