I forestillingen “The may(be)s of a Revolution” formidler den ægyptiske performancekunstner og dramatiker Nora Amin forandringerne i sit hjemland, som hun oplevede dem på sin egen krop.
Anmeldelse af Daniel Henschen, kulturredaktør på U-landsnyt
Den røde teaterbus afgår fra Christianshavns torv. En blandet flok af kulturpublikum fra unge til midaldrende skiller sig ud fra folkelivet og slår sig ned i de brune sæders kunstige plys. Et kvarter senere er det endestationen, teatret Asterions Hus, alleryderst på Refshaløen.
Drømme
På scenen inde i det grå teaterhus sidder en kvinde alene på en stol, mens et par projektører forstærker livet i hendes udtryksfulde ansigt.
Da hun bryder den korte tavshed, er det uklart, om hun taler til publikum eller måske snarere til sig selv. Hun er et vidne fra forårets begivenheder i Ægypten, forstår man. Fra det massemedieeksponerede og ikoniserede arabiske forår.
Men kvinden er træt, træt af alt det hun har været vidne til og del af. Hun læner sig tilbage, sover. Begynder at skrige, stiller sig brat op og taler direkte mod tribunen.
Er hun vågen og forklarer publikum om hændelser i hjemlandet, har hun visioner om fremtiden, eller taler hun i søvne fra en drøm? Det er uklart – det er tvetydigt.
Nora Amin kommer fra Alexandria, Ægyptens store havneby. Det er ikke bare lånte fjer, når hun i aften gør sig til øjenvidne fra revolutionen.Som dramatiker, skuespiller og forfatter har målet været ”en personlig, fri og proaktiv stemme”, som pressematerialet udtrykker det. Til ‘artist talk’ efter forestillingen bliver det tydeligt, hvordan hendes enorme energi hele tiden er engageret i at tale og konfrontere både andre og sig selv med konsekvenserne af deres handlinger.
Skoene
”Jeg vil ikke være i mine sko” Nora Amin snører sine sko op og rejser sig. ”Jeg vil ikke være i andres sko”. De næste fyrre minutter er en serie anekdoter eller visioner, og skoene er et godt billede på den rastløshed, der strømmer igennem hele forestillingen.
Hendes bare føder går frie hen over scenegulvet, og man fornemmer hvordan et konstant stress blev fjernet, den dag Mubarak gik. Som publikum bliver man taget ved hånden og ført ind i det sind, der har oplevet omvæltninger i Ægypten.
Nora Amin er begejstret, så man selv føler euforien ved at gøre noget, der ellers virkede umuligt: At fjerne årtiers undertrykkende apparat og for første gang selv tage fat om de virkelige problemer med censur, fattigdom og korruption. Men hun fortæller også den kritiske historie om splittelse – ”for første gang har en taxa-chauffør spurgt mig, om jeg var muslim eller kristen”. Og har der overhovedet været en revolution, når de fleste af magthaverne stadig er der? – Nora Amin fortæller hvor overraskende roligt, man vender sig til militærets ”søde tanks” i gaderne…
”My brain hurts”, udbryder Nora Amin, for det er et frustrerende uhåndgribeligt billede med mange vinkler. Og man forstår det, da hun slår sig ned i stolen foran et imaginært tv-apparat og doper sig med ufarlige pseudodebatter og serier.
Men er der noget, der ikke giver tilfredsstillelse, så er det passiviteten. Nora Amin slapper af i kroppen, ser publikum ind i øjnene og fortæller om ‘den største dag’:
Hun står på Alexandrias svar på Cairos berømte Tahrir Plads, og den dag er der er en varm følelse af fællesskab. Hun hører kun råb om enighed og fællesskab for alle ægyptere – og der er ingen tanks i gaderne . ”Og bagefter bestemte jeg mig til at gå hen og tage en øl – mens det stadig er muligt .” Slam! – tvetydigheden rammer igen, muligheden for det modsatte er hele tiden til stede selv på ”den største dag”, hvor alle signaler i positive.
En revolution gør alt til muligheder. Det er både skræmmende og fantastisk.
Men det betyder ikke, at der ikke er svar: ”Jeg er både kristen og muslim og ægypter. Jeg har min egen identitet”. Nora Amin har taget sko på igen – sine egne.
En radikal historie
Efter forestillingen er der artist talk i bløde sofaer bag scenen.
Spørgsmålene til Nora Amin fungerer som en slags fodnoter til forestillingen, og hun er en mester i rammende billeder.
Stærkt indtryk gør for eksempel billedet af den menneskelige magnetisme, som er en af forudsætningerne for den forandring, der sker i Ægypten: folk strømmer til steder, hvor andre mennesker er, fordi de bliver betaget af at være tæt på handlingen – individer der er energiske, skaber energi hos andre.
Nora Amin er selv et menneske, der formidler energi. Og måske er det derfor, hun er så bevidst om styrken i ordet ‘måske’ – et ord som ligger i titlen på forestillingen, og som bagefter er det, der har lejret sig stærkest i mindet.
“The may(be)s of a Revolution” er en smuk forestilling med en dygtig skuespiller. Med sin stemme og meget få midler kan hun holde publikums opmærksomhed og leverer underholdning i ordets allerbedste betydning. Men det stærkeste ved forestillingen er den radikale tvetydighed, som den tør formidle, og som medierne ikke har været i stand til, uanset hvilken vinkel de har haft. Det kvalificerede ‘måske’ spejler en tid, hvor alle muligheder kom tilstede i den politiske bevægelse, som gjorde op med det gamle styre.
Det er modigt at indrømme, at en afgjort god handling, der måtte ske, ikke behøver at føre en god fremtid med sig. Det er en stor oplevelse at være vidne til en lille del af alle de modsatte rettede følelser og krav, som befolkningen i den arabiske verden må leve med lige nu!
Udenfor er skyerne trukket sammen. Mens himlen åbner sig over Asterions Hus, flygter det tidligere publikum tilbage i bussen, som et kvarter senere er tilbage på Christianshavn.
The Maybe(s) of a Revolution spillede
Café Mellemrummet, Nørrebro : 15 juni Kl 20.00.
Asterions Hus (København):16. + 17. juni kl. 20.00
Teater Katapult (Aarhus): 20. + 21. juni kl. 20.00
NordKraft (Aalborg): 22. juni kl. 19.30
