Den mexicanske stat har investeret flere hundrede millioner pesos i boligbyggeri for de fattigste i byen Santiago el Pinar, men husene er ubeboelige.
Astrid Fanger Jakobsen og Liva Polack skriver fra Mexico City
FN har afskrevet udviklingsprojektet, og eksperter anfører, at det mest tjener til at skabe et glansbillede af landets regering.
115 ens huse malet i forskellige pastelfarver ligger i en klynge op ad bjerget. På afstand ligner det et pænt og rent boligbyggeri, hvor mennesker i området kan leve sammen tæt på skole, hospital og hinanden.
Men ved nærmere eftersyn ligner husene noget fra en forladt filmkulisse. Væggene er tynde og skrøbelige. Når det regner, løber vandet ind i husene. Vinduerne gaber. Der er intet rindende vand og ingen indbyggere.
Den mexicanske regering har brugt 400 millioner pesos på projektet, svarende til ca. 200 millioner danske kroner.
Udviklings-projektet er tiltænkt fattige bønder i delstaten Chiapas i det indianske højland.
Da landets tidl. præsident, Felipe Calderon, besøgte Santiago El Pinar med videokameraer og presse, var der folk i husene og liv på gaderne, men lige så snart præsidenten og hans folk var fløjet væk, forsvandt alle bønderne ud til deres tidligere boliger.
For selv om husene ved første syn ser fine ud, er de ikke egnede til at leve i. Specielt ikke for bønder som lever af at dyrke deres jord, da husenes tætte beliggenhed gør dette umuligt.
I det hele taget tyder ikke meget på, at der er tænkt på dem, som faktisk skulle have boet her.
Regeringens propagandastunt
End skønt boligerne blev tilbudt gratis, er kun fem af de 115 huse beboet.
Ifølge den svenske antropolog Martin Larsson, der har opholdt sig i Santiago El Pinar i længere tid og forsket i udviklingsprojektet, er byen en slags “proforma-udvikling” fra regeringens side.
“Formålet var aldrig at forbedre forholdene for bønderne, bortset fra på papiret”, mener han og gør gældende, at projektet blev søsat for at vise offentligheden, at staten vil og kan tage hånd om de fattigste.
Området omkring Santiago El Pinar er et af de fattigste i Mexico, hvilket gjorde et udviklingsprojekt netop her til en succeshistorie for regeringen.
På hvert eneste hus og i den forladte handelsgade siger de påmalede logoer: “Son Hechos, No palabres”, på dansk, “Kun Handling, Ingen Snak” og øverst over alle husene skulle FN’s 2015 mål stå på otte store tavler.
Projektet havde også FN’s opbakning, indtil FN’s særlige fødevareudsending anbefalede at sætte det hele i bero, da bønderne ikke havde mulighed for at brødføde sig selv ved at dyrke jorden.
Regeringens argumenter for hvorfor lige Santiago El Pinar området var fattigt, og derfor havde brug for projektet, var, at bønderne boede langt fra hinanden og egnen var for kuperet. Men ifølge Martin Larsson boede bønderne ikke spredt, og et kuperet landskab har aldrig udelukket fremgang.
“Alle antropologer ville ryste på hovedet af disse indikatorer for fattigdom. Bjerge og fattigdom hænger slet ikke sammen, se bare Schweiz”, siger Martin Larsson.
Han vurderer, at hverken udgangspunktet for projektet eller selve resultatet giver mening ud fra et antropologisk synspunkt.
Fortiden former det mexicanske samfund
Udover at fremstå som et fejlslagent udviklingsprojekt er Santiago El Pinar en måde for regeringen at forstærke det patron-klient forhold, der gennemsyrer delstaten Chiapas, mener Martin Larsson.
Patron-klient systemet er et resultat af den indianske samfundsform forenet med den romerske tilgang til demokrati, som spanierne tog med sig ved Hernan Cortez’ blodige erobring af Mexico.
I Santiago El Pinar fungerede det på den måde, at regeringspartierne gav bondefamilierne huse i bytte for stemmer og politisk opbakning, og bønderne blev bundet tættere til partierne.
Derved blev der opbygget et tættere forhold mellem bondefamilierne og regeringspartierne, sådan at bønderne kunne holdes i skak som kernevælgere.
Martin Larsson anfører også, at patron-klient forholdet er et problem i resten af det mexicanske samfund.
Overalt finder man eksempler på, hvordan dem, der stemmer på regeringspartierne, får goder, mens dem, der stemmer på andre partier, ikke får noget. Således ser man det på alle andre planer af samfundet, i regeringen og det juridiske system.
“Virksomheder fremfor mennesker”
Den amerikansk-mexicanske økonom, Miguel Pickard, har i lang tid beskæftiget sig med den mexicanske regerings økonomiske politik.
Han er nået frem til, at regeringen i høj grad har en virksomhedsfokuseret tilgang til udvikling, som prioriterer attraktive vilkår for store virksomheder frem for gode forhold for menigmand.
“Regeringen er ikke imod folkets udvikling, det er bare ikke dens prioritet”, mener han.
Både Martin Larsson og Miguel Pickard konkluderer, at myndighederne i det store land syd for Rio Grande i højere grad burde fokusere på menneskeorienteret udvikling, der direkte hjælper samfundets fattigste.
Skal dette lykkes, må regeringen tage højde for, hvem det er, man vil bistå, og ikke lave et udemokratisk proforma ”udviklingsprojekt” som i Santiago El Pinar.
Kort sagt: Man burde efterleve sit eget slogan “ingen snak, kun handling”.
Astrid Fanger Jakobsen og Liva Polack er elever på Krogerup Højskole i Nordsjælland med hovedfaget Verden Brænder og fokus på Mexico. Verden Brænder indebærer undervisning i sociologi, politologi og økonomi, samt om sociale grupper og udvikling. Begge er studenter fra Aurehøj Gymnasium i København.
Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
