”De kommer med narko. De kommer med kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere. Og nogle af dem er måske gode nok…”, sagde præsidentkandidaten Donald Trump i august 2016.
Trumps trumfkort i præsidentvalgkampen var løftet om at bygge en mur for at værne USA mod migration fra Mexico. Mexicos regering skulle sågar selv betale for muren.
Trumps indvandringsfjendtlige retorik vendte mange latinoer (indbyggere i USA af latinamerikansk oprindelse) imod ham.
Til gengæld galvaniserede den højrefløjen og var sandsynligvis med til at give ham sejren i 2016.
Ved det netop afholdte midtvejsvalg i USA søgte præsidenten at gøre sit kunststykke efter ved midtvejsvalget ved at gøre en karavane af migranter på vej fra Mellemamerika til et stridspunkt i valgets sidste fase, der kunne overskygge andre presserende emner som præsidentens flossede troværdighed, hans underminering af Obamas sundhedsreform eller aktiekursernes styrtdyk.
Retorikken fik et ekstra nøk, idet Trump også – uden skygge af indicium – talte om tilstedeværelse af terrorister blandt migranterne.
Paradoksalt nok er migrationen fra Mexico til USA for længst gået i stå. Det skyldes ikke kun den forøgede vanskelighed ved at komme ulovligt over den mexicansk-amerikanske grænse og efterfølgende at blive i USA (allerede præsident Obama sendte rekordmange papirløse indvandrere tilbage over grænsen).
Faldende befolkningstilvækst og øgede vækst i Mexico spiller også ind.
Migranterne, som krydser den mexicansk-amerikanske grænse, er i dag typisk fra Mellemamerika og specielt fra den voldsplagede nordlige trekant, El Salvador, Honduras og Guatemala. Området er kendt som verdens mest voldelige.
Mordraten overgår endog den i krigshærgede lande som Irak og Afghanistan. Men iagttagere peger på, at USA bærer et ansvar for det betændt voldelige klima, som driver centralamerikanere til at migrere.
Vold “made in the USA”
De mellemamerikanske migranter flygter fra lande præget af opløsning og enorme uligheder, martret af tre årtiers voldsregimente, som USA har et medansvar for. I 1980’erne støttede USA således diktaturer i området, som hørte til nogle af de mest blodige i latinamerikansk historie. Guatemalas diktator Ríos Montt, som siden blev dømt for folkemord mod maya-indianerene, blev af USA’s daværende præsident Ronald Reagan kaldt ”en mand af stor integritet med engagement i demokratiet”.
I El Salvador dræbte regeringens dødspatruljer tusinder af civile i et opgør med venstreorienterede guerillaer.
Demokratisering i området har ikke ført til mere social retfærdighed og stabilitet. Landene er stadig præget af social uretfærdighed, diskrimination og racisme.
En særlig forhistorie gælder for de bestialske bander, de såkaldte maras, som hærger regionen og har sat pengeafpresning af alt fra handlende til buschauffører i system. De er i høj grad made in the USA. Mange er således børn af salvadoranske flygtninge til USA i 1980’erne.
Forældrene var ofte papirløse, idet de ikke kunne opnå flygtningestatus, fordi USA støttede diktaturet, de var flygtet fra. I forstæderne til Los Angeles og andre steder blev en del af de unge optaget i bandevæsener og herefter yderligere forrået i fængsler. Da USA siden foretog masseudvisning af kriminelle til forældrenes hjemlande, kom de hjemvendte bandemedlemmer snart til at dominere kriminalitetsstatistikkerne med deres bestialske metoder.
Politisk vold
I ly af narkokrigen og et klima af vold slår stater og undertiden virksomheder ubønhørligt ned på sociale aktivister, indianske folk, miljøforkæmpere og kritiske journalister, der sætter spørgsmålstegn ved ran af bønders jord og udvinding af naturressourcer. Mest opsigt i de seneste år vakte mordet på den honduranske menneskerettighedsforkæmper Berta Cáceres, som forsvarede lenca-indianernes hellige flod Gualcarque mod en planlagt vanddæmning.
Niels Boel er journalist og forfatter til bøgerne ”Migration – en verden i bevægelse” og ”Det Nye Latinamerika” (begge Forlaget Columbus)
