Har du nogensinde haft udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i telefonen med en opfordring til at støtte et af deres mange spændende projekter ude i verden, så har du måske snakket med en lavtlønnet dansk phoner, der opholder sig i Berlin eller Malaga.
Det skriver Netavisen Pio.
Den humanitære udviklingsorganisation Mellemfolkeligt Samvirke, der blandt andet er kendt for at bekæmpe fattigdom i verden, køber nemlig deres telemarketingsydelser hos den danske virksomhed TMPO Fundraising. En virksomhed, der foruden hovedsæde og callcenter i Silkeborg også har callcentre i Berlin og Malaga.
Det samme gælder Dansk Flygtningehjælp, skriver Pio.
”Det har vi gjort i mange år, og vi er glade for samarbejdet. TMPO lever op til alle etiske retningslinjer, der er fastsat af Isobro – danske indsamlingsorganisationers brancheorganisation – som Dansk Flygtningehjælp er en del af,” skriver fundraisingchef hos Dansk Flygtningehjælp, Kasper Viebke, i en mail til Netavisen Pio.
Timelønnen i Berlin er, ifølge Netavisen Pio’s oplysninger, omkring 10 euro – svarende til 75 kroner i timen. Til sammenligning er timelønnen for TMPO’s phonere i Silkeborg på mellem 121 og 124 kroner i timen. TMPO’s danske ansatte er dækket af overenskomst med HK.
TMPO Fundraising’s direktør, Bjarke Andersen, anerkender over for Pio, at TMPO’s placering af callcentre i udlandet kan sammenlignes med danske produktionsvirksomheders udflytning af produktionen til lande med langt lavere lønninger end i Danmark. Han bekræfter, at phonerne i Berlin får udbetalt omkring 7.000 – 7.500 kroner om måneden efter skat. En oplysning, der meget godt matcher oplysningen om, at timelønnen udgør 75 kroner i timen.
”Det er etisk bare ikke i orden”
”75 kroner i timen er ikke en ordentlig løn for telemarketingsarbejde. Det er etisk bare ikke i orden,” siger formanden for HK Service Hovedstaden, René Knudsen, til Netavisen Pio.
”Mellemfolkeligt Samvirke er optaget af at mindske verdens fattigdom, af verdensmålene og af at verdens arbejdere har ordentlige arbejds- og lønforhold. MS er såkaldte do-gooders. Og det er rigtig fint. Men det dur ikke at være do-gooders på et lille hjørne af verdenspolitikken – og så bare lade resten sejle. Det her kan Mellemfolkeligt Samvirke gøre bedre,” siger René Knudsen.
Læs også Pios artikel, hvor en tidligere MS-phoner fortæller om forholdene her.