Hvordan laver man modersmålsundervisning i et fattigt land med en multietnisk befolkning og 79 sprog? En model udviklet i det nordlige Ghana virker så godt, at det ghanesiske undervisningsministerium vil overtage den.
Af Helene Horsbrugh,
cand.mag. i antropologi og international pædagogik og udviklingsstudier
Selv om kun få benægter, at børn lærer hurtigt og godt på deres modersmål, er der modvilje mod modersmålsundervisning på alle niveauer i Ghanas undervisningssektor.
Det er der både praktiske, økonomiske og politiske grunde til. For i multietniske samfund har børnene i en klasse ofte ikke samme modersmål, og generel lærermangel gør det urealistisk at tildele hver klasse en uddannet lærer med de relevante modersmål.
Desuden er der ikke ressourcer til at udvikle alle landets 79 sprog, så kun 11 sprog er godkendt til undervisningsbrug. Det betyder, at de børn, der ikke får tilbudt undervisning på modermålet, i stedet møder 2 fremmedsprog i den offentlige skole: Det officielle sprog, engelsk, og et ghanesisk fremmedsprog.
Endelig er der et politisk dilemma, som efter manges opfattelse taler imod modersmålsundervisning. Nemlig om man svækker den nationale identitetsdannelse, hvis man styrker modersmålene? Og fremmer modersmålsundervisning etniske tilhørsforhold og puster til ulmende konflikter?
Den ghanesiske politik på området har historisk set svinget med korte intervaller mellem henholdsvis engelsk og ghanesiske sprog som undervisningssprog.
For tiden er politikken pragmatisk: Der skal så vidt muligt undervises på et ghanesisk sprog fra 1. til 3. klasse, ellers undervises der på engelsk. Fra 4. klasse undervises der i alle tilfælde på engelsk.
School for Life
I 1994 gik overskuddet fra den danske u-landskalender til et lille pilotprojekt for den såkaldte ”tabte generation” af nordghanesiske børn, der ikke var kommet i den offentlige skole.
Danske skolefolk fra Ghana Venskabsgrupperne udviklede sammen med partnere i Ghana et 9-måneders uddannelsesforløb for de 8-14-årige.
Undervisningen foregår på modersmålet, og indholdet af undervisningen tager afsæt i børnenes kulturelle baggrund og de udfordringer, som børnene og deres familier møder i dagligdagen på landet.
Det enkle mantra for School for Life (SfL) er, at børnene skal lære ”fra det kendte til det ukendte”. Og til forskel fra den offentlige skole praktiseres der undervisning, som inddrager og anerkender eleverne.
Undervisningen foregår om eftermiddagen, så børnene både kan hjælpe hjemme og gå i skole. Læreren, den såkaldte facilitator, rekrutteres lokalt. Facilitatoren er ikke læreruddannet, men kan læse og skrive på sit modersmål.
Modellen har vist sig meget effektiv, for omkring 90 pct. af alle børn, som gennemgår School for Life, lærer at læse, skrive og regne. Det er et opsigtsvækkende resultat sammenlignet med den offentlige skole, hvor kun 25 pct. af børnene i 6. klasse kan læse og skrive.
Modellen er effektiv og billig: Kurset koster kun omkring 3.000 kr. om året pr. barn.
Fra modersmål til engelsk
De fleste børn – sidste år hele 80 pct. – fortsætter i den offentlige skole, mens resten bliver i landsbyen som landmænd, husmødre mv. I skolen starter børnene på 3. eller 4. klassetrin og møder derfor et nyt undervisningssprog fra første dag. Nu er det ikke længere modersmålet, men derimod engelsk, der undervises på.
Som rådgiver for School for Life-projektet i Nordghana har denne artikels forfatter ofte skulle forklare modellen for udenforstående, og som regel lyder det første spørgsmål: ”Er det ikke problematisk, at børnene har været undervist på modersmålet og så pludselig – første dag i den offentlige skole – skal undervises på engelsk?”.
Svaret er, at børnene i løbet af de første par måneder almindeligvis får samlet det engelske op og når op på klassekammeraternes niveau.
En omfattende evaluering af School for Life fra 2007 viste, at de tidligere SfL-elever klarede sig over gennemsnittet i alle fag. Det ene års modersmålsundervisning giver åbenbart så godt et fundament, at børnene kan håndtere overgangen.
Regeringen vil overtage
Over de seneste 13 år er ca. 100.000 børn passeret igennem School for Life. Der er tidligere SfL-elever på universiteterne, gymnasierne og seminarierne.
I år modtog en 22-årig tidligere elev præsidentens æreslegat som anerkendelse for sin fremragende præstation ved det, der i Ghana modsvarer Folkeskolens Afgangsprøve.
Den slags historier brænder igennem, for unge som ham ville formodentlig aldrig have fået nogen form for formel uddannelse, hvis ikke det havde været for SfL.
Den ghanesiske regering har fået øje på modellen, der tilsyneladende løser mange af de problemer, det offentlige skolevæsen slås med i landsområderne. Specielt manglen på bofaste lærere, der taler lokalsproget, har SfL en god løsning på.
Forældrenes modvilje mod skolebørn fortager sig også, når de oplever, at børnene lærer noget nyttigt, fortsat hjælper hjemme og bevarer og styrkes i deres respekt for modersmålet og andre aspekter af den lokale kultur.
Erfaringerne har vist, at snarere end at skubbe til etniske konflikter, virker School for Life stabiliserende, når facilitatorer fra stridende etniske grupper bringes sammen til lærertræning, og dér får en fælles platform for dialog.
Den ghanesiske regering ser i SfL-modellen en mulighed for at kunne tilbyde ”uddannelse til alle”, sådan som den har forpligtet sig til, bl.a. i forbindelse med de internationale Millenium Development Goals (2015 Målene).
Der er derfor udformet en national politik, som bygger på erfaringer fra School for Life og formodentlig meget snart vil blive vedtaget.
School for Life i offentligt regi?
School for Life drives af en ghanesisk og dansk civilsamfundsorganisation med støtte fra Danida. Når Danida støtter private organisationers udviklingsprojekter, er det bl.a. med den hensigt, at projekterne skal danne skole, dvs. påvirke den offentlige sektor med nye, innovative modeller. Set med danske øjne ser det derfor lyst ud for SfL.
Vi fortolker selvsagt situationen på baggrund af danske erfaringer med offentlig forvaltning: Når en politik er kommet så langt, at den har været i høring og snart vedtages, så forventer vi, at der også vil blive gjort et hæderligt forsøg på at føre den ud i livet.
Kollegerne i Ghana har derimod set eksempler på modeller, der har fungeret i privat regi, men som efter at være udsat for korruption, ineffektivitet og politisering i den offentlige sektor, har været ukendelige.
De er derfor bekymrede for, om School for Life kommer til at sejre sig ihjel. Den risiko må man være opmærksom på, men når det er sagt, ville det være flot, hvis endnu flere fra ”den tabte generation”, ca. halvanden million ghanesiske børn, kunne få mulighed for at lære at læse og skrive.
8 grunde til ikke at sende sit barn i en nordghanesisk skole:
– Der er ofte ingen skole i lokalsamfundet.
– Familien har ikke råd til uniformer, skolemad m.m.
– Familien har brug for barnets arbejdskraft i husholdningen.
– Der er ofte ingen lærer og ingen bøger i skolen, og kun 25 pct. af børnene i sjette klasse kan læse og skrive.
– Det, børnene lærer, er ofte ikke direkte anvendeligt i familiens dagligdag.
– I mange tilfælde fører skolegang ikke til et levebrød, men derimod til frustration og arbejdsløshed.
– I mange tilfælde udnyttes piger seksuelt af lærere og skolekammerater.
– Det er den gængse opfattelse, at skolebørn mister respekten for og lysten til modersmålet, de lokale traditioner og livet på landet.
Helene Horsbrugh har i 3 år frem til juni 2008 været udsendt af Ghana Venskabsgrupperne som rådgiver for School for Life- projektet i Nordghana.
Man kan læse mere om School for Life på www.ghanavenskabsgrupperne.dk
Her findes bl.a. evalueringen af SfL fra 2007 ”The Leap to Literacy and Life Change i Northern Ghana”.
Artiklen er skrevet til tidskriftet “Sprog og integration”. Den er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren og gengives med tilladelse fra tidsskriftet.
