Margaret Hassan, der tirsdag morgen blev bortført i Bagdad på vej til arbejde, har viet en stor del af sit liv til at hjælpe Iraks fattige og flere gange advaret om, at Irak trues af en humanitær katastrofe, rapporterer BBC Online onsdag.
Hun er nu i 60erne og leder CARE Internationals arbejde i Irak, det land, hvor hun har boet i 30 år, og hvor hun har arbejdet for CARE, siden organisationen gik ind i landet i 1991.
Margaret Hassen, der er født i Dublin, er gift med en iraker og har dobbelt britisk og irakisk statsborgerskab. Hendes ven, filmproducenten Felicity Arbuthnot, som har været i Irak for at lave en dokumentar om hendes arbejde, beskriver hende som en “ualmindelig kvinde”. – Hun er et af de små, svage mennesker, der har en rygrad af stål, siger Arbuthnot.
– Hun blev i Irak under krigen i 1991, under bombningerne sidste år og under hele den rædselsfulde embargo, hvor der var mangel på alt, fortsætter Arbuthnot og lægger til: – Hun gør et betydeligt indtryk, hvor hun kommer frem. Hvis der er nogen, der kan skabe en menneskelig kontakt (rapport) til de mennesker, der har bortførte hende, så er det Margaret.
Arbuthnot beskriver, hvordan hun engang tog med Margaret Hassan til et vandrensningsanlæg i et fattigt område og så virkningen på de lokale beboere.
– En stor mængde forsamlede sig og små børn stormede frem og lagde armene rundt om hendes knæ, mens de råbte “Madam Margaret, Madam Margaret”. Over alt, hvor hun viste sig, strålede folk af glæde, fortæller Arbuthnot til BBC.
– Hun var så elsket, alle var åbne og ligefremme overfor hende, og det var det, der gjorde det hele så usædvanligt at opleve, siger hun.
Margaret Hassan advarede før sidste års felttog mod Saddam Hussein britiske politikere om, at Irak risikerede at stå overfor en humanitær katastrofe, hvis der udbrød en væbnet konflikt.
Hun gjorde gældende, at FNs sanktioner havde efterladt irakerne i en værre situation, end den de stod i efter Golfkrigen i 1991. – Det irakiske folk står allerede midt i en forfærdelig nødsituation. Det har ikke ressourcer til at modstå en yderligere krise skabt af militære krigshandlinger, sagde hun til et udvalg i Underhuset i London.
Britiske muslimer sagde onsdag, at de vil bede for hendes frigivelse. CARE International er en af verdens største humanitære organisationer og arbejder i 72 lande.
I Irak har CARE fokuseret på at bringe nødforsyninger og medicin til veje efter krigen sidste år. Staben tælller godt 30 personer, alle irakere, som arbejder på kontoret i Bagdad, anfører BBC Online.