Moderne nomader i VerdensKulturCentret

Forfatter billede

Af Nadia Sander Strange, U-landsnyt.dk

Med udstillingen ”Modern Nomads and Mobile Subjects”, der portrætterer nomadefolk ved polarcirklen i Sibirien, vil fotografen give publikum et nyt syn på verden.

Russiske Liudmila Lipatovas fotoudstilling om det sibiriske folk i Yamal-Nenet sætter fokus på områdets smukke, men barske natur og regionens frihedselskende folkefærd, som Lipatova har mødt på sine rejser.

På det regionale Yamal-Nenet museums hjemmeside kan man læse om Lipatovas billeder, at de portrætterer en verden fuld af bjergsøer, brusende floder, vandfald, blomster, bær og solnedgange, der er beboet af et vandrende folk, som bevæger sig gennem naturens overflod af sanseoplevelser.

Lipatova forklarer selv på hjemmesiden, at mødet med disse vise, vandrende nomader har tvunget hende til at se verden med nye øjne. Et nyt syn på verden, som hun gennem sine billeder, forsøger at give sit publikum et indblik i.

Et nyt syn på verden
Lipatova startede oprindeligt med at tage billeder for at bevare de visuelle indtryk, hun fik under sine rejser. Efterhånden blev samlingen så omfattende og detaljeret, så den udviklede sig til en udstilling, andre kunne få glæde af.

Lipatova har dog ikke kun gennem billeder formidlet sine historier om nomadefolk i Yamal-Nenet-regionen, hun har også har et ugentlig radioprogram ved navn ”Ad nomadiske veje” (”Along Nomadic Roads”), der sendes via en regionalt dækkende radiostation. Derudover har hun også skrevet artikler til blade og en bog, der også har fået navnet ”Ad nomadiske veje”.

Det regionale Yamal-Nenet museums hjemmeside forklarer, at det er gennemgående for Lipatovas fortællinger, at de kredser omkring nomadefolkene i Sibirien. Hvad enten Lipatova beskæftiger sig med kunstnere, akademikere, lærere, læger, fiskere eller rensdyrhyrder, så er de alle nomader, der vælger livet i den vilde natur ved den russiske polarcirkel.

Fernisering 8. marts
Fredag d. 8. marts vil der i forbindelse med kvindernes internationale kampdag blive afholdt en fernisering af udstillingen. Ferniseringen af Lipatovas fotoudstilling vil være en del af det større arrangement ”Kvinderettigheder over grænser”, hvor kvinder fra hele verden vil fortælle om deres liv og dele deres oplevelser.

På VerndenskulturCentrets Facebookside kan man læse om aftenens indslag, der blandt andet inkluderer kvindekampsange sunget af sangkoret Verdens Sirener, fortællinger om fremskridt og udfordringer for kvinder fra Marokko, Kurdistan og Mali og danseoptræden af, den danskbaserede bolivianske dansegruppe Caporales.

Workshop om de moderne nomader
Institut for Antropologi afholder i forbindelse med udstillingen en workshop, der med Lipatovas fotografier som omdrejningspunkt vil omhandle migration, mobilitet og økonomisk antropologi.

Workshoppen vil blive afholdt af Vera Skvirskaja, der er post doc ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Tid og sted
Fotoudstillingen ”Modern Nomads and Mobile Subjects”:
4.-9. marts, VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N

Fernisering og arrangementet ”Kvinder over grænser”:
8. marts, kl. 18-21, VerdensKulturCentrets Café , Nørre Allé 7, 2200 København N.

Workshop om migration, mobilitet og økonomisk antropologi:
6. marts, kl. 10-12, VerdensKulturCenteret, Nørre Allé 7, 2200 København N.