Marie går ind i kampen mod landminer og klyngebomber

marie_folkek_noed
Forfatter billede

Kampen mod miner

4. april er International Minedag (Mine Awareness Day). Folkekirkens Nødhjælp rydder miner og anden ueksploderet ammunition i DR Congo, Libanon, Libyen og Sydsudan. Samtidig underviser organisationen om farerne ved bomber og miner i Den Centralafrikanske Republik, Mali, Myanmar, Syrien, DR Congo, Libanon, Libyen og Sydsudan og yder hjælp til mineofre i form af bl.a. proteser og jobtræning.

Miner og krigsefterladenskaber gør hver eneste dag skade på børn og voksne. I de mest alvorlige tilfælde koster de liv. Men de kan også koste mennesker deres førlighed og gøre det svært at skabe et værdigt livsgrundlag og en hverdag med skolegang og landbrug i verdens mest udsatte lande.

Derfor vil Folkekirkens Nødhjælp i år sætte fokus på arbejdet med at fjerne landminer og ueksploderet ammunition. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Hjælpeorganisationen vil særligt fokusere på, hvordan uddannelse, oplysning og moderne teknologi kan redde liv og hjælpe udsatte samfund ud af fattigdom – og vil med en større kampagne arbejde for at få flere lande til at afstå fra at bruge landminer og klyngevåben.

I den forbindelse er Folkekirkens Nødhjælp meget beæret over, at prinsesse Marie ønsker at hjælpe med at skabe opmærksomhed om det vigtige arbejde med at rydde miner og fjerne krigsefterladenskaber, hedder det.

42-årige prinsesse Marie har siden 2011 været protektor for Folkekirkens Nødhjælp, og i år ønsker prinsessen særligt at engagere sig i denne del af organisationens arbejde. Hun er dertil i en u-landssammenhæng protektor for AIDS-Fondet og den Danske UNESCO Nationalkommission

Se video med prinsesse Maries appel her:

”Prinsesse Marie er en inspirerende person for rigtig mange mennesker. Derfor har det også stor betydning for verdens mineofre, at prinsessen støtter vores arbejde med at gøre verden mere sikker for børn og voksne,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

I 2016 blev 8.605 personer dræbt eller lemlæstet af miner eller anden ueksploderet ammunition. Det svarer cirka til én tilskadekommen hver time året rundt.

Prinsessen blev gift med prins Joachim for snart ti år siden og parret har to børn sammen – mere på https://da.wikipedia.org/wiki/Prinsesse_Marie