Peter Beck Christiansen
Født i Nykøbing Falster efter krigen. Cand. polit. 1971. Aftjente derefter værnepligt med MS som u-landsfrivillig i Zambia (med til at planlægge og gennemføre rural development programmer i Nordprovinsen sammen med DANIDA folk). 1977 Economic Adviser for Europa Kommissionen i Suva, Fijis hovedstad. De følgende 32 år ansat i EEC og EU: Bruxelles 80-84, Zimbabwe 84-88, European Investment Bank i Luxembourg 88-92, Head of Delegation og EU Ambassadør i Malawi 93-96, Tanzania 96-00, Bruxelles 00-04, Lesotho og Swaziland 04-09. Pensioneret i slutningen af 2009 og har siden boet med sin svenske hustru i skovene i Halland, Sverige og en vinterlejlighed i Simon’s Town i Sydafrika.
Julius Nyerere kom jeg nærmere på, end hvad jeg oplevede med mange andre statsoverhoveder. Det skyldtes to omstændigheder: Han var The Organisation of African Unity’s mægler i Burundi Fredssamtalerne fra 1996 til sin alt for tidlige død i oktober 1999 og jeg koordinerede for EU 12 donorer, der finansierede forhandlingerne i Arusha.
Den anden omstændighed var, at vi næsten var naboer på stranden langs Old Bagamoya Road i Dar-es-Salaam.
Det vil være overdrevent at sige, at jeg kom tæt på Mwalimu (kiSwahili for ”Læreren” som han altid blev kaldt), men under utallige officielle møder, dels i Arusha, dels i hans hus, fik jeg indblik i mange af hans tanker.
Burundi-samtalerne kom i gang i 1996 i Arusha efter at kampe mellem hutuer og tutsier var blusset op igen i Burundi samtidig med at folkemordet fandt sted i nabolandet Rwanda.
200.000 døde og nærmest uudslukkeligt had
Kampene var ikke fuldt så grusomme som de en million døde i Rwanda i 1994, men 200.000 døde var fuldt ud lige så frygtelige.
Det var noget af det eneste, man i fredssamtalerne kunne blive enige om: at urolighederne skyldtes de tyske og belgiske kolonisatorer og deres forsøg på etnisk raceinddeling i første halvdel af 1900 tallet.
Men parterne havde ingen mulighed at diskutere dette og alle de andre emner i konflikten. Hadet mellem dem var tilsyneladende umuligt at slå bro over.
De ville i begyndelsen end ikke sidde i samme rum, så Mwalimu og de andre mæglere fra hans stiftelse måtte samle hutu-partierne i én mødesal i Arushas konferencecenter og tutsi-partierne i en anden.
Totalt over de fire år var der op til 150 deltagere i samtalerne og de samlede omkostninger beløb sig til over 15 millioner US dollars.
Mwalimu viste en engleblid tålmodighed med de krigeriske, uforsonlige to grupper, der hver især bestod af flere konkurrerende partier (fredsaftalen i 2000 blev underskrevet af 20 partier!). Det tog dog et helt år at få dem til at sidde i samme rum.
På den finansielle side var der problemer fra begyndelsen. Det tog tid før vi kunne få kontrol sammen med Mwalimus stiftelse. Hovedårsagen var, at et nært familiemedlem, der sad i Stiftelsen, på forskellige måder var lykkedes med at kanalisere donor penge til sig selv.
Jeg tog det op med Mwalimu og hans førstemand, tidligere justits- og premierminister Warioba uden at nævne navn, blot at vi ville indføre et mere kontrolleret finansierings-system.
Mwalimu svarede, at han helst ikke ville involveres i den side af forhandlingerne, men vi fik grønt lys til et effektivt, hurtigt og retfærdigt system – uden indblanding fra Stiftelsen.
Donorerne hostede op – trods alt
Det var hektiske dage med mange, der ville påvirke de to sider. Det er jo en regel, at dem der betaler, også har en vis ret til indsigt – og med 12 donorer var der tit ambassadører, der ville ses og høres.
Men stort set var donorgruppens medlemmer enige og hostede op med de nødvendige ressourcer, når vi kom med nye budgetter og fuld dokumentation for afholdte udgifter.
Mwalimu fortsatte med trofast at, ja man kan næsten sige, blødgøre de to sider! Efter de første 12-18 måneder begyndte der også at komme diskussions-papirer på bordet, hvilket hjalp med at fokusere samtalerne og diskussionerne.
Mwalimu talte i øvrigt ikke fransk, burundiernes fælles sprog, hvilket gav ham visse vanskeligheder, når en tolk ikke kunne tolke ordentligt.
Ved flere tilfælde i årene 97-99 besøgte jeg sammen med EUs Special Representative, diplomaten Aldo Ajello, Mwalimu i hans villa i Dar-es-Salaam (som han havde fået af staten da han trådte tilbage i 1985).
Memoirer? – "Jeg er for doven"
Fokus var altid på fredssamtalerne, men jeg forsøgte også flere gange at overbevise Mwalimu om, at han skyldte Tanzania og verden, at han skrev sine memoirer.
Især var jeg interesseret i, hvordan Zanzibar-oprøret i 1964, hvor måske næsten 20.000 indbyggere af hovedsaligt arabisk herkomst blev myrdet, førte til dannelsen af Tanzania med to præsidenter og to parlamenter.
Desuden var der hele spørgsmålet om invasionen af Uganda og fordrivelsen af Idi Amin i 1979, som heller ikke var dokumenteret.
Mwalimu smilede bredt og lo med en latter der var som en sølvklokke – som jeg forestillede mig at hovedpersonen i Antoine de Saint-Exuperys bog, ”Den lille Prins”, lo.
Han tog mig i hånden og sagde: ”Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed: Jeg er alt for doven!” Selv ikke mit tilbud om at skaffe en ghost-writer ville han høre på. Og med hans alt for tidlige død gik mange hemmeligheder i graven med ham.
Kunne oven i købet drikke kaffe sammen
Fredssamtalerne gik videre og flere og flere kapitler blev forberedt og det var klart, at der i slutningen af 1998 var skabt et begyndende grundlag for en fredsaftale.
De involverede parter havde aflagt den fjendtlige holdning og kunne oven i købet drikke en kop kaffe eller en øl med en politisk modstander af anden etnicitet.
Donorerne begyndte at blive utålmodige – det var den sædvanlige konflikt mellem den målrettede vestlige rationalisme og et afrikansk behov for ikke at skynde sig og at ville have mest muligt på papir.
Men det var måske også et spørgsmål om dagpenge, der dengang var på 111 US dollar pr. dag. Vestlig mistænksomhed kunne underbygge per diem motivet med, at mange af deltagerne boede op til fire på ét værelse og dermed fik en opsparing.
Ikke desto mindre organiserede Julius Nyerere Stiftelsen et separat møde i 1999 med de vigtigste personligheder fra de to sider. Stiftelsens repræsentanter talte om, hvor tæt man var en overenskomst og opfordrede til, at man, som man siger på engelsk, ”Walk the talk” og ikke ”Talk the talk”.
Jeg blev bedt om at give en redegørelse om den finansielle situation og måtte helt ærligt forklare, at der var en tydelig begyndende træthed blandt donorerne og at det var af absolut yderste vigtighed at holde tempoet og prøve at få en aftale igennem samme år.
Jeg kunne ikke love finansiering længere (dagpenge udgjorde knap 70 procent af omkostningerne).
Men så døde Mwalimu. Han havde leukæmi og havde ikke lyttet til sin krop, måske ville han lande fredssamtalerne før han tog hensyn til sig selv.
Han blev fløjet til London, men kunne ikke reddes. På Stadion i Dar-es-Salaam holdt man en stor mindehøjtidelighed i oktober 1999, hvor jeg og næsten alle græd.
Da Mandela kom til
Nelson Mandela blev bedt om at overtage mæglerrollen, og det blev hurtigt klart, at han var en helt anden formidler. Han var ikke ret sympatisk overfor de to sider og fandt dem ret så patetiske i deres manglende vilje til at gå de sidste skridt.
Måske var det godt for samtalerne. Da Mandela overlod til Zuma at fuldføre samtalerne, kom de i hus: Arusha Peace and Reconciliation Agreement for Burundi blev underskrevet 28. august 2000 og per diem indtjeningen var ovre.
Nu var det hjem til Bujumbura og begynde overgangen til fred ifølge den detaljerede aftale.
Men Mandelas hastværk havde sin pris. To hutu-grupper, CNDDFDD og Palipehutu FNL, deltog ikke i samtalerne og skrev ikke under.
Mwalimu havde altid insisteret på, at alle skulle være med, men Mandela var helt klart utålmodig og måske forstod han ikke dybden af konflikten. Urolighederne fortsatte derfor indtil 2008.
Valgt igen og igen
I mellemtiden var Nkurunzisa fra CNNDFDD kommet ind fra sin guerilla tilværelse og stillede op til præsidentvalget 2005 – som det var Parlamentets ret at vælge.
Jeg havde mødt ham i 2003 og 04 og fik dengang et godt indtryk af hans vilje til at regere i overensstemmelse med Arusha-aftalen og den nye grundlov.
I 2005 var flertallet af hutuer bange for, at han skulle genoptage krigen. Han blev derfor valgt, genvalgt i 2010 og igen for tredje gang i 2015 uden at oppositionen stillede op.
Hans insisteren på en tredje præsidentperiode ledte til store uroligheder og nu er der mindst 100.000 burundier i flygtningelejre i Tanzania – præcis samme situation som da jeg var EUs ambassadør i landet 1996-2000.
Mwalimu kunne måske havde undgået den nuværende situation, hvis han havde levet. I dag er resultatet, at Burundi stadig er et land hvor befolkningen lider under de tidligere kolonimagters hærgen og manglende forståelse, fravær af forligsvilje samt under en Born Again Christian, tidligere fodboldspillers styre!
Julius Kambarage Nyerere (Mwalimu): Præsident for Tanganyika 1962-64 og for Tanzania 1964-1985. Født i april 1922 og døde i oktober 1999.
Mere om Nyerere på https://en.wikipedia.org/wiki/Julius_Nyerere