“Det er et arnested for terror og ekstremisme. Og så er det også nogle af ruterne til den illegale migrantstrøm mod Europa, som kan true Danmark,” lød begrundelsen for at fokusere på netop den del af Afrika, da regeringen i fredags præsenterede sin version af en aktivistisk udenrigspolitik.
Sahel-regionen er det tørre bælte på sydsiden af Sahara, som huser kæmpelande som Mali, Niger, Chad og Burkina Faso blandt andre. Det er et meget uroligt område. Og indtil videre har en myriade af udenlandske militære aktører ikke lagt en dæmper på militante grupper i området.
Tværtimod er der sket en vækst i de militante islamisters aktivitet, siden de i januar 2013 bevægede sig sydpå fra det nordlige Mali og truede med at angribe hovedstaden Bamako. Det var dengang Frankrig iværksatte sin første aktion Serval. Kort tid efter fulgte FN’s stabiliseringsmission MINUSMA, som afløser for en ren afrikansk styrke.
“Siden 2012 er antallet af angreb fra jihadisternes side vokset eksponentielt. Og angrebene har bredt sig til det centrale Mali, til Burkina Faso, til Niger og også sydpå til kystlandene. Tilstedeværelsen af de udenlandske soldater får nogle grupper til at trives. Det giver dem vind i sejlene,” siger postdoc Signe Cold-Ravnkilde fra Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun peger også på, at mange mindre konflikter mellem forskellige etniske grupper i Mali er blusset voldsomt op i samme periode, og i dele af det centrale Mali hersker der næsten borgerkrigslignende tilstande.
Vreden vokser i befolkningen
Der er soldater og sikkerhedsfolk fra mange forskellige lande engageret i en del forskellige operationer i Sahel. Fra Vesten er Frankrig og USA mest markante, Rusland har lavet en våbenaftale med Mali, Saudi-Arabien støtter økonomisk landenes kamp mod terror. Herudover er en lang række afrikanske lande engageret i FN-missionen eller G5Sahel – en styrke som fem lande har dannet med støtte udefra. De mange forskellige aktører har forskellige spilleregler og prioriteter. Og på prioriteringslisten er det terrorbekæmpelse og migration, der står øverst – ikke de lokale problemer. Det er en af grundene til, at de udenlandske styrker risikerer at forøge den vrede, som de søger at bekæmpe, lyder Signe Cold-Ravnkildes vurdering.
Især i de store grænseområder, hvor mennesker bogstaveligt talt er skubbet helt ud på sidelinjen af økonomien, indflydelsen og respekten, kan Al Qaeda og andre militante islamister udnytte utilfredsheden og rekruttere blandt vrede og marginaliserede borgere i Sahel-landene. Det er i sådanne områder af for eksempel det nordlige og det centrale Mali, at konflikter ulmer og bryder i brand, når man ikke har noget at leve af, når man kun oplever sikkerhedssektoren fra den mest brutale side, når man aldrig får noget fra regeringen, og absolut ingen indflydelse har.
De udenlandske militæraktioner i Sahel giver ikke lokalbefolkningerne nogle svar på deres problemer med korruption og manglende sociale ydelser for eksempel. De internationale aktører bliver nødt til at samarbejde med værtsregeringerne for at få lov til at være til stede. De samarbejder altså med de regeringer, som befolkningerne i de marginaliserede områder klager over.
Grænserne bliver trukket op
EU-landenes kamp for at begrænse flygtninge og migranters muligheder for at søge til Europa indebærer også et samarbejde med myndighederne. EU-landene bliver afhængige af regimerne og kan have sværere ved at stille krav til dem om for eksempel lokalbefolkningers vilkår.
Samtidigt indgår det også i både terrorbekæmpelsen og migrationspolitikken, at man prøver at få Sahel-landene til at føre en skrappere grænsekontrol og begrænse den irregulære migration.
Men befolkningerne i Sahel-landene er vant til at bevæge sig nogenlunde frit. Ikke mindst i grænseområderne, hvor man typisk har familie på begge sider af den grænse, der i mange områder slet ikke findes. Den er bogstaveligt talt en streg i sandet. Og det er fuldstændigt almindeligt at tage til et af nabolandene for at arbejde i en periode. Det er en af de måder, man klarer sig på. Kampen mod terror og også organiseret kriminalitet, samt begrænsningen af migrationen, betyder for nogle befolkningsgrupper, at de har endnu sværere ved at klare sig, end de havde tidligere.
Det kan de militante grupper udnytte. De tilbyder ikke bare status og løn – de kan også sætte det ind i en større ramme.
“Militær-aktionerne bliver fremstillet som et vestligt angreb på Islam, og som Vestens forsøg på at genindføre et kolonistyre. De militante islamister peger på, at de militære indsatser bliver defineret af vestlige interesser og gennemført i samarbejde med de nationalstater, som aldrig har gavnet de udsatte befolkningsgrupper, “ siger Signe Cold-Ravnkilde.
Hun understreger, at det ikke er lykkedes at nedkæmpe Al Qaeda, der ikke som Islamisk Stat kæmper for et bestemt område. Al Qaeda og lignende grupper forsvinder ud i uvejsomme områder, når de kommer under militært pres for derefter at slå til et andet sted. Det betyder også at det er svært at se, hvornår kampen mod dem kan indstilles. En afslutning på de mange militære aktioner i Sahel ligger langt ude i fremtiden.
