Malawi: Oppositionen går til domstolene og kræver omvalg

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Oppositionsalliancen Mgwirizano, der består af 7 mindre partier, har indbragt den netop overståede valghandling i Malawi for domstolene med krav om omvalg på grund af påståede store uregelmæssigheder, skriver BBC Online onsdag.

– Uregelmæssighederne er så omfattende, at en omtælling ikke kan gøre det, sagde advokat Charles Mhango, der repræsenterer Mgwirizano. Han lagde til, at da resultaterne blev offentliggjort søndag, havde adskillige stemmesteder endnu ikke fremlagt deres resultater.

Mgwirizano har tidligere indbragt valget for domstolene, og det førte til en retskendelse, der udskød valghandlingen i 2 dage – fra tirsdag til torsdag. Især et overskud af stemmesedler på godt en million ansås for mistænkeligt. Det vides endnu ikke om disse stemmesedler er destrueret.

Mgwirizanos kandidat, Gwanda Chakuamba, kom ind som nr. 3 i de officielle resultater for præsidentvalget, der gav sejren til regeringspartiets kandidat, Bingu wa Mutharika. Men Chakuamba siger fortsat, at han er præsidentvalgets retmæssige vinder.

Samtidig såede EUs valgobservatører tvivl om valget. Lederen af observatørholdet, Marieke-Sanders-ten Holte, sagde, at man nærede “stigende bekymring over manglen på gennemskuelighed i opstillingen af resultaterne (the tabulation of the results)”.

Ved sin indsættelsesceremoni mandag sagde Mutharika, at alle valgobservatører havde erklæret valget frit og fair. Men Marieke Sanders-ten Holte sagde tirsdag, at det var “faktuelt ukorrekt”.

– Intetsteds i vores foreløbige erklæring, udstedt den 20 maj, anvendte vi ordene “frit” og “fair”. Tværtimod er vores overordnede vurdering op til nu, at mens valget foregik fredeligt.. var det skæmmet af alvorlige mangler i valgprocessen, lød det fra chefen for EUs valgobservatører.

Præsidentvalgets nummer 2, John Tembo, hvis Kongresparti, MCP, blev størst i parlamentet med 59 mandater, afviste mandag at samarbejde med den nye præsident og hans regering og vil i stedet føre samtaler med andre oppositionskræfter i det 193 pladser store parlament, anfører BBC.

MCP råder sammen med Mgwirizano over foreløbig 86 pladser, idet der skal være omvalg i 6 kredse. Regeringspartiet, UDP, har blot 49, og selv hvis samtlige 38 uafhængige kandidater, der blev valgt ind, støtter regeringen, vil den kun lige akkurat kunne matche oppositionen (87).