Af Anna Bech Sørensen og Anne Jensen Sand
Ecuador afprøver for øjeblikket en økonomisk politik, der havde sin storhedstid i 1950’erne til 1970’erne, i jagten på at få vendt den negative økonomiske situation. Men spørgsmålet er, om det er en effektiv strategi. Og hvem den rammer.
Der er især Ecuadors middelklasse og øvre middelklasse, der mærker de voldsomme prisstigninger på importerede varer. (Foto: Dogymho, Creative Commons)
Ecuador har for øjeblikket alvorlige økonomiske udfordringer. Landets primære eksportvare er olie, og med faldende oliepriser og en revaluering af dollaren, der blev indført som valuta i 2001, sætter det landet i en sårbar økonomisk situation. Et af de indgreb, som præsidenten, Rafael Correa, har sat i værk, er en stigning i toldtariffen på importvarer, hvilket medfører en generel prisstigning.
“For øjeblikket er det primært kriseløsninger, et forsøg på at afbøde de værste konsekvenser af blandt andet faldende oliepriser og af at lokomotiverne i regionen er hårdt sårede, herunder Brasilien, der hidtil har været lokomotivet.”
Sådan fortæller Ken Henriksen, lektor i latinamerikanske samfunds- og kulturforhold ved Aarhus Universitet, om de tiltag som Rafael Correa har sat i værk for at stabilisere økonomien.
Prisstigning rammer bredt
Selvom prisstigningen på importvarer var møntet på overklassen, der stadig har råd til at købe varerne og dermed øge indtægten i statskassen, rammes især den øvre middelklasse også af prisstigningen.
De er kulturelt orienteret mod vestlige forbrugsgoder, i sådan grad, at der er tale om et afhængighedsforhold, ifølge Ken Henriksen.
Carla Moncayo, der til dagligt bor i Quito, føler sig udfordret. Hun fortæller per e-mail:
”Jeg arbejder som audio-visual producer, og alt mit udstyr er produceret i udlandet. Det vil sige, at prisen for det arbejde, jeg laver, stiger, men mine kunder vil ikke betale mere for det endelige produkt,” forklarer hun.
Hun oplever således på nært hold, hvordan prisstigningerne på importvarer påvirker folks hverdag i Ecuador. Derfor sørger hun så vidt muligt for at få venner og bekendte, der er i udlandet til at købe udstyr med hjem.
Disse omveje uden om Correas indgreb i økonomien gælder dog kun for den velstillede del af befolkningen. De lavere sociale lag vil, ifølge Ken Henriksen, finde andre og ofte lokalproducerede varer.
Bakspejle og brød
Den 11. marts indførte regeringen prisstigninger på 2.800 importvarer. En prisstigning, der vil vare 15 måneder frem, og som varierer fra 5 til 45 %. Det er på produkter som mælk, smør, alkohol, CD’er, tøj, bakspejle, sko, uld, elektroniske produkter blandt mange andre. Dette har også en bivirkning, fortæller Carla Moncayo:
“Prisstigningen på importerede produkter har gjort, at der er mange lokale firmaer og butikker, der udnytter dette og har ladet deres produkter stige i pris.”
Derudover er Carla Moncayo nervøs for en anden udvikling:
“Regeringen siger, at alt det, der produceres i Ecuador, ikke stiger i pris, men i det lange løb kommer det til at ske. For at give et eksempel, så producerer en bager sit brød med lokale råvarer, men ovnene, hvori han bager brødene, produceres i udlandet, og hvis han er nødt til at købe en reservedel til ovnen, er den 45 % dyrere. Derfor bliver brødet også dyrere.”
At lade prisen på importvarer stige er en strategi, der fra 1950’erne til slutningen af 1970’erne var dominerende og succesfuld i mange lande for at komme på fode økonomisk. Det økonomiske overskud skulle så bruges til at støtte landets lokale produktion.
“Problemet er, at den globale økonomi i dag er helt anderledes. De fleste andre steder går man den modsatte vej ved at åbne for import og fjerne told og andre restriktioner, så den globale økonomi kan køre fornuftigt. Ecuador går imod strømmen. Denne strategi er noget, Verdensbanken og IMF siger, at man ikke må og kan,” siger Ken Henriksen.
Alliancer landene imellem
At pålægge ekstragebyrer på importvarer er ikke det eneste indgreb, som Correa foretager. Et andet er at skabe alliancer landene imellem i Latinamerika for at stå stærkere på den verdensøkonomiske scene. Disse alliancer kan dog også have en negativ indflydelse på landets økonomiske situation:
“Ecuadors økonomi er til en vis grad knyttet op på, om deres nærmeste samarbejdspartnere har det relativt godt. Ecuador er et af de lande, som har været i meget tæt samarbejde med Venezuela, som for øjeblikket er i knæ især på grund af faldende oliepriser. På det punkt bliver Ecuador derfor også sårbart,” siger Ken Henriksen.
Usikker fremtid
Selvom den ecuadorianske middelklasse er vokset de sidste 15 år, og i dag har en relativ stor købekraft, gælder det ikke for hele befolkningen:
“Hvis man rejser jævnligt i regionen og også i Ecuador, kan man se moderniseringens forandring fra gang til gang. Især i bybilledet. Det er en tendens, der også har sine slagsider blandt andet forbundet med krise i yderregionerne og øget fattigdom,” siger Ken Henriksen.
Ecuadors fremtid er hverken sort eller hvid, og det er svært at forudse oliemarkedets fremtidige udvikling. Der er grund til optimisme og samtidig grund til det modsatte. Carla Moncayo hælder til det sidste:
”Jeg er meget nervøs for Ecuadors økonomiske fremtid. Regeringen forsøger at finde kortfristede løsninger for at kunne fortsætte med deres politiske linje, men det vil medføre forfærdelige konsekvenser i fremtiden,” spår hun.
Anna Bech Sørensen og Anne Jensen Sand er studerende ved Danmarks Medie – Journalisthøjskole DMJX.
