Migranter fra Bangladesh fylder bådene fra Libyen

refugees_on_a_boat_defense_visual_information_center
Forfatter billede

Antallet af migranter fra Bangladesh, der tager den farlige tur i båd over Middelhavet og kommer til Italien, er steget markant.

Det viser nye tal fra organisationen Xchange, der er baseret i Maltas hovedstad, Valetta.

Fra årsskiftet og frem til 1. april har hjælpeorganisationer registreret 2831 migranter fra Bangladesh, der er ankommet i Italien.

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) siger ifølge den britiske avis The Independent, at meget tyder på, at der er opstået en ny smuglerrute fra Asien.

Det har medført en markant ændring i demografien blandt de grupper af migranter, der samles op fra de faldefærdige både på Middelhavet.

Hvor det tidligere var afrikanere fra landene syd for Sahara og ikke mindst syrere, der udgjorde den største gruppe af flygtninge og migranter, overgås de nu af mennesker fra Bangladesh, der søger et nyt liv i Europa.

Betaler op mod 11.000 dollars for at komme til Europa

Mange af de bangladeshere, der bliver reddet på Middelhavet, fortæller til hjælpearbejdere, at de har betalt over 10.000 dollars for rejsen fra Bangladesh til enten Dubai eller Tyrkiet, hvorfra de sendes videre til Libyen. Det skriver The Independent.

I Libyen har veletablerede og magtfulde netværk af menneskesmuglere længe tjent enorme beløb på at sætte migranter på synkefærdige både med kurs mod Italiens kyster.

Samlet set kan prisen for at komme til Europa på illegal vis løbe op i 10-11.000 dollars.

Metoden med at købe sig til et arbejdsvisum er en almindelig fremgangsmåde for meget af den tvungne arbejdskraft, der ses i både Golfen og Libyen, skriver The Independent. Særlig i Libyen er det almindeligt, at menneskesmuglere tilbageholder migranter og forsøger at presse penge ud af deres familier eller tvinger dem til at arbejde for sig eller prostituere sig.

Den farefulde tur fra Nordafrika over Middelhavet til Italien er den rute i verden, der kræver flest liv. Siden årsskiftet er omkring 1100 mennesker druknet, blevet kvalt eller er frosset ihjel på de overfyldte både.

Guinea 3409

  • Nigeria 3159
  • Elfenbenskysten 2854
  • Bangladesh 2831
  • Gambia 2478
  • Senegal 1915
  • Marokko 1861
  • Syrien 1811
  • Mali 1147
  • Pakistan 685
  • Foto: Xchange.org