Militæret i Mozambique anklages for grove overgreb i kamp mod terrorister

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

I oktober 2017 angreb bevæbnede islamister tre politistationer i byen Mocímboa da Praia i Mozambiques nordlige provins Cabo Delgado. Der blev dræbt 17 mennesker og nogle af angriberne slap væk med våben og ammunition.

Angriberne kom fra organisationen Ansar al Sunna eller Al-Sunna wa Jama’a, som lokalt er blevet kendt som Al-Shabaab. Gruppen har så vidt vides dog ingen forbindelser til den somaliske islamistiske bevægelse af samme navn.

Siden da har gruppen angrebet flere gange. I flere tilfælde har gruppen angrebet civile mål.

Nu anklager menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch militæret i Mozambique for grove overgreb i forbindelse med kampen mod islamisterne.

Human Rights Watch skriver i en ny rapport, at militæret siden august 2018 har tilbageholdt og mishandlet dusinvis af personer, der mistænkes for at tilhøre gruppen uden at de er blevet stillet for en dommer. Flere skal også være blevet sumerisk henrettet.

“Mozambiques myndigheder bør omgående gribe til handling og sætte en stoppe for overgrebene, der bliver begået af sikkerhedsstyrkerne og straffe de ansvarlige,” lyder det fra Dewa Mavhinga, der er organisationens direktør for det sydlige Afrika.

Først kom terroristerne – så politiet

Den 22. november angreb en gruppe formodede islamister landsbyen Chicuaia Velha med macheter og knive og dræbte mindst 12 af indbyggerne – heriblandt kvinder og børn.

Dagen efter arresterede politiet flere af indbyggerne – fortrinsvis mænd, der ikke var flygtet fra angriberne natten før.

Det er et mønster, der ifølge menneskerettighedsorganisationen ofte gentager sig: Efter et angreb rykke politiet ind og anholde primært unge mænd, som nægter at samarbejde med politiet.

Anklager beretter om tortur

Ifølge HRW har gruppen gennemført mere end 60 angreb, hvor de har begået drab, plyndret og brændt huse af. Det har sendt tusinder på flugt fra deres hjem.

Den 30. september begyndte retsagerne mod 189 personer, der er tiltalt for at tilhøre den islamistiske gruppe. 42 af dem er kvinder. De sigtede kommer fra Mozambique, Tanzania, DR. Congo, Somalia og Burundi, skriver avisen The East African.

Avisen citerer en anonym anklager, der siger at mange af de tiltalte har beskyldt militæret for at tilbageholde dem i lang tid før de blev overdraget til politiet. Desuden siger flere af dem også, at de er blevet tortureret i politiets varetægt og at politifolk har dræbt ubevæbnede mistænkte.

Omkring 19 procent af befolkningen i landet er muslimer mens mere end halvdelen er kristne.