Næsten en tredjedel af Kinas byer skrumper

gettyimages-82067104
Byggeriet blomstrer i mange kinesiske byer men i mange af dem falder befolkningstallet.
Foto: Tim Graham/Getty Images
Laurits Holdt

19. marts 2019

Ser man på satellitbilleder, der er taget om natten træder byerne klart frem som lysende pletter. Lyset kommer f.eks. fra biler, boliger og gadebelysningen.

En gruppe forskere fra Tsinghua universitetet i Bejing har set på sådanne billeder af 3.300 kinesiske byer fra årene 2013 til 2016 og er nået til den konklusion af 938 af byerne er skrumpet ind i perioden.

Lysstyrken fra de 938 byer er blevet mindre og det fortolker forskerne som om, at der er mindre aktivitet og dermed færre indbyggere i byerne.

Det skriver Hong Kong-avisen South China Morning Post.

Ingen andre lande har så mange skrumpende byer, siger Long Ying, der er ekspert i byplanlægning på Tsinghua universitetet i Bejing, og som står i spidsen for undersøgelsen.

De skrumpende byer er især kendetegnet ved, at deres økonomi er afhængig af naturressourcer som f.eks. kulminer.

Det ser ud til at være et tiltagende fænomen, for i perioden 2000 til 2012 havde landet færre skrumpende byer end USA, Tyskland, Frankrig og UK.

Politikere ligger ikke under for virkeligheden

Det ser ikke ud til, at politikerne i byerne har opdaget eller taget den nye virkelighed til efterretning. Ifølge Long bliver byplanlæggerne presset til at arbejde, som om byerne vil vokse uendeligt og planlægger uden at skele til de reelle demografiske udviklinger.

Det meste byplanlægning i dagens Kina har derfor ikke meget forbindelse med virkeligheden, siger Long til avisen efter at have gennemgået byudviklingsplaner i mere end 60 byer.

Det kan være en svær erkendelse for politikere og embedsfolk, at deres by skrumper snarere end vokser. Men det er en nødvendig erkendelse, siger Long videre.

For skrumpende byer skaber flere problemer end voksende byer. For eksempel fordi de mange højhuse, der er skudt op i de kinesiske byer, er dyrere at rive ned end mindre bygninger.

De relativt nybyggede boligkomplekser kan også være sparsomt beboet men det kan være svært at få overblik over, hvor mange lejligheder der rent faktisk er tomme og dermed få overblik over hvad der eventuelt skal rives ned.

Snart bliver der færre kinesere

En af årsagerne til udviklingen er, at den kinesiske befolkning ikke vokser så meget som myndighederne har forudset.

Fødselsraten er faldet i flere år og i 2018 faldt den yderligere og man skal tilbage til 1961 for at finde et fødselstal, der er lige så lavt som i dag. Der er dog en del usikkerhed forbundet med de gamle data.

Det ligger dog fast at der blev født 15.230.000 børn i 2018, som er det laveste siden regeringen lempede et-barns-politikken i 2014, skriver avisen.

Samtidig med at fødselsraten falder stiger levetiden og det betyder, at gennesnitsalderen er stigende.

Myndighederne er bekymrede for, at landet kan komme til at stå i samme situation som Japan, hvor den stigende gennemsnitsalder medfører økonomisk stagnation, fordi der er flere og flere pensionister i forhold til personer på arbejdsmarkedet.

Ifølge det kinesiske akademi for sociale videnskaber (CASS) var kinesiske kvinders i 1,624 i 2016. Til sammenligning var danske kvinders fertilitet 1,729 i 2018.

Det betyder, at kinesiske kvinder pr. 2016 i gennemsnit satte 1,624 børn i verden i løbet af den såkaldt fertile alder, som er mellem 15 og 49 år. Danske kvinder fødte derimod 1,729 børn.

Hvis en befolkning skal holde sig stabil skal fertilitetsraten være 2,1.

Den faldende antal nyfødte betyder ifølge CASS, at landets befolkning vil begynde at falde i 2027 og at befolkningstallet i 2065 vil være faldet til niveauet i 1990 – 1,17 milliarder.