Sådan siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, seniorforsker Helle Munk Ravnborg, i radioprogrammet “Verden ifølge Gram”, skriver DR online tirsdag.
Vurderingen falder på baggrund af flere partiers ønske om at skære voldsomt i Danmarks udviklingsbistand.
“Vi mister den styrkede position, det giver at have huset i orden – at stå på et stærkt grundlag og sige: Det her er noget, vi gør med stor stolthed og stor opbakning”, anfører Helle Munk Ravnborg.
Hun mener, at Danmark er i færd med at opgive et af de få områder, hvor vi kan kalde os en magtfaktor efter at Danmarks udviklingsbistand på henved 17 milliarder kroner om året er blevet et vigtigt emne i valgkampen.
Venstre vil sænke bistanden drastisk, mens Socialdemokraterne taler om at “fastholde” det nuværende niveau på 0,87 af bruttonationalindkomsten (BNI) – selv om man dermed ikke når op på 1 procent, som der står i regeringsgrundlaget.
Venstre foreslog allerede inden valget, at udviklingsbistanden skulle beskæres med 2,6 milliarder kr. om året for at skaffe penge til bl.a. sundhedsvæsenet.U-landsordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) fastholder det overordnede mål om, at bistanden skal ned på 0,7 procent af BNI, som er FN’s officielle mindstemål.
“Vi ønsker at prioritere de her godt 2,6 milliarder kroner anderledes”, siger han til journalist Steffen Gram i P1-programmet Verden ifølge Gram.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) siger, at der “altså er forskel på at fastholde det høje niveau, vi har i dag, og skære 2,6 milliarder, som Venstre vil”.
Men uanset om niveauet for udviklingsbistanden hedder 0,7 eller 0,87 procent bekymrer debatten Helle Munk Ravnborg, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Man kan høre hele udsendelsen Verden ifølge Gram om vor udviklingsbistand med titlen “Udvikling eller afvikling” på
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/verden-ifoelge-gram-2015-06-09#!