Den tyske premierminister vil presse andre store økonomier til at kompensere fuldt ud til ofrene for Rana Plaza-katastrofen i Bangladesh for lidt mere end 2 år siden.
Det fortalte Carole Crabbé fra Clean Clothing Campaign på et seminar ved European Development Days i Bruxelles.
Det vil ske på mødet for G7-landene d. 7. og 8. juni. G7-gruppen består af Canada, Frankrig, Italien, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA, så det er en vægtig sammenslutning. Tyskland har netop nu præsidentskabet i gruppen, og er dermed det land, der sætter dagsordenen.
Mangler stadig 2,38 millioner dollars
Rana Plaza-bygningen styrtede i grus for lidt mere end to år siden, og det blev årsag til 1138 dødsfald og mere end 2000 sårede. Ejeren af bygningen samt 41 andre sigtes nu for drab, men ofrene mangler stadig at få en del af den kompensation, de er berettiget til.
Crabbé fortalte, at behovet for kompensation er et beløb omkring 30 millioner amerikanske dollars, men der mangler stadig 2,38 millioner dollars, før kompensationen er udbetalt fuldt ud.
Clean Clothing Campaign har kørt kampagner for at få tøjbrandsene til at betale deres regning for tragedien, men Crabbé ser gerne lidt mere villighed blandt firmaerne.
“Betaling af kompensation bør være et spørgsmål om behov og ansvarlighed, og ikke organisationers vilje til at føre kampagne”, sagde hun ved debatmødet.
Kampagne fik Benetton til at betale 1,1 million dollars
Crabbé nævnte det kendte tøjbrand Benetton som et eksempel, hvor en kampagne har fået virksomheder til at gribe i lommen. Clean Clothing Campaign startede en underskriftsindsamling, der fik 1 million personer til at skrive under på et par dage.
Benetton valgte herefter at betale 1,1 millioner dollars som kompensation. Det er dog et noget mindre beløb end de 5 millioner dollars, som organisationen mener, virksomheden skylder. Derfor fortsætter Clean Clothing Campaign med at presse Benetton og andre brands.
“Ingen af brandsene har betalt tilstrækkeligt”, forklarer Crabbé.
Hun minder samtidigt om, at problemet ikke startede med Rana Plaza.
“Siden 2006 har der været en brand eller en kollapset bygning hver eneste uge”, lyder det.
Vil gerne have flere til at presse for kompensation
Det kan også meget vel være, at der bliver behov for at kompensere ofre i fremtiden. Det står nemlig stadig slemt til med fabriksikkerheden i Bangladesh. Klaus Rudischhauser, der sidder i generaldirektoratet for udvikling og samarbejde i Europa-Kommissionen, indrømmer at der er et stykke vej til målet endnu.
“Rana Plaza-katastrofen viste, at vi er langt fra, hvor vi gerne vil være”, sagde han.
Han forklarer, at indsatsen over for de miserable arbejdsforhold i Bangladesh bliver koordineret på tværs af en række forskellige kommissærer i Europa-Kommissionen, og udvikling og samarbejde er kommet med senest.
“Vi er de senest ankomne”; siger han.
Carole Crabbé ser gerne, at EU og Europa-Kommissionen hjælper med at skabe en ramme, der forpligter virksomhederne til at betale. Derfor opfordrer hun Europa-Kommissionen til at støtte Merkels initiativ i G7-gruppen.