MSF mister direktør og kendt ansigt

Michael Gylling Nielsen


Foto: Læger uden Grænser
Forfatter billede

Michael Gylling Nielsen er uddannet journalist og har også inden tiden i Læger uden Grænser opbygget bred erfaring fra NGO-verdenen. Bl.a. var han medstifter af Greenpeace i Danmark.

Han tog over som direktør i MSF Danmark i marts 2007 efter Philip Clarke, som havde siddet otte et halvt år på posten.

Nu 56-årige Michael G. Nielsen var dengang lige vendt hjem efter otte måneder som chef for Læger uden Grænsers hiv/aids-programmer i Zimbabwe. Før da fungerede han fra 2003 til 2006 som informationschef på det danske kontor.

Så det blev i alt til et dusin år i den hastigt voksende NGO.

Læs om hans tanker ved farvellet til MSF Danmark efter 12 år på

http://msf.dk/artikler/historie/et-vemodigt-farvel-efter-12-aar-i-laeger-uden-graenser

Hiv/aids og ebola

Som direktør tog han kampen op mod nogle af verdens største humanitære katastrofer.

Bl.a. den globale aids-epidemi, den frygtede ebola i Vestafrika, de øvrige akutte natur- og menneskeskabte katastrofer, vold og seksuelle overgreb mod kvinder samt sult og underernæring.

Han anså det som en af sine vigtigste opgaver “at fastholde og udnytte MSFs professionalisme, integritet og troværdighed til at øge støtten til det internationale humanitære arbejde og skaffe flere folk i felten”.

Har har kaldt de mange udsendte ifelten og de nationalt ansatte for “hele fundamentet for MSFs humanitære arbejde” og øgede antallet af udsendte.

Foruden Greenpeace har Michael G. Nielsen været ansat i Kommunernes Landsforening og i Italien i den private, non-profit fond Third Millenium Foundation. Han har også arbejdet i længere perioder i Rusland og Storbritannien.

Børnehjemsbarn til familieudviklingscenter

Michael Gylling Nielsen kommer til sin nye chefpost i Center for Familieudvikling fra 17. august 2015 med en særlig personlig baggrund.

Da han fyldte rundt sidste gang, blev dagen i januar 2009 nemlig ikke fejret med forældre, søskende, tanter og onkler, fætre og kusiner – for når man er opfostret på et børnehjem er familie i gængs forstand en markant mangelvare.

Til gengæld sørgede en stor kreds af venner og veninder for, at der blev sunget behørigt for den 50-årige.

Som lille blev Michael Gylling Nielsen i 1962 indskrevet på børnehjemmet C. M. Schuberts Minde i Ringkjøbing.

Blandt barndomsminderne hører et utal af bønner, søndagsskole, slidsomt arbejde i kartoffelmarkerne og ikke mindst dyb angst for en lunefuld forstander.

Minderne tæller dog også forstående og kærlige lærere – heriblandt skoleinspektøren, den senere miljøminister (nu afdøde) Christian Christensen (1925-1988), masser af gode timer sammen med børnehjemmets heste og en grundlæggende forståelse for, at ingenting kommer af sig selv; der skal arbejdes hårdt, hvis man vil opnå resultater.

Hård kurs i Norge

Som 17-årig forlod han børnehjemmet i Vestjylland for at rejse til København, hvor han få år senere tog en HF-eksamen fra Metropolitanskolen på Nørrebro.

Han kom i kontakt med miljøorganisationen Greenpeace, og blev sammen med bl.a. nogle studiekammerater engageret til at opbygge en afdeling af organisationen i Danmark.

Da det var lykkedes, gentog han i 1988 manøvren i Norge, hvor han på grund af Greenpeaces kamp for at stoppe den kommercielle hvalfangst ofte skulle opleve at blive antastet og truet på gaden.

Kalder sig gerne aktivist

For Michael Gylling Nielsen har det vigtigste altid været at gøre noget, at skabe forandringer snarere end at blot at markere meninger.

Direkte adspurgt foretrak 50-års fødselaren da også at blive kaldt aktivist frem for græsrod.

I 1996 meldte han sig igen på miljøfronten, da han bosatte sig i Italien for at arbejde som direktør for den internationbale miljøfond, Third Millennium Foundation.

I 2003 vendte Michael Gylling Nielsen tilbage til Danmark, da han blev ansat som informationschef hos Læger uden Grænser. I 2006 tog han til Zimbabwe for at arbejde som landechef for MSF, men blev så året efter hentet tilbage som direktør for organisationens afdeling i Danmark.

Passion for billeder

Michael Gylling Nielsen er en talentfuld fotograf, og hans billeder bliver flittigt brugt i publikationer fra Læger uden Grænser i hele verden.

Dertil kommer stor passion for informationsteknologi. Han var i slutningen af 1980erne – da internettet knapt nok var født – aktivt engageret i at etablere og udvikle digitale kommunikationsnetværk for internationale græsrodsbevægelser.

En af Michael Gylling Nielsens nærmeste venner og fortrolige, Radioavisens tidl. chef og nu selvstændig kommunikationsrådgiver, Jens Holme, kaldte fødselaren “fordomsfri, vedholdende og et sødt og betænksomt menneske med en udpræget evne til at leve på en sten”.

“Han er bestemt ikke typen, der har 12 ens glas i skabet. Faktisk var det lidt grænseoverskridende for ham, da han købte en lille bil”, fortalte Jens Holme i 2009.