Det er nemlig ikke kun den menneskelige verden, men selve planeten der er i knibe. Vi må derfor gøre op med den snævre væksttankegang og fremme målet om en mere harmonisk fremtid for kloden og dens beboere. En mere ambitiøs tilgang er derfor at tænke ”velstand med mindre vækst”. Eller, med andre ord, ”småt er smukt”, som den berømte økonom E. E. Schumacher skrev for snart 50 år siden.
Vi kan ikke længere fortsætte med at leve et selvisk liv uden en ledetråd for moralsk handlen som det at være mådeholdende, retfærdig og ydmyg overfor kloden, dens mennesker, dyr og planter. Vi er kommet ud af balance. Vi synder som aldrig før og bringer hinanden og kloden i uorden og ignorerer vores grundlæggende afhængighed af denne – til fordel for de upersonlige markedskræfter. Mon ikke vi er modige nok til at bekæmpe vores eget hovmod, grådighed og frådseri?
Uden mod til at kæmpe for det vi har kært, kan det ikke lykkes. Mens fremtiden er uvis, og forandring er uundgåelig, har vi alle muligheden for at påvirke denne proces og vores fremtid via vores valg.
Alt for længe har vi bildt os ind, at øget produktivitet er lig med forbedret livskvalitet.
Vi bliver nødt til at vælge en ny livsstil med nye (reducerede) produktions-og forbrugsmønstre, der kan garanterer vedvarende velstand og harmoni. Tænk på en økonomi, der har et langsigtet perspektiv, modsat den snæversynede, kortsigtede (og ødelæggende) profitsøgen. Nedenfor er tre eksempler og grunde til at vise det mod, der skal til:
- Situationen er så alvorlig, at vi må vise os modige nok til at reducere væksten, produktionen og vores CO2 udslip for at redde klimaet og biodiversiteten. Hvorfor? Selve ordet ’vækst’ står for et uendeligt, grænseløst princip, der er menneskeskabt men uundgåeligt bringer sig i konflikt med vores planet, som har sine strenge begrænsninger. Kloden tåler ikke stor opvarmning. Næsten en million dyrearter risikerer ligeledes at uddø ifølge en rapport offentliggjort i maj 2019 af et internationalt hold, der studerer jordens biodiversitet.
- Modet til nytænkning kræver en reduktion af arbejdsugen. Forsøg i bl.a. New Zealand viser, at produktviteten ikke lider, selvom man reducerer arbejdsugen. Tværtimod. Og man får mere glade og mere afbalancerede medarbejdere/mennesker ud af det, med permanente fordele for kloden. Med en kortere arbejdsuge, og det fælles gode (fritiden, familien og de sociale relationer) i højsædet, får arbejdspladserne og produktionen også en eller to fridage og dermed klimaopvarmes der mindre.
- Modet til at tænke ud af boksen kræver ligeledes, at landbruget tilpasser sig og udvikler nye dyrkningsmetoder for at brødføde den stigende befolkning, men så sandelig også for at reducere drivhusgasserne, forureningen og brugen af gødning og pesticider.
Lær af afrikanske landmænd
FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) foreslår forbedrede dyrkningsmetoder, f.eks. at dyrke en afgrøde sammen med andre afgrøder, træer, buske og en plante (”interplanting”), der kan tiltrække insekter og skadedyr, samtidig med at de deler vigtige næringsstoffer (såsom kvælstof). Dermed reduceres behovet for pesticider, og ukrudt og sygdom nedbringes ligeledes. ”Interplanting” sikrer tilmed større diversitet af dyrkningsarealet og nedbringer afhængigheden af kvælstofgødning, der udleder de skadelige drivhusgasser. Her kan man lære af afrikanske landmænd og deres ekspertise vedrørende samdyrkning af afgrøder.
Tiden er også forlængst inde til at tænke nyt og ændre vores vaner og prioritere et landbrug, der gradvist satser mere på at dyrke ikke-animalsk føde, f.eks. de proteinrige soyabønner, som betyder mindre udledning af drivhusgasser (metan fra ko-bøvser) og også giver en mere effektiv udnyttelse af landbrugsarealer (= mere mad per hektar) end kvæghold. Husdyrhold lægger nemlig beslag på store dyrkningsarealer til bl.a. korn og roer som foder til dyrene.
At fodre husdyr med planteprodukter for at producere fødevarer i form af mælk, æg og kød kræver langt større produktion af planteprodukter, end hvis vi bruger planteprodukterne direkte som føde til mennesker. Det kræver ca. 20-40 gange større landbrugsarealer at spise os mætte i svine- og oksekød end i brød, gryn, pasta og grøntsager.
For at realisere disse mål, skal vi blot stille os selv et par ganske enkle spørgsmål:
”Hvilket liv skal vi leve?”
”Hvilke mennesker ønsker vi at være?”
Alle længes efter et fuldt og frugtbart liv. Men svaret på vores søgen findes ikke i den materielle verden, men ved at kultivere den mest permanente del af vores liv: det enkle (mindre vækst & forbrug = mere tid til samvær) og harmoniske (bæredygtige, naturrigtige) liv.
Som udtryk for vores mod må vi (borgere og eksperter) organisere os, afholde borgermøder og diskutere klimaet, kloden og grænser for vækst for at involvere os i demokratiet og vores fremtid.
Bernhard Bierlich er social antropolog og har arbejdet i Vestafrika og Karibien gennem 30 år.
Læs også artiklen om den seneste IPCC-rapport og dens anbefalinger
