Ekspert i forvaltning af natur-ressourcer, Thomas Augustinus, der p.t. arbejder for Verdensbanken i Laos, bliver nu medlem af CARE Danmarks repræsentantskab og programudvalg.
I Laos i Sydøstasien er han ansvarlig for at alt går rigtigt til ved etablering af et vandreservoir, der skaber livsgrundlag for 6.200 mennesker.
– Store dele af Jordens befolkninger er under stadig større pres på grund af klimaforandringer og øget – ofte ikke bæredygtig – udnyttelse af naturens ressourcer, fortæller Thomas Augustinus og fortsætter:
– CAREs arbejde gør en forskel, fordi der er fokus på det dobbelte mål: At forbedre levevilkårene for udsatte befolkninger, samtidig med at man bevarer netop de økosystemer, som skaber grundlaget for disse befolkningers eksistens.
– Jeg glæder mig meget til at indtræde i CAREs repræsentantskab og programudvalg og håber at bidrage til CAREs fortsatte innovative og professionelle tilgang til arbejdet med bæredygtig udvikling.
Thomas Augustinus indledte sin karriere hos CARE International i Uganda og har siden arbejdet med aspekter af udviklingsarbejde og forvaltning af naturressourcer med primært fokus på beskyttede vandområder og fiskerier.
– Thomas Augustinus mangeårige erfaring gør ham til en yderst kompetent sparringspartner for CARE Danmark, som netop arbejder med bedre og mere bæredygtig brug af naturen til gavn for lokal-befolkningen, anfører Niels Tofte, generalsekretær i CARE Danmark.
CARE Danmark er en del af CARE International, der er en af verdens største humanitære hjælpeorganisationer. CARE bistår 59 millioner mennesker i 72 lande.